Er poesi bare en leg?

For tiden står der et overmalet toilet inde på Den Sorte Diamant. Kulissen er et lokum med hvide klinker, hvor folk har sluppet følelserne fri i kærlighedens navn.

Digte er for alle,
så smid et i toilettet!
Det er med stor fornøjelse, at jeg prøver at aflæse de forskellige digte, som er tegnet med sprittusch i det her kærlighedsrum.

Overmalingen skaber et fandenivoldsk udtryk, som vel nok står i kontrast til poesiens ophøjethed og bibliotekets omgivelser.

Man kan bruge meget tid på at finde personen bag de forskellige udsagn, præcis som når man sidder på et overmalet offentligt toilet og prøver at afkode tegnene.

Opfordringen er: smid et kærlighedsdigt i toilettet. Jeg spørger mig selv, om det skulle være en symbolsk handling, der demokratiserer poesien på toiletniveau?

Jeg lader være og går videre.

Lyt et digt
Alle værkerne på udstillingen kræver, at man er aktiv deltager i mødet med poesien. Og jeg stikker hovedet ind i Ursula Andkjær Olsens poetiske hule.

Her kan man få aktiveret sanserne i mødet med tekstens musikalitet. Jeg tager hørebøfferne på og bliver ført ind i et tilfældigt tekstunivers, men efter et par minutter er tålmodigheden opbrugt.

Jeg vil gerne høre mere og er stor tilhænger af alle sprogets kringelkroge, men indlevelsen bliver ikke mere intens med udsigt til et minilandskab af plastikflasker, dibedutter og perleplader. Stemningen bliver til sidst mærkelig klaustrofobisk med hovedet oppe i kuplen. Nærværet af lyd og landskab kommer jeg ikke på sporet af.

Et stop på Memphis Station
Efter et par forsøg på at få en introduktion til digtenes verden, slår jeg vejen forbi installationen Vi rejser videre, skabt af kunstnergruppen Presens. Installationen er bygget op omkring digtet Memphis station, skrevet af Johannes V. Jensen.

På stationen kan man tage bogen ved hånden med udsigt til et omrejsende legotog, der kører frem og tilbage imellem to skærme i en uendelighed. Problemet er her, ligesom i de foregående installationer, at teksten fungerer bedre i al sin enkelhed, uden bevidstheden om legotoget i baghovedet.

Et hit blandt børnene
Legotoget er et hit blandt de børn, der kommer tæt nok på, til at kunne se sig selv på en lille fjernsynsskærm inde i digtets univers. Mon de har nogen anelse om, at det er Johannes V. Jensens rejsedigt de er inde i? Det har jeg ikke, før jeg åbner bogen og læser digtet.

Her spørger jeg mig selv, om Digte for begyndere og let øvede ville gøre mere gavn som et omrejsende skoleprojekt? Der ville dog stadig være en barriere imellem digtenes indholdstunge side og formidlingen.

Omgivelserne skulle helst understøtte digtet og omvendt. Men fordi der ikke er en klar nok kobling imellem tog og digt, bliver toget bare en sjov gimmick, som børnene flokkes om, imens digtet hænger i snoren…

Prøv lykken og se hvad der sker
Jeg er overbevist om, at digte kan meget mere i en udstillingsmæssig sammenhæng, og den merværdi er også tilstede.

I Gads Litteraturleksikon kan man med sin lup få hjælp til at knække et Klaus Rifbjerg eller Inger Cristensen digt. Digtene hænger ned fra loftet på flagrende hvide sider og skriger på opmærksomhed.

I denne del af udstillingen begynder den poetiske oplevelse at åbne sig for mig, fordi jeg kan få øje på poesien og bliver oplyst og informeret.

Ligesom det er interessant at være medskaber i digtfremstillingen, når man trækker et digt i en enarmet tyveknægt og resultatet afhænger af et mekanisk system – som i Klaus Høecks og Inger Kristensens systemdigtning.

Poesien falder ned fra sin piedestal samtidig med, at man bliver klogere. I de to eksempler kan ordet stå alene inden for en ramme af nytænkende og god formidling, hvor man ser og hører poesien.