En genopfundet påskeudstilling i Århus

Billedserie

Udstilling

KP 09

5 apr 2009 3 maj 2009

Kunsthal Aarhus
Se kort og tider

En genopfundet påskeudstilling i Århus

Kuratorsjov med Janus Høms værk 110% Abstract. Foto: Pernille Bøttcher.

Censurkomiteen på Kunstnernes Påskeudstilling har i år været optaget af en diskussion af censorrollen og tilstræbt en diversitet i udvælgelsen. Paradoksalt nok har det resulteret i en udstilling, der fungerer som helhed.

Udstilling som helhed
I år fremstår Kunstnernes Påskeudstilling, KP, som en udstilling i helhed og viser sig som sådan for det besøgende publikum – og ikke som så ofte før, ved et hurlumhej af præsentationer af enkeltværker.

Helheden fungerer som et synligt resultat af en censurering, der er foregået med en åben tilgang gennem en løbende diskussion af, hvor det enkelte værk peger hen, som Birgit Johnsen sagde til Censor Talk’en søndag den 5. april.

Svend-Allan Sørensen uddybede ved samme lejlighed: "Udstillingen er et flig af et samfundsbilledet. Vi vil ikke fremhæve de enkelte kunstnere, men se værkerne i en helhed." En beskrivelse, der efter min bedste overbevisning, sætter ord på udstillingens vellykkethed.

På KP 09 er salonophængningen i blandede medier fra maleri, collage, foto og over i video et farvestærkt centrum. Forrest i billedet ligger Malene Lynggaards skulptur Cellen. Foto: Pernille Bøttcher.
KP 09 er salonophængningen i blandede medier fra maleri, collage, foto og over i video et farvestærkt centrum. Forrest i billedet ligger Malene Lynggaards skulptur Cellen. Foto: Pernille Bøttcher.

I årets katalog kan man læse, at det i år er diversiteten, dialogen, nysgerrigheden samt de mange givtige meningsudvekslinger i komiteen, der har skabt en rigtig god udstilling. Og det er jeg meget enig i.

For på dette års KP har censurkomiteens centrale debatter sat sit aftryk. Naturligvis igennem de udvalgte værker, men ikke mindst igennem komiteens fokus på sammensætningen af dem i en samlet udstilling.

En gammel vision
Debatten af censorrollen og censurudstillinger er ikke ny, hvilket blev grundigt dokumenteret i KP‘s jubilæumskatalog allerede i 2006. Men først i år synliggøres denne centrale debat i selve udstillingen!

Det er i år lykkedes KP’s censurkomite at genopfinde eller efterleve den kritiske stillingstagen til censorrollen og målet for en censureret udstilling, som jubilæumskataloget i 2006 lagde op til fra flere vinkler.
I de to mellemliggende år synes denne helhedstænkende tilgang at have været sat i baggrunden og skal derfor i år særligt bydes velkommen.

Udstillingsvue: Alexander Thiemes installation Indflydelse ses foran Ulrik Lunds skulptur og videoboks Warped Spaces Twisted Brains, mens vi i baggrunden kan se Morten Barkers fire fotografier Le Vol Des Oiseaux 1-4. Foto: Pernille B.
Udstillingsvue: Alexander Thiemes installation Indflydelse ses foran Ulrik Lunds skulptur og videoboks Warped Spaces Twisted Brains, mens vi i baggrunden kan se Morten Barkers fire fotografier Le Vol Des Oiseaux 1-4. Foto: Pernille B.

Dog er det svært direkte at sammenligne udstillingerne i 2007 og 2008, da de blev grebet meget forskelligt an med henholdsvis 60 og 113 deltagende værker, men efter min mening, var der begge år fokus på enkeltværkerne og ikke samme øje for helheden, som vi ser det i år.

At der så i år fremvises hele 161 værker uden at udstillingen ender i et uoverskueligt hurlumhej, understreger min pointe om et vellykket resultat.

En genopfundet KP
En censureret udstilling er traditionelt set mere udvælgelse end kuratering, men på dette års KP gør det sig dog ikke gældende. Udstillingens styrke er, at den i høj grad fremstår som kurateret og fungerer som helhed.

Det minder mig om Poul Pedersens udtalelse i sit bidrag til det tidligere nævnte jubilæumskatalog, hvor han skriver, at netop selve censureringen var hovedformålet og udstillingen et biprodukt.

Men her er det lykkedes for årets KP at gøre begge dele – både censureringen og udstillingen – centrale på samme tid.

Video er pænt repræsenteret på den traditionelt set maleridominerede KP. Her ses Morten Dysgaards video Detectives on the Loose. Foto: Pernille Bøttcher.
Video er pænt repræsenteret på den traditionelt set maleridominerede KP. Her ses Morten Dysgaards video Detectives on the Loose. Foto: Pernille Bøttcher.

Censurkomiteen: Birgit Johnsen, Astrid Lomholt, Tone Olaf Nielsen, Torben Ribe og Svend-Allan Sørensen.

Antal indsendte værker:1836

Antal antagne værker: 161

Repræsenterede kunstnere: 78

Debutanter: 55

Billedserie

Udstilling

KP 09

5 apr 2009 3 maj 2009

Kunsthal Aarhus
Se kort og tider

Del artiklen

'En genopfundet påskeudstilling i Århus'

Facebook