ARKENs kunstpris er ikke en pris til vækstlaget, men en hædersbevisning til dem, der viser vejen. Det, der kendetegner årets pris- og legatmodtagere, er deres involvering af beskueren, forklarer Christian Gether og retter et blik ud over samtidskunsten fra broen på ARKEN i Ishøj.
Der er god udsigt fra direktørstolen på ARKEN. Museet uddelte den 19. marts 200.000 kr. til Olafur Eliasson (hovedprisen på 100.000), Lilibeth Cuenca (rejselegat på 50.000) og Jesper Just (rejselegat på 50.000). Og der er ikke tale om kunstnere i vækstlaget. Ifølge udsigten fra broen på ARKEN har det tværtimod været disse tre kunstnere, der har indtaget positionen forrest i kunstfeltet.
"Intentionen er at anerkende nogle kunstnere for deres indsats. Nogle kunstnere, der har bidraget på en særlig måde, eller som vi ser, har nogle særlige potentialer. Vi er i denne sammenhæng ikke en socialkasse med bidrag til huslejen eller sådan noget," forklarer museumsdirektøren, Christian Gether, på dagen for uddelingen.
Olafur Eliasson synes logisk. Især for ARKEN, forklarer Gether. Han er dels en kunstner, som museet har fulgt hele vejen og købt flere værker af, og så stemmer hans kunst fuldstændig overens med den måde museet gerne vil opfattes på.
"Vi gør jo meget ud af, at museet skal række ud mod de besøgende og vi mener, at det først er, når de besøgende rækker ud og bliver en aktiv del af kunsten, at de får noget ud af et museumsbesøg."
"Der ligger så mange erkendelsesmuligheder i kunsten og vi vil skabe et socialt og erkendelsesmæssigt samspil i mødet med museets værker. På den måde har værkerne en egentlig funktion og museet en egentlig civilisatorisk rolle, hvor oplysning er et led i det at fremme humanismen, tolerancen og forståelsen."
”Her har vi tre kunstnere, der virkelig rækker ud mod beskueren. De gør beskueren til en særlig aktiv del af deres værker og vi udfordres af dem på meget forpligtende vis," forklarer Gether.
En pris for vor egne
Man kan stille spørgsmålstegn ved, om ARKENs pris er en stimulering af museets egen samling, men det forhold er helt naturligt i følge Gether.
"Vi ville aldrig gå ud og give kunstprisen til en kunstner, vi aldrig har interesseret os for. Der er derimod tale om kunst, der i Olafur og Jespers tilfælde har direkte relation til ARKENs egen samling, igen fordi det er kunstnere, som vi i forvejen mener, gør det rigtig godt," understreger Gether og fortsætter:
"De stærke skal gøres stærkere, for så kan de yde noget mere. Det er i princippet ren elitedyrkelse," erkender han.
Men hvad gør disse kunstnere særligt prispotentielle? For det må den enerådende jury (Christian Gether) have et svar på:
"De er alle tre kunstnere, der rykker ved vores normer og de kvalitative kriterier på den danske kunstscene. Deres værker står ikke bare der foran én. De vil dig noget. Det er også den dimension, der skiller den gode samtidskunst fra den dårlige. Man taler i dag meget om den personlige erfaring, som jeg mener er ekstrem vigtig i forhold til kunsten," lyder noget af forklaringen.
Anden del af forklaringen er, at man ifølge Gether kan betragte et kunstværk som en form for kritik, en definition eller en karakteristik af nogle grundlæggende, eksistentielle vilkår, som så formuleres på mange forskellige måder i kunsten.
"Og al god kunst kommer altid tilbage til det samme udgangspunkt: Nemlig, overvejelsen omkring det her underlige forhold, der hedder tilværelsen, som vi har fået udleveret, og som vi skal fægte os igennem."
"Shakespeare skrev: The world is out of joint, en verden ude af led. Vi forsøger så konstant at samle den, forstå den og karakterisere den. Det er her de vigtige kunstværker opstår," siger han med overbevisning i stemmen.
Fascination for samtidskunsten
Selvom kaptajnen på ARKEN sætter kursen for et museum for moderne kunst, så er det for ham især i samtidskunstens felt, at de interessante refleksioner udspiller sig.
"Hvis man kigger ud over samtidskunstscenen i dag og ser bort fra tendenser, der jo altid stritter i mange retninger, så er kunsten præget af en meget fri tilgang, både i forhold til materialer og tolkningerne af de tilstande, vi befinder os i."
"Det synes jeg er dybt fascinerende. Samtidskunsten vil gerne overskride rammerne og placere sig i nye positioner, men det stiller mange spørgsmål. Men jeg tror, det er derude, det interessante sker," siger Gether og understreger vigtigheden af rejselegatet på to gange 50.000, som netop er til, for at kunstnerne kan komme ud, hvor det virkelig interessante sker.
"Vi ved jo alle sammen, at det er vigtigt, at folk kommer ud at rejse. For der sker ikke noget, hvis man bare sidder hjemme i privaten og kigger ud af vinduet."
"Verden er fuld af nye informationer, anskuelser og andre måder at gøre tingene på. Det giver vi to kunstnere en chance for at få del i. Prisen er ikke et skub, men en mulighed, og det er klart, at vi ikke gider at give rejselegatet til en kunstner, som vi ved ikke vil drage ordentlig nytte af det," pointerer Gether, der en time efter uddeler pris og legater.
Både ARKENs kunstpris og ARKENs rejselegat er doneret af Annie & Otto Johs. Detlefs' almennyttige fond.
Motivationen lød således:
"Olafur Eliasson (1967) får ARKENs kunstpris for sin kunstneriske indsats, sit høje internationale niveau og sin unikke evne til at skabe sanseaktiverende og beskuerinddragende værker. Han er en af vor tids mest eksperimenterende, nytænkende og debatskabende kunstnere."
"Jesper Just (1974) får ARKENs rejselegat for sine professionelt komponerede og uortodokse kunstfilm og for at sætte spørgsmålstegn ved de stereotype klicheer om køn og identitet."
"Lilibeth Cuenca (1970) modtager ARKENs rejselegat for sit feministiske mod, sin energiske indsats og sine øjenåbnende og dybdeborende performances. Gennem sine videoer og performances åbner hun vores øjne og giver os indsigt i nutidens landskab af forskellige identiteter."
