Beyond the Body

1 sep 20189 dec 2018

Anbefalet under Det skal du se! uge 35
Vi er en del af livets strøm. Vi ændrer os konstant. Hvordan håndterer vi denne foranderlige krop? Hvordan ser vi døden, den ultimative forandring, i øjnene? Den hollandske kurator Anne Berk har inviteret 17 kunstnere til at vise værker som reflekterer over kroppens foranderlighed, døden og mindet
efter døden i vores sekulariserede nutid i udstillingen i Beyond the Body. Med moseliget, den ’sovende’ Tollundmand i den samme by og KunstCentrets egen fortid som et kurbad, hvor de helsesøgende siden 1883 søgte at holde døden stangen en stund, er nutidens kunstcenter på stedet den perfekte ramme om denne udstilling.

Mennesket er det eneste dyr, som kan forudse sin egen død. Vi er dødelige, og vi ved det. Hvordan skal vi tøjle vores frygt? Hvordan skal vi forlige os med tabet af den individuelle personlighed, som er så højt skattet i Vesten. Hvordan trøstes de efterlevende? Hvad betyder det, døden? Er der noget ud over kroppen? Er der en sjæl? Disse spørgsmål har optaget menneskeheden i uendelige tider. Man har beskæftiget sig med det i filosofi, religion og kunst uden at finde definitive svar (de, som mener at have fundet svar, kaldes ‘troende’). En dag passerer vi tærsklen, hvor man ikke vender tilbage, og ingen kan fortælle os hvad der skete. Folk har projiceret det kendte liv ind i deres forestilling om døden. Dette forklarer den kristne ide om et ‘efterliv’, et liv efter døden i et paradis, der ser ud som en sommerhave. Men ifølge de seneste videnskabelige konklusioner er himmelen tom og eksistensen af en sjæl er en myte. ‘Gud er død’, annoncerede Nietzsche, men det er ikke let at leve alene. I vores sekulariserede tid er vi optaget af den perfekte skønhed og evige ungdom som reklamer og medier italesætter og spejler. Døden er et sort hul, som vi prøver at ignorere. Men vi vil dø alligevel, trods kosmetiske operationer og medicinsk teknologi.

Foranderligheden, set i billedkunstneres optik
Kroppens foranderlighed er det centrale i Célio Bragas arbejde. Han indsætter fotografier af huden som omkranser vores krop, for at påminde os om vore sårbarhed. Alet Pilon kanaliserer frygten for at besværge døden. Da hun fik kræft, skabte Pilon en stabel af kroppe under den sigende titel Not Me. I sin frygtelige, filmdokumenterede performance Springtime tester Jeroen Eisinga sin krop og udforsker grænsen mellem liv og død. Desiree Dolrons værk X-teriors VIII fremviser en sårbar alabasterfarvet krop. Sover han eller er han død, lettet for sine lidelser? At vi foretrækker at ignorere døden, forstået som Afslutningen, udfordres af Roy Villevoye i værket The Clearing, hvor han både visualiser sin egen og sin papuanesiske vens død som en håndgribelig realitet. Martin uit den Bogaard forbinder elektroder med en (doneret) menneskefinger, og påpeger muligheden af, at der stadig er energi i det døde stof. Han finder trøst i det faktum, at vi, på atomplanet, re-inkarnerer. En ting er at dø, en anden er at klare tabet af dem man elsker. Med værket Pietá har Erszébet Baerveldt skabt en hjerteskærende film om sorg og dødens uigenkaldelighed. Udstillingen er tilrettelagt som en symbolsk passage gennem flere stadier: før døden – døden – efter døden – efterlevende/mindet.

Repræsenterede kunstnere
Erzsébet Baerveldt, Caspar Berger, Antoine Berghs, Martin uit den Bogaard, Célio Braga, Alexandra Bremers, Esther Bruggink, David Claerbout, Desirée Dolron, Jeroen Eisinga, Jelle Kampen, Ida van der Lee/Studio Ritual Art, Janpeter Muilwijk, Alet Pilon, Jan Thomas, Jan Dietvorst & Roy Villevoye.

Kilde: KunstCenteret Silkeborg Bad