Det skal du se! uge 11

Det skal du se! uge 11

Shirin Neshat: Looking For Oum Kulthum, 2017. Videostill. Foto: Shirin Neshat

Faurschou Foundation
20 mar – 7 sep  Shirin Neshat: Looking for Oum Kulthum
Filmværket Looking for Oum Kulthum, som også lægger navn til Shirin Neshats kommende soloudstilling hos Faurchou Foundation, skildrer en iransk, kvindelig filmproducer i eksil, der er i færd med at lave en film om den berømte arabiske sangerinde, Oum Kulthum. For første gang inviteres publikum med denne udstilling bagom filmens komplekse tilbliven, som baserer sig på omfattende historisk research.
Fernisering fredag 16 mar kl 17-19

Kunsthal Charlottenborg
17 mar – 20 maj  #whatif
I forbindelse med CPH:DOX åbner gruppeudstillingen #whatif, som indeholder værker af udvalgte samtidskunstnere, der er en del af en tid, hvor sociale medier bliver brugt til at skabe sociale bevægelser. Hver af de udstillende kunstner har fået tildelt et udstillingsrum, hvor alt fra ‘afrofuturisme’ til økonomisk ulighed og sociale eksperimenter i 1970’erne belyses.
Fernisering fredag 16 mar kl 18-21

Gammelgaard
17 mar – 13 maj  Pontus Kjerrman: En Skærsommernatsdrøm
Pontus Kjerrman er af mange kendt for sine store og originale bronzeskulpturer på offentlige pladser samt for større udsmykningsopgaver. Med en totalinstallation, som tager afsæt i William Shakespeares En Skærsommernatsdrøm, går Kjerrman nye veje, hvor forskellige fortælleformer, rumlige installationer, scenografi og interaktion med publikum spiller en central rolle.
Fernisering lørdag 17 mar kl 15

Lasse Krog Møller: The Splash of a Drop (of Milk), 2017. Pressefoto

Kunsthal Aarhus
16 mar – 27 maj  Lasse Krog Møller: Ephemera Mundi – Den oversete verden
Med en dokumentarisk tilgang retter Lasse Krog Møller blikket mod overraskende og fascinerende kvaliteter i de hverdagslige genstande, som vi ellers har tendens til at overse eller helt ignorere. Denne retrospektive udstilling udfolder kunstnerens praksis gennem de seneste 20 år, hvor der med afsæt i efterladte indkøbssedler, hårelastikker og cigaretskodder reflekteres over samlingsprincipper og hierarkier.
Fernisering fredag 16 mar kl 17

16 mar – 6 jan 2019  Post Institutional Stress Disorder (PISD)
Post Institutional Stress Disorder udforsker, hvordan systemer til tider påvirker og skaber følelsen af magtesløshed og tristesse hos det enkelte individ. Gennem udstillingsperioden, som løber over knap ti måneder, udvikler udstillingen sin egen uforudsigelig logik, hvor nye værker løbende vil blive tilføjet.
Fernisering fredag 16 mar kl 17

17 mar – 15 apr  KP18 & SPRING18
Kunstnernes Påskeudstilling (KP) repræsenterer på én og samme tid tradition og fornyelse: Hvert år skabes et nyt bud på, hvor kunsten bevæger sig hen i kraft af de optagne værkers indhold og udtryk samt de medier, som kunstnerne benytter sig af. I år er Mette Riise Kristensen, Noelia Mora Solvez og Ragnar Stéfansson inviteret til at tage del i udstillingen.
Fernisering lørdag 17 mar kl 14-17

Galerie MøllerWitt
16 mar – 20 apr  Bjørn Poulsen: Nye skulpturer
Hos Galerie MøllerWitt præsenteres nye jernskulpturer af billedhugger Bjørn Poulsen. Skulpturerne er en form for rumlige tegninger, der opnår en sådan grad af fortætning, at de transformeres til en masse. Også tomrummet udgør en betydelig bestanddel, og hermed bliver det muligt at skue tilbage i tiden – dér hvor de første linjer samlede sig i midten og begyndte at ekspandere ud i rummet. 
Fernisering fredag 16 mar kl 16-18

Rum46
15 mar – 13 apr  Room for improved futures – How to make life livable? # 2/3
Anden del i rækken af det toårige udstillingsprogram Room for Improved Futures præsenteres i samarbejde med Trade Test Site, Sigrids Stue, Imaginary Republik og CCS Centre for Contemporary Art Kiev. Foruden en udstilling med den moldoviske kunstner Tatiana Fiodorova byder programmet også på artist talks, projekter og udgivelser, der alle præsenteres i rum46.
Fernisering torsdag 15 mar kl 16.30

Del artiklen

'Det skal du se! uge 11'

Facebook