Milena Bonifacini (f. 1963) er en indlysende gæst hos PIRPA, der siden sommeren 2016 har vist stedsspecifikt vinklede udstillinger på det gamle grønttorv i Valby. Indlysende fordi Bonifacini arbejder med papir, og fordi udstillingsstedets fysiske ramme er lokalet til en papirhandel (Karl Lund), der i sin tid leverede indpakningspapir, papkasser, bånd o.m.a. til grønttorvet og så endelig indlysende, fordi navnet PIRPA jo ganske enkelt er anagram for ”papir”.
Bonifacini har ikke altid arbejdet med papir. I begyndelsen malede hun på hvidgrunderet lærred. Siden fandt hun på at male på mdf-plader savet ud i forskellige figurer. Og nu er et til tider ornamentalt betonet maleri i stærke farver (olie, akvarel, gouache) på ofte skævtskåret og revet papir og pap blevet hendes kendemærke. Papmachéformerne startede hun på i 2007 og lod dem indgå i installationer sammen med fundne tekstiler, almuemøbler, udtjente brugsgenstande o.a. Papmachéen antog form af noget dej-, brød- og kødagtigt eller af noget kropsligt, ligefrem erotisk, men aldrig eksplicit, altid amorft, flydende, flertydigt og derfor æggende både følelsesmæssigt og forstandsmæssigt på samme tid.
Der spores en udvikling i Bonifacinis kunst frem imod det skulpturelle. Men på samme måde som det motiviske på underfundig vis rører sig under overfladen i hendes kunst uden nogensinde direkte at komme til udtryk, undgår hun også helt bevidst det skulpturelle i ordets strenge forstand. Traditionel skulptur har tyngde og hårdhed. Skulptur er beregnet til at stå alene, ofte udendørs og i lang tid, og den er som oftest resultat af en lang, besværlig arbejdsproces. Det passer ikke til Milena Bonifacinis temperament. Papmachéen gør det muligt for hende at arbejde hurtigt, legende, improviserende. Og de relativt skrøbelige former, der kommer ud af det, er hule, lette – næsten som balloner. Hendes papmachéformer ejer ikke skulpturens selvbevidste stivhed. De er håndgjorte, humørfyldte og må snarere opfattes som figurer, der har revet sig løs fra papiret og vokset sig tredimensionale for at kunne gøre sig i rummet og komme i dialog med andre rumlige elementer – artsrelaterede såvel som fremmede.
I udstillingens titel, PAPIRPAPAYA, mødes to umiddelbart uforenelige størrelser: på den ene side papiret, der som omtalt har at gøre med det medie, Bonifacini betjener sig af, og på den anden side den eksotiske papaya-frugt, der her repræsenterer det salg af frugt og grønt, der var hele omdrejningspunktet for det nu forsvundne liv på grønttorvet. PIRPA – eller jo egentlig papirhandlen, som i sin tid lå i PIRPAS lokale – forener de to størrelser. Papirhandlen forhandlede nemlig det silkepapir, som appelsiner, pærer, og papayaer nok også, omhyggeligt blev pakket i hver for sig, før effektivisering og profitoptimering satte en stopper for det. Nu pakkes både grøntsager og frugt i plastic, men Bonifacini har til udstillingen skabt et sortiment af friske, frugtlignende papmachéformer svøbt i farverigt silkepapir fra Karl Lunds papirhandel, der stadig eksisterer i Ryesgade og på det nye grønttorv i Taastrup. Milena Bonifacinis installation er en fest til ære for det grønttorv, der var, for det PIRPA, som snart lukker ned, og for papir og papaya til alle tider.
Kilde: Pirpa
