Hvis blot de offentlige institutioner betaler kunstnerne for deres arbejde ville meget være opnået. Billedkunstner Gorm Spaabæk mener, at en ny forståelse af Rindals synspunkter kan skabe bedre vilkår for billedkunstnere.
Arghhhhh Indal. Telefonen ringer og der er en ubestemmelig stemme i telefonen… Hvem???? prrrtth endal… Hvem??? Eter Rendahl… Nåeeee Peter Rindal
Invitationen
I Nordjyske Stiftstidende havde jeg få dage før skrevet om den kulturelle handlingsplan 2000, hvor kulturforvaltningen i Nordjyllands Amt ville organisere udstillinger med billedkunstnere fra de baltiske lande.
De deltagende kunstnere skulle ikke ha noget honorar for deres arbejde. Heller ikke lån og brug af deres værker skulle der betales for. Til gengæld forventedes det, at de estiske kunstnere, der på det tidspunkt var nogen af Nordeuropas fattigste, selv betalte for de indramninger, der skulle bruges i amtets arrangement.
Da formanden for kulturudvalget, der tilhørte det Radikal Venstre, forsvarede det, havde jeg så skrevet i Nordjyske Stiftstidende:
”At hvis det her er udtryk for en radikal politik, må Peter Rindal være socialist.”
Og så ringede Rindal altså, og inviterede mig til at besøge ham.
Jeg lider af den perversion at jeg gerne vil undersøge og forstå synspunkter, jeg er uenige i. Især personer og synspunkter der dæmoniseres. Jeg var nysgerrig, ville se kilden, hvad det her var? Hvad siger manden selv?
Og vi talte sammen
Som barn har jeg set en kostald indefra, og det hjalp en del på kommunikationen. Vi havde dele af en gensidig, genkendelig begrebsverden, og vi blev hurtigt enige om, hvad vi i den grad var uenige om.
Omkring kunst havde jeg længe stillet spørgsmål overfor den almindelige og banale brug af begrebet Rindalisme. Jeg havde flere gange set Peter Rindal i situationer, som et nysgerrigt og undersøgende menneske.
Skammen
Og så gentog Rindal sine synspunkter. At han ikke mente, at man over skattebilletten, skulle betale for, noget man ikke ville bruge. At hvis der var nogen, der ville ha det her, måtte de selv betale for det, ligesom når folk gik til en boksekamp.
Til gengæld fortalte han også, at han skammede sig over, at låne en bog på et kommunalt bibliotek. Det underminerede grundlaget for de forfattere, som havde bøger der. At det ikke kostede noget at låne bøger på et kommunalt bibliotek, mente Rindal fratog forfatterne muligheden for at etablere et livs- og produktionsgrundlag.
Udnyttelse
Man kunne sammenfatte Rindals synspunkter med, at han ikke kunne bruge eksperimenterende, diskuterende og nyskabende billedkunst til noget, og at han ikke ville betale for det. Så simpelt var det, og her var han for øvrigt helt på linje med mange af de personer, der bevidstløst bruger hans navn som skældsord.
Men hans synspunkt er også i modsætning til ofte fremførte synspunkter, der udtrykker sig i politikeres ferniseringstaler og forvaltningernes forbrug af billedkunst. Her mener man åbenbart, at billedkunst er meget vigtigt, at man gerne vil bruge det, men at man ikke vil betale for det.
Når det offentlige system interagerer med den producerende billedkunst sættes gængs forvaltningsskik og uskrevne regler for almindelig god opførsel derfor ud af kraft. Og det der udadtil kaldes kunststøtte staves som oftest på samme måde som udnyttelse.
Ny dagsorden
Historien om de Estiske kunstnere er blot et meget tydeligt eksempel på, hvorledes der i dag tænkes og administreres i forhold til det billedkunstneriske produktionslag.
Kan man på den baggrund forestille sig, at Peter Rindals død ku være starten på en omvurdering af disse forhold ?? Tænke sig en normalisering af området, så behandlingen af billedkunst, i det offentlige system, svarer til det man ser i alle andre fagområder.
Ikke støtte, men en saglig og regulær betaling for de omkostninger der er og det arbejde der udføres.
I dag hvor et kvalificeret erhvervsliv sætter en etisk dagsorden for arbejdsforhold og børnearbejde i Østasien, kan man så tænke sig, at den offentlige sektor, på tilsvarende vis, sætter en etisk og moralsk dagsorden, ved brug af kunstnerisk arbejde?
En kultur – etisk dagsorden? Ja… Men da!
Man kunne starte ved udstillinger på rådhuse, kulturhuse, biblioteker, skoler, sygehuse, menighedshuse, kulturelle samråd og især i alle de hel- og halvoffentlige udstillingssteder.
Nasseri
En nasserøv var Peter Rindal ikke. Det var ham fysisk imod at låne en bog på biblioteket, og bruge den og læse den, så forfatteren ikke fik penge for sin bog, og sit arbejde.
Den slags anfægtelser møder man ikke ofte, i det offentlige system.
Debatindlægget er tidligere bragt i en længere udgave i Dagbladet Information.
Gorm Spaabæk er bosat i Dronninglund og uddannet som billedkunstner og Cand. Phil. i kunstformidling fra Kunstakademiet i København.
Læs flere debatindlæg af Gorm Spaabæk på www.gormspaabaek.dk/debat.htm
