Hvordan får man ligestilling på kunstscenen?

Breaking news som genudsendelse
Følelsen af et deja-vu indfinder sig hos mig, når der nu igen på de sociale medier diskuteres kvinders manglende repræsentation på kunstscenen. Denne gang i forbindelse med at fagbladet Billedkunstneren tager temaet op og gør opmærksom på, at mænd har dobbelt så store chancer for at få udstillinger på gallerierne som kvinder, og at museerne har en endnu skævere fordeling. Der er blevet talt om det her så længe, jeg kan huske, men der er tilsyneladende ingen, som rigtig vil tage ansvar for at ændre på det.

Oftest drejer diskussionen sig om kvinders manglende muligheder for at gøre karriere i branchen, hvilket naturligvis i sig selv er dybt kritisabelt. Men i et større perspektiv handler det også om, at der er nogen historier, som ikke bliver fortalt, og om hvordan det ubevidst påvirker os, at der er en branche, hvor det ene køn nærmest fremstår som minoritet, på trods af at der faktisk bliver uddannet lidt flere kvinder end mænd på akademierne – og de er dygtige.

Et spørgsmål om identifikation
For nogle år siden så jeg Ursula Reuter Christiansens fascinerende udstilling Widow på ME Contemporary. Malerierne kredsede tragikomisk omkring hvilken rolle, der var mulig at indtage som enke og single, når man blev alene og ikke længere var helt ung. Malerierne præsenterede den sørgende enke, the sexy widow… osv. På vej hjem tænkte jeg på, at jeg aldrig havde set en udstilling, som beskæftigede sig med det tema før, og om det kunne hænge sammen med, at så få kvindelige kunstnere overhovedet formåede at være synlige længe nok?

Jeg tror, at vi er mange, som har valgt den kunstneriske vej, fordi vi tænkte, at her var et frirum, et mulighedsrum, hvor verden kunne tilgås og undersøges fra alle vinkler. Derfor er det ekstra skræmmende, at stereotyperne omkring hvem, der har noget vigtigt at sige til verden, nærmest er værre end i resten af samfundet. Heldigvis er kønsfordelingen blandt professorerne på akademierne efterhånden ligeligt fordelt, men da jeg i 1995 startede på akademiet i Hamborg, var der næsten kun mandlige professorer i de faste stillinger. Selv Marina Abramović med hendes høje status på den internationale scene var ansat på midlertidige kontrakter, som med mellemrum skulle genforhandles.

Jeg genkalder mig en noget absurd samtale, jeg havde med en venlig, mandlig professor, som gjorde mig opmærksom på, at det var en dårlig ide at indfarve mine objekter i lyserødt, fordi det var en “uemanciperet” farve. Jeg skulle tænke over hvilket kvindebillede, jeg sendte ud i verden. Til sammenligning hørte jeg aldrig en mandlig studerende blive gjort opmærksom på hvilket mandebillede, han sendte ud – ikke engang ham, som lavede performances, hvor han heilede.

Diskussionen tages op igen og igen
Den prestigefyldte udstilling German Open på Kunstmuseum Wolfsburg i 1999 var tænkt som en stor manifestation af de vigtigste tyske samtidskunstnere. Af de ca. 40 inviterede kunstnere var der kun fire kvinder imellem. Året efter var vi en gruppe studerende og en kvindelig lektor, som tog initiativ til projektet Get That Balance.

Projektet omfattede en udstilling i forskellige etaper, artist talks og forskellige symposier. Planlægningsfasen var på to år – og i 2001 viste vi 50 kvindelige kunstnere fra 16 lande. Udstillingen foregik i et teaterproduktionskompleks lidt uden for byen, og vi fik aldrig råd til at lave katalog, men vi fik lavet en hjemmeside, viste en mængde spændende kunstnere og holdt symposier, som satte mange diskussioner i gang.

I Danmark arrangerede en gruppe kvinder konferencen Før Usynligheden i 2003, som bl.a. påpegede, at landets ti største kunstmuseer i perioden mellem 1989 og 1998 tilsammen indkøbte 1.335 værker – 1.249 af mænd og 86 af kvinder. Diskussionen gik nu på, at med mindre man blot ukritisk antog, at kvinder bare generelt laver dårligere kunst, var der så egentlig ikke tale om decideret diskrimination? Jeg husker desuden, at kunstnergruppen Kvinder på Værtshus året efter udgav bogen Udsigt. Feministiske strategier i dansk billedkunst, som indkredsede feministiske strategier inden for billedkunsten i Danmark gennem 40 år.

I de senere år er diskussionen så gået i dialog med institutionen bl.a. via symposiet CUT THE GAP på Statens Museum for Kunst. Her tog den nye generation af kunstnere problematikken op igen ved at fokusere på konstruktive tiltag og strategier til at bryde magtstrukturer og ubevidste mekanismer.

Kan man regne med noget?
Men kritikken startede som bekendt allerede i 60’erne og 70’erne. På kvindernes kampdag sidste år var der et arrangement på Charlottenborg i anledning af udgivelsen af bogen Det skete på Kvindeudstillingen. Der var tale om en dokumentation af Kvindeudstillingen samme sted i 1975, som nu udkom 42 år senere. Det chokerede mig, at en af de tilstedeværende kunstnere fortalte, at hun dengang gik på akademiet, men ikke rigtig “regnede med noget”. Begivenheden og det, at kvinderne selv havde taget initiativ til og organiseret udstillingen, havde derfor betydet alverden for motivationen hos de mange udstillende danske og udenlandske kvinder.

Og selvfølgelig skal vi regne med noget! Vi må gøre op med de ubevidste processer, som skaber forestillingen om, at de gode kunstværker er lavet af dem, som er mest synlige i forvejen. Galleriernes og institutionernes opgave er at lave grundig research, og der er rigeligt med dygtige kvindelige kunstnere i alle aldre, som arbejder i alle medier og genrer, og som i øvrigt tematiserer alle mulige aspekter af virkeligheden.

Skabelse af forbilleder
Jeg drømmer om en kunstverden befolket af alle slags mennesker, og hvor det er muligt at blive ældre og værdsat for sin erfaring. Ursula Reuters Christiansens værker har i de senere år endelig fået den anerkendelse, de fortjener. Det samme sker for en del andre kvinders arbejder fra samme generation. Vi kan takke kunstnerne for, at de kæmpede videre.

Den generelle kritik af magtforhold, som foregår i øjeblikket, må nødvendigvis også føre til, at der i fremtiden reflekteres grundigt over visning og indkøb. En mangfoldighed af værker er med til at fortælle historien om vores fælles verden og holde sammen på vores identitet. Hvis der ikke udstilles og købes værker af kvinder, er der en masse information og kunsthistorisk materiale, som går tabt for eftertiden, og der kommer til at mangle forbilleder for de kommende generationer.

Med al den debat, der har været om ulighed indenfor faget, er der ikke nogen som kan være uvidende om deres ansvar. Jeg spekulerer over hvor mange skriverier og symposier, der egentlig skal til, før der bliver handlet, og kommer hele tiden til at tænke på vittigheden: Hvordan får man en bikinikrop? Man har en krop og tager en bikini på!

Hvordan får man ligestilling på kunstscenen?

Man inviterer kvinder med på udstillinger!