Kunstcenteret på det gamle gods Rønnebæksholm uden for Næstved har startet en serie af udstillinger, hvor en kunstner inviteres til at give en fortolkning af kunstens fortid og nutid gennem et specifikt tema. I denne kunstnerkuraterede udstillingsrække er det nu abstraktion, der er i fokus gennem maleren Julie Sass’ udvælgelse. Med sit arbejde inden for abstrakt maleri i diverse formater og udtryk er Sass godt inde i cirkeldansen om form og farve og det at turde dedikere sig til det abstrakte i en samtidskunst, der flimrer med genkendelige billeder og referencer.

Sass’ værker synes særligt inspireret af den abstrakte surrealisme fra 1930’erne, men er åbne og undersøgende, ligesom udstillingens udvalg af værker er det. Dette udvalg er på intet mindre end 60 værker af 23 kunstnere, som til sammen dækker 100 års arbejde i det abstrakte.

Det abstrakte ses af kunstneren som et fællesskab på tværs af tid og forskellige udgangspunkter og som et visuelt sprog af omskiftelige grundelementer, der dog altid står i forbindelse med samtiden.

Atmosfærefyldte rum til moderne blik
Udstillingen præsenteres i syv mindre rum, der med deres gamle herregårdslook giver et atmosfærefyldt modspil til det prisme af moderne syn, som går igennem værkerne.

Den kuratoriske udvælgelse har skabt en fordeling af en række samtidige værker sat sammen med så store navne som Sonja Ferlov Mancoba, Vilhelm Bjerke Petersen, Man Ray og Yoko Ono. De sidste rum er viet Sass’ egne værker.

Dette udvalg går på tværs af geografi og vil med garanti præsentere udstillingsgæsten for nye navne, ikke mindst fra den amerikanske scene. I det første rum møder vi stramme geometriske kompositioner fra Dan Walsh og Ann Pibal, mens Erin Lawlor lader ekspressive bølger af farve skabe sine billeder og færøske Rannva Kunoy fremkalder en tåge af antydede motiver.

Disse forskellige malere får modspil af dels Sonja Ferlov Mancobas klassiske, organiske modernisme i skulpturen Stille vækst fra 1962 og dels fra Ebbe Stub Wittrups Coloured Ceiling, der placerer to fotografier i forbindelse med et bagtæppe af stof. Her handler værket om overflader og uigennemsigtige forbindelser – tidligere har værket været vist med reference til surrealisten André Bretons værelse, som vist kan ses på det ene billede. Det er konsekvensen af den rene præsentation på abstraktionens vilkår, at den nærmere introduktion af de enkelte kunstnere og værker må træde i baggrunden. Måske kunne en mere klar formidling have hjulpet forståelsen yderligere på vej.

Abstraktionens grundvilkår og frodige møder
De næste rum byder på møder mellem store værker af Marie Søndergaard Lolk og James Hyde med Henri Michauxs små mystiske streger, ligesom Vilhelm Bjerke Petersens symboltegninger og ”Cirkeldans” sættes over for Yoko Onos konceptuelle anvisning for at skabe et værk gennem en plantes vækst. Disse sammensætninger peger på grundvilkårene for den abstrakte billedskabelse og de rige muligheder for at lade forskellige udtryk spille op mod hinanden.

Og sådan fortsætter det i en frodig strøm af krydsbefrugtninger med eksempelvis de ældre malere Shirley Goldfarb og Shirley Jaffe over for de yngre Alain Biltereyst og Michelle Grabner og Man Rays fotogrammer som en teknisk form for abstraktion fra 1920’erne ved siden af Arturo Herreras små kollager og Sass’ store lærreder. Parken udenfor er endda også inddraget med James Hydes store maleri mellem træerne.

Det er alt sammen en fascinerende rejse gennem abstraktionens univers, og den forsætter sådan set i de sidste rum, hvor Julie Sass’ egne ting fremvises. Det er et modigt træk at indtage scenen efter de foregående rums powerplay af abstrakte møder. Og Sass’ værker giver bestemt mening i forlængelse af disse som levende udforskninger af billeddannelsen gennem formgivning og farvelægning. Alligevel havde det måske været endnu bedre at fortsætte den livlige dialog i disse rum også?

Kunstnerfortolket kunsthistorie   
At bruge en kunstners indsigt til at sammensætte en udstilling som denne giver mulighed for at nå ind i kunstnermiljøerne og tænke på tværs af den systematik, der normalt kendetegner en kunsthistorisk kuratering. Sass formår virkelig at tilrettelægge en indsigtsfuld rundgang i det abstraktes territorium og nutidige liv.

I introduktionen til udstillingen lægges der op til, at den kunstnerskabte udstilling kan gå kunsthistorien efter i sømmene og bringe et andet billede frem. Det ved jeg dog ikke, om er tilfældet. Med valg som Ferlov Mancoba, Ray og Ono læner Sass sig netop op ad en anerkendt kunsthistorie sammen med et par i Danmark mindre kendte abstrakte kunstnere som Shirley Jaffe. Det er dog i sig selv en bedrift at få sådanne navne med i udstillingen, og valgene giver alle god mening.

Det kan man også kun sige om det at tage til Rønnebæksholm for tiden.