Selvbekræftelse for venstresnoede

Overfladen
Det er en god udstilling, der vises hos Charlotte Fogh Contemporary – på overfladen. Større horisonter i nabolaget er fyldt op af spøjse indfald og en lækkerhed i detaljen, der gør den mere end almindelig seværdig.

Men desværre er der noget på spil under overfladen, og dernede byder udstillingen kun på en bekræftelse af det, vi udmærket godt ved i forvejen.

Og alt det under overfladen
Større horisonter i nabolaget handler om politik. Mere præcist handler den mest om Anders Fogh Rasmussen og alle hans ugerninger og al hans uvæsen (det vil sige dansk politik i de sidste syv sorte år).

Musvåge og opbrudt stuegulv
Værkerne tager alle udgangspunkt i sammenstødet mellem en tilsyneladende normalitet og en bastant u–normalitet.

Det ses blandt andet i Defending Territory, hvor en gulvtæppecamoufleret musvåge slår ned på et hyggeligt gulvtæppe, og i Intrusion, hvor gulvet i en stemningsfuld miniaturedagligstue brydes i stykker af noget, der kommer nedefra.

Flerstemmigt
Så langt så godt er udstillingen åben for forskellige udlægninger og den kan tages til indtægt for begge sider af det politiske spektrum. Musvågen kan både være de fremmede, der ødelægger Danmark, og de højreorienterede, der udhuler den danske medmenneskelighed.

Enstemmigt
Men foromtalen af udstillingen tager parti for den sidste udlægning. Ifølge pressemeddelelsen vil kunstnerduoen ”tage temperaturen på det mentale klima her og nu” og for at gøre det, spørger de retorisk ”Er det borgerlige tusmørke ved at indhylle nabolaget for stedse, eller kan de større horisonter stadig puffe til vores forestillingsevne?”

Højreorienterede svin
Og al ære være med det. Jeg deler fuldt ud Hesselholdt og Mejlvangs indignation og vrede mod de højreorienterede svin og deres borgerlige tusmørke.

De og deres vælgere har ført Danmark i krig og med terrorpakker gjort frygten og umenneskeligheden til de vigtigste politiske våben i den demokratiske debat. Føj for Satan – men er det særligt interessant i en kunstnerisk sammenhæng?

Den stereotype gallerigæst
Hvis kunsten skal rykke noget, skal den forandre bevidstheden hos den, der kikker på værkerne.

Spørgsmålet er, om der sker en forandring i hovedet på de gæster, der går ind og ser udstillingen hos Charlotte Fogh Contemporary?

Mit svar bygger på et selv-inkluderende billede af den almindelige gallerigænger hos gallerier med 00-kunstnere. Han/hun er en let venstresnoet mellem-til-langt-uddannet gæst, med korrekte meninger om det meste, herunder ønsket om at være gode venner med de fremmede, passe på miljøet og tage sig af de, der har mindre end vedkommende selv. Det vil sige en gæst, der aldrig har stemt på Anders Fogh Rasmussen og allerede i forvejen hader alt, hvad han står for.

Feel-good-udstilling
Større horisonter i nabolaget leverer sin kraftige og fuldt berettigede kritik i sikkerhed bag galleriets mure til en lille flok mennesker, der bliver behageligt bekræftet i det, vi allerede ved i forvejen.

Men desværre er feel-good-kvalitet ikke en del af den kunstneriske kvalitet.