Sommer hele året – Værker fra museets egen samling
29 maj 20182 sep 2018

Blomsterne strutter, kærligheden trives, og farverne er klare og lysende. I Henry Heerups kunst er det sommer hele året. Kunstnerens positive og åbne sind betød, at han malede håbet og livsglæden ind i selv de mest alvorlige motiver.

Pressefoto

I Heerup Museums sommerudstilling kan du se eller gense mange af Heerups kendte og elskede motiver. De farverige værker fra museets samling spejler Heerups glæde ved livet i alt dets mangfoldighed. Helt central var Heerups næsten euforiske glæde ved selve kunstens skabelse, som han ofte symboliserede i alt fra fostre, æg og livshjul til blomster, træer og dyr. Få kunstnere har som Heerup forbundet kunsten med naturen. Selv om han var opvokset midt i København, var naturens elementer altid i centrum. Allerede som nyuddannet kunstner begyndte Heerup at hugge sine stenskulpturer og male sine malerier udenfor, først i lejede haver i Vanløse og fra 1945 i haven på Kamstrupvej i Rødovre. I Heerups Have var natur og kultur uadskillelige rammer om menneskers liv. Dyr, træer og planter fungerer i hans værker på lige fod med mennesker. Det er især vilde planter som bjørneklo, hyld, røllike og valmuer, der har sneget sig ind i Heerups værker, ikke mindst fordi de groede lige dér, hvor han hver dag sad og malede. Men Heerup nød også de mange dyr, der kom på besøg, og det var afgørende for ham at passe de daglige ritualer med at fodre særligt fuglene og kattene. I en stor del af hans farverige malerier udfoldes hverdagsfortællinger om havens mylder af katte, snegle og fugle. Samtidig udforskede han også dyrevæsener fra folketro, religion eller eventyr med henblik på at skabe stærke fortællinger om mødet mellem natur og menneske. Som sådan var Heerups Have stedet, hvor virkelighedens og fantasiens verdener smeltede sammen i store, symbolske malerier og fantasifulde skulpturer. På sommerudstillingen har vi samlet det bedste fra vores egen samling af Heerup værker i maleri og grafik, sten og skrald.

Kilde: Heerup Museum

Heerup Museum

Kirkesvinget 1
2610 Rødovre

Tirs-søn 11-16

Entré til udstillinger

Kontakt

+45 36378700

Sommer hele året – Værker fra museets egen samling
29 maj 20182 sep 2018

Del

'Sommer hele året - Værker fra museets egen samling'

Facebook