Nu skal manden bag Das Beckwerk møde i retten

Nu skal manden bag Das Beckwerk møde i retten

Democracy/Destination Iraq. Foto: Pressefoto

Performancekunstneren Thomas Skade-Rasmussen Strøbech har stævnet forlaget Gyldendal og forfatteren Claus Beck-Nielsen, fordi han mener, at Beck-Nielsen har stjålet hans identitet og historie.

"Hvem er den rigtige Claus Beck Nielsen?", kunne man passende spørge, nu hvor politiet skal ud og aflevere en stævning til forfatteren af samme navn.

Det er Politiken.dk, der den 25. marts kan oplyse, at Claus Beck-Nielsen nu stævnes, selvom hverken Gyldendal eller Claus Beck-Nielsen har modtaget stævningen endnu.

Erklæret død
Claus Beck-Nielsen erklærede sig død i 2001 i forbindelse med det projekt, hvor han ravede rundt som hjemløs i København, efter at være dukket op i byen uden papirer og med påstået hukommelsestab.

Det var et projekt, der blandt andet fyldte godt i Ekstra Bladets spalter foruden at udkomme i romanformat som bogen Claus Beck-Nielsen (1963-2001): en biografi.

Bestyrer af den afdødes bo
Siden 2002 har firmaet Das Beckwærk (siden Das Beckwerk) forvaltet det efterladte forfatterværk med personen Claus Beck-Nielsen som frontfigur.

På seminar, i teaterforestillinger og bøger, som eksempelvis I sammenbrudets tjenste, der er skrevet i samarbejde med lektor Mikkel Bolt Rasmussen, har Nielsen optrådt som forskellige udsendinge fra firmaet Das Beckwerk.

Han har spillet roller, som han ikke bryder – heller ikke i debatter på seminarer, hvor han har optrådt. Altså optræder han aldrig som den virkelige forfatter Claus Beck-Nielsen.

Irak-USA tur-retur med demokrati under armen
Rollen som udsending fra firmaet Das Beckwerk blev også spillet, da Skade-Rasmussen Strøbech sammen med Nielsen rejste til Irak med en metalkasse, der skulle indeholde noget så omfattende som demokrati.

Efter turen til Irak rejste de to til USA op til sidste års præsidentvalg. Det resulterede i romanen Suverænen, der har Das Beckwerk som forfatter.

Bogen har Skade-Rasmussen Strøbech på forsiden og er en del af sagens kerne i den forestående retsag. Det er i denne roman, Strøbech ser sin egen historie blive overtaget af Claus Beck-Nielsen.

Man må kunne skelne mellem fiktion og virkelighed
Skade-Rasmussen Strøbech udtalte til Politiken.dk den 29. januar, at han godt kan forstå, hvis folk opfatter hans samarbejde med Nielsen som en kunsthappening mellem to kunstnere. Han udtalte dengang:

“Men det her gælder jo ikke kun mig og Claus Beck-Nielsen, for det er et fænomen, der griber mere og mere om sig. Samfundet må også have en interesse i at finde ud af, hvor ens identitet begynder og holder op, og der må være grænser for, hvor meget man kan invadere folks liv".

På KUNSTEN.NU følger vi op på sagen, når vi ved, om der findes en Claus Beck-Nielsen, som kan stille i retten.

Del artiklen

'Nu skal manden bag Das Beckwerk møde i retten'

Facebook