America is more!

Det var der alt sammen: Mickey Mouse, Superman, dresserede bjørne, klovne, gøglere og cirkustelte. Vulgære lysshows, skrigende tekster og den skræmmende stilhed af en svævende blå ballonflok midt i Coney Islands høje, blå himmel.

Det er det klassiske "unheimliche" Amerika, der anslås i udstillingen Discover US! Carnival Within. Det vulgære, grovkornede sideshow, de triste boder, den underliggende ensomhed og desperation – et billede af Amerika som den åndelige fattigdoms karneval; de lurvede dansegulves, de billige attraktioners og depressionens land.

Ubemærket er det store Amerika blevet landet, der svinder ind.

Man ser det for sig som en enorm synkende skude, hvor racistisk white trash og fattige sorte og latinoer slås om de sidste rester fra festen, før det hele går op i et gigantisk karneval af en borgerkrig…

Amerikanske billeder
I den glinsende, brillante maling på de fotorealistiske malerier på udstillingen Picturing America på Deutsche Guggenheim spejler man næsten sig selv i de forførende, farvestærke billeder af Amerikas stolte produkter fra starten af 70érne: skinnende bilers lak og krom, plastic, spejlende butiksruder, højhuse og neonreklamer.

Det er en fremragende udstilling – bortset fra et virkelig kikset videorum, hvor Antonionis film Blow Up og Zabriskie Point ikke formår at bidrage til en 70’er agtig ‘amerikansk’ stemning med fed, tysk eftersynkronisering.

Forever young
Hvor er det mærkeligt at stå foran disse billeder og endnu en gang lade sig forføre af forbrugssamfundets statussymboler og glitz, som et changerende smykke, der skinner op fra bunden af en anden tids brønd. Richard Estes’ og Robert Bechtles billedlige kraft er stadig lige dugfrisk i de ekstremt gennemførte værker.

Men billederne er også selv ‘forførte’: fotorealisterne bag værkerne udførte ikke blot et imponerende kopieringsarbejde. Selve magnetismen og dynamikken i de ikoniske motiver spiller også deres rolle.

Fotorealismens fælde
Jeg kan dog ikke lade være med at blive meget mistænkelig, når jeg finder min næsetip 1 centimeter fra lærredets overflade og står og spekulerer på, hvordan penselstrøgene mon er lavet. Heri består nemlig fotorealismens fælde og nemesis.

Når fotorealisterne troede, at de havde fundet en smutvej uden om kunstens krise; når den rent mekaniske, konkrete kopiering af det fotografiske motiv skulle redde maleriet både fra konceptkunstens billeddøde blindgyde og fra den abstrakte ekspressionismes patos – ja, så tog de fejl.

Alle hang de fast i en diskussion om reproduktion og originalitet, og publikums fascinationen af maleteknik og illusionisme.

Uskyldens magt
Men i virkeligheden giver deres billeder meget mere, end både maleri og fotografi kan give: Tilsammen giver de ”more” – det ærkeamerikanske ekstra saft og kraft, punch, liv og lys til de døde tings kult. Og derfor virker de stadigvæk.

De er – ja, uskyldige: uskyldige i troen på egen ufejlbarlighed og de er ubevidste om deres egen skæbnesvangre magt som en Lolita under en midaldrende mands blik.

Uskyldens nederlag
Man kan sige, at hvor fotorealismen stadig skinner med datidens glans, er det en neddæmpet poetisk realisme, der præger den nye amerikanske kunst på Carnival Within. Det er virkelig påfaldende, hvor godt billedet af forlystelsesparken fungerer som kommentar til det amerikanske samfund – i hvor høj grad den Amerikanske hurlumhej næsten bliver endnu mere Amerikansk, når den knirkende går i stå og forstummer, som i Karyn Olivier’s karrusel der i ekstra-slow motion drejer rundt og rundt med blot en eneste stol, man kan sidde på.

Der er ingen tvivl om, at kapitalismens syndefald har sat sine spor i den nye kunst fra Guds eget land. New Orleans, Wall Street-krakkene og Irakkrigens ekko af Vietnam-krigens fiasko og tab har taget pusten ud af enhver form for amerikansk optimisme.

Stemningen af tab og tarvelighed er nærmest rendyrket i Carnival Within.

Svævende dans
Alligevel er det frydefuldt at komme ind i den hangar-store nedlagte bowlingbane, hvor udstillingen foregår.

Det kolossale rum giver god plads mellem værkerne, der får mulighed for at folde sig ud i underspillet poetisk melankoli. Og det første man bliver mødt af er den mest fantastiske video, jeg har set i lang tid – de to koreografer Chamecki/Lerner, der ved hjælp af simpel stop-motion kameratrick lader to kvinder flyve som engle i poetisk synkronbevægelse gennem New Yorks slidte gader og stræder. En simpel skønhed opstår af næsten ingenting og viser et slags mirakel, der skinner igennem storbyens rå realisme.

Det er fascinerende at se, hvordan to ærkeamerikanske udstillinger i Berlin nærmer sig Amerika fra hver sit årti og vinkel – og belyser de store ekstremer i den amerikanske kunst og bevidsthed.