Ny Carlsbergfondets Kunstpriser 2018

Ny Carlsbergfondets Kunstpriser 2018

I år blev (fra venstre til højre) Kaspar Bonnén, Anette Harboe Flensburg og Claus Hagedorn-Olsen tildelt Carlsbergfondets Kunstpriser. Foto: Ny Carlsbergsfondet

Onsdag 28. februar blev Ny Carlsbergfondets Kunstpriser uddelt ved fondets årlige prisfest på Ny Carlsberg Glyptotek. Ny Carlsbergfondets Kunstnerlegater blev i år tildelt billedkunstnerne Anette Harboe Flensburg og Kaspar Bonnén. Carl Jacobsens Museumsmandslegat blev overrakt til Claus Hagedorn-Olsen, direktør på Horsens Kunstmuseum.

Brygger Carl Jacobsen, Ny Carlsbergfondets stifter, har fødselsdag den 2. marts, og i den anledning uddeler fondet hvert år priser til dansk kunst ved en faglig reception i Festsalen på Glyptoteket.

Med kunstpriserne anerkender fondet personer, der yder en særlig indsats i det danske kunst- og museumslandskab. Når man tildeler en person en pris, forvandler man for et øjeblik mange års hårdt og vedholdende arbejde til en begivenhed her og nu.

Kunstnerlegater
I år blev de to kunstnere Anette Harboe Flensburg og Kaspar Bonnén hver hædret med Ny Carlsbergsfondets Kunstnerlegat på kr. 100.000.

I begrundelsen for legatet hedder det blandt andet om Anette Harboe Flensburg, at hun med sit maleri “forener det umærkelige ved drømmen med et blik, der er fuldstændig præcist udstanset i tiden, og som hun gør til vores blik. Det er ikke enkelt, hverken i effekt eller i tilblivelse, men hun får det til at virke enkelt.”

Om Kaspar Bonnén begrundes tildelingen blandt andet i, “hans evne til at kombinere en rastløs collagestrategi med en særlig inderlighed. Derigennem får han gang på gang vist, at maleri ikke blot er en rumdannende proces, men også en bearbejdning af den måde, vi sanser og erindrer på.”

Direktør over 34 år modtager pris
Traditionen tro uddeltes også Carl Jacobsens Museumsmandslegat. I år var det direktør på Horsens Kunstmuseum, Claus Hagedorn-Olsen, som modtog 150.000 kr. med den begrundelse, at han “hædres for en fornem, ihærdig og langvarig indsats som leder af Horsens Kunstmuseum gennem 34 år. Han har altid sat kunsten i centrum og troet på den, ligesom han respekterer og ikke taler ned til sit publikum. Claus har konsekvent fulgt nogle af vores væsentligste samtidskunstnere og har den vej forstået at forny museets samling på kompetent vis. Sidst men ikke mindst har han modstået at blive hvirvlet ind i skadelige fusioner og holdt fanen højt for kunsten, kunstnere og kunstmuseerne.”

Kilde: Ny Carlsbergfondet

 

 

Del artiklen

'Ny Carlsbergfondets Kunstpriser 2018'

Facebook