Candice Breitz: Love Story

10 mar 20189 sep 2018

Historiefortælling og empati
Hvilke historier er vi villige til at lytte til? Hvilke historier bevæges vi af? Hvordan kan det være, at det samme publikum, som bliver rørt til tårer af fiktive blockbustere, kan stå overfor et virkeligt menneskes lidelser uden at blive følelsesmæssigt berørt?

Love Story, en videoinstallation af Candice Breitz, undersøger, hvordan identifikation og empati bliver produceret. Værket er baseret på seks menneskers personlige fortællinger om at flygte fra deres land på grund af forskellige undertrykkende forhold: Sarah Ezzat Mardini, som er flygtet fra et krigshærget Syrien, José Maria João, en tidligere børnesoldat fra Angola, Mamy Maloba Langa, en overlever af voldtægt fra Den Demokratiske Republik Congo; Shabeena Saveri, en indisk transperson og aktivist; Luis Nava Molero, en politisk dissident fra Venezuela; og Farah Abdi Mohamed, en ung ateist fra Somalia. Værket giver et indblik i den såkaldte flygtningekrises globale omfang. Det tager afsæt i omfattende videointerviews med de seks personer, som er optaget i de byer, hvor de søger om eller har fået asyl (to interview fandt sted i Berlin, to i New York og to i Cape Town).

Når autentiske livshistorier bliver til underholdning
De intime beretninger, som interviewpersonerne deler med os, møder vi to gange i Love Story. Installationens første rum præsenterer en hektisk klippet videomontage med Hollywood-skuespillerne Alec Baldwin og Julianne Moore, som er castet til at være sig selv; ’en skuespiller’ og ’en skuespillerinde’. De genopfører brudstykker af interviewene i et ’greenscreen-studie’ uden brug af bagtæppe, kostumer, rekvisitter, accenter eller samtalepartnere. Breitz’ redigering af skuespillernes genfortællinger udfolder flygtningenes personlige erfaringer og de forskellige sociale og politiske omstændigheder, der førte til, at de måtte forlade deres lande. Samtidig er hendes iscenesættelse poleret og uden de oprindelige interviews dybder og nuancer, ufuldkomne grammatik og accentbetonede engelske. Breitz udfordrer os ved at efterligne og udstille den logik, der gør sig gældende, når ’sande livshistorier’ flyder ind i den populære underholdning.

I det andet rum, som der kun er adgang til gennem det første rum, vises de oprindelige interviews i deres fulde længde og kompleksitet på seks skærme. Stemmerne tilhører denne gang de personer, hvis livserfaringer værket dokumenterer.

De ansigtsløse og de berømte
Love Story fastholder os i et spændingsfelt mellem utilslørede førstehåndsberetninger fra personer, der oftest skildres i medierne uden ansigt og navn, og et let tilgængeligt drama med to skuespillere, som er indbegrebet af synlighed. Love Story stiller spørgsmål til hvordan, vores opmærksomhed fanges, og hvorhen vi retter den. Værket udnytter den enorme synlighed, som Moore og Baldwin er i besiddelse af, til at forstærke de historier, der ellers ikke ville få vores bevågenhed og empati. Samtidig afspejler værket også ubarmhjertigheden i vores mediekultur, hvor en stærk identifikation med fiktive karakterer og berømtheder foregår side om side med en udbredt ligegyldighed overfor den reelle nød, som mennesker i modgang befinder sig i verden over.

Kilde: ARKEN Museum for Moderne Kunst