Berlin Biennalen: Et visionært bud på den globale kunstudstilling?

I den globale samtidskunsts land er Berlin et oplagt bud på en hovedstad, og en biennale her må mødes med forventninger om en særlig puls og intensitet. Til dette års udgave skal man dog ikke forvente at møde kendte kunstnere som på de store museer.

Kurator Gabi Ncobo fra Sydafrika og hendes stab har sammensat udstillingen med et yderst globalt blik, der bringer kunstnere fra mestendels Afrika og Latinamerika sammen til et møde i Berlin, der skal vise, hvordan visioner kan se ud i en usikker nutid ramt af angstens ”kollektive psykose”.

Titlen We don’t need another hero, der med en kæk populærkulturel reference er hentet fra Tina Turners 1985-hit, stiller sig skeptisk over for de velkendte idoler og vender sig i stedet mod det ukendte. Målet er at vise, hvordan vi kan forestille os fremtidens globale kunstudstilling, som skal være både global, lokal, kritisk og idealistisk. Men hvordan går det så i selve udstillingen?

Ingen nye helte i KunstWerket

Ligesom sidste års meget omtalte documenta 14 i Kassel, der også satte periferiens kunstnere i højsædet, er der indslag fra mange steder i verden i udstillingen, og igen er alt ikke let gennemskueligt. Udstillingen fordeler sig over forskellige steder i byen, som lykkes i varierende grad.

Særligt i den store udstilling på KW Institute for Contemporary Art har udstillingen svært ved at indfri sin ambition igennem et forløb af jævne og ufokuserede værker.

Kan den græske tragedie Ødipus opført i afrikansk tøj som i Grada Kilombas værk eller langstrakte interviews med afro-tyske kvinder som i Natasha A. Kellys værk vise os noget nyt? Budskaberne virker banale og formen mere tidskrævende end kunstnerisk interessant.

En række værker fremstår også meget svært tilgængelige såsom Dineo Seshee Bopape store indretning af en faldefærdig sal med ilagte referencer til mentalt ustabile opførelser af kunstnere som Nina Simone.

Så er Fabiana Faleiros mere direkte med Masturbar: en installatorisk bar som feministisk undersøgelse af kvindelig masturbation. Et værk, som dog henligger som passiv kulisse, når der ikke er events her.

Det æstetisk mest vellykkede værk i denne afdeling er faktisk 40 år gamle minimalistiske træbilleder af Mildred Thompson. Og det var vel ikke helt meningen med en demonstration af samtidskunstens nye helte?

Møde med fortiden på Akademie für Kunste

Udstillingens anden hovedafdeling er at finde i Akademie für Kunste og er heldigvis langt bedre. Hvor udstillingen på KW havde hverdagens kulturelle identiteter som gennemgående tema, er de mere historiske perspektiver i fokus her.

Allerede uden for den modernistiske bygning står en sælsom ruin som en alternativ pavillon. Det er en genskabelse af slottet Sans-Souci på Haiti, som deler navn med Frederik den Stores slot i Potsdam ved Berlin.

Det er en del af Firelei Baez’ serie af værker omkring stederne med navn Sans-Souci og den parade af voldsomme begivenheder, global historie og forfinet aristokratliv, der omgiver disse steder. Malerierne, kollagerne og ruinen er voldsomt godt udførte, og Baez står her bag hele biennalens nok bedste værk.

Et andet interessant møde med historiens erindring og efterladenskaber findes i Thierry Oussous arkæologiske performance og udstilling, hvor en gengivelse af en historisk kongetrone fra Benin er nedgravet af kunstneren og et år senere udgravet som arkæologisk fund og her udstillet i en museal præsentation.

Det er en baggrund for dette værk, at originalen befinder sig i Frankrig og er genstand for krav om udlevering. Er kunstnerens udgave et forsøg på at korrigere den historiske uretfærdighed eller en kritik af heltedyrkelsen af fortidens regalier?

Mens disse værkers vej gennem tiden er baseret på det faktuelle med en kritisk bevidsthed, udviser andre værker en mere sværmerisk tilgang, som nogle gange er rent okkult.

I den lettere ende er Johanna Unzuetas symmetriske abstrakte former, ophængt på fritstående glasvægge, et smukt og lyrisk islæt. Belkis Ayons mystiske tegninger af et kultisk ritual slår en okkult tone an, som er et noget overraskende svar på samtidens udfordringer.

Og ligesom på sidste års Venedig Biennale er der givet meget plads til værker med et umiddelbart og uskolet udtryk, for eksempel i tekstiler og andre hverdagsmaterialer. Et originalt arbejde med materialet ses i Oscar Murillos skulpturer, som han i løbet af udstillingen fremstiller i brødovne i en blanding af dej og ler i et møde mellem kunsten og hverdagens materialer.

Ved siden af disse to hovedafdelinger har Berlin Biennalen også et program af performances og events rundt om i byen, som man kan holde sig opdateret om via hjemmesiden.

Kunstnerværkstedet ZK/U – Center for Arts and Urbanistics præsenterer en række værker af kunstnere, som har opholdt sig i residencies på stedet, desværre ikke med synderligt seværdige resultater.

Det lykkes altså ikke helt Berlin Biennalens 10. udgave at sætte Berlin på gloende pæle og skabe en nytænkende vision for den globale kunstudstilling. Det kunstneriske resultat er af virkelig vekslende karakter og mangler langt hen ad vejen de store samtidsrelevante perspektiver såvel som de fængende udtryk.

Et visionært bud på det globale museum

Vil man se et bud på en radikal og seværdig gentænkning af kunstudstillingen, bør man besøge udstillingen Hello World, som finder sted samtidigt med biennalen på det store samtidskunstmuseum Hamburger Bahnhof.

Hello World er en total nyophængning af hele museet ud fra et globalt perspektiv: Hvordan ville samlingen se ud, hvis den fra starten havde omfattet hele verdens kunsthistorie, og hvilke transkulturelle forbindelser gemmer der sig faktisk i samlingen?

Udstillingen er blevet til gennem et årelangt forskningsprogram og er umådelig omfattende med flere gange så mange kunstnere som biennalen. 13 tematiske afdelinger er næsten lige så store som normale særudstillinger hver for sig og sætter så mange interessante og anderledes perspektiver op på den velkendte kunsthistorie, at man virkeligt føler at være trådt ind i en ny slags museum.

Her er virkelig seværdige afdelinger om Indiens modernisme i dialog med Europa, de internationale avantgarde-grupper i 1960’ernes Jugoslavien eller sammenstillinger af Berlin og Tokyo som hovedsæder for eksperimenterende kunstnergrupper. Det er avanceret og overvældende omfangsrigt, men også blændende godt sat op som en nødvendig samling nye veje for museet i den globale kunstverden.