Uwe Max Jensen roder op i sit konfliktfulde forhold til Olafur Eliasson og går i klinch med Arkens Kunstpris, som han mener antager bibelske dimensioner.
Arkens kunstpris på 100.000 kroner går i år til den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson. Arkens direktør Christian Gether begrunder tildelingen på følgende måde:
"Eliasson modtager prisen for sin evne til at skabe værker, der arbejder med sanserne og involverer os aktivt i værket."
Når man nægtes adgang
Det er imidlertid værd at påpege, at Olafur Eliasson slet ikke er så begejstret, når publikum engarerer sig aktivt i hans værker, som der oftest gives udtryk for. Da jeg i januar 2005 hævede vandstanden i Olafur Eliassons vandfaldsskulptur "Waterfalls" på Aros, blev jeg efterfølgende udsat for alskens repressalier, og Olafur Eliasson glimrede i den forbindelse ved sin manglende støtte.
Christian Gether fremhæver desuden Olafur Eliasson som "en af den internationale kunstscenes mest markante og succesrige kunstnere". Det er ubestrideligt, at Olafur Eliasson er succesrig, som den tidligere erhvervsmand Christian Gether så sigende udtrykker det. Men personligt har jeg den opfattelse, at Olafur Eliasson for at blive en virkelig markant kunstner stadig mangler at tage skridtet fra sin optagethed og pointering af publikums sansninger til arbejdet med det eksistentielle. Men der er ingen tvivl om, at hvis Olafur Eliasson formår at tage dette skridt, vil han for alvor være at regne for en markant kunstner.
Priser i kø
Arkens kunstpris er på 100.000 kroner. De penge kan mangemillionæren Olafur Eliasson nu sætte i banken ved siden af de 500.000 kroner, han modtog, da han i 2006 fik Kronprinsparrets Kulturpris. De tilsammen 600.000 kroner kan så lægges til de 55.000 euro, Olafur Eliasson modtog i Wien i juni 2006 i forbindelse med uddelingen af den østrigske Frederick Kisler Prize.
Med disse monetære forhold in mente antager uddelingen af Arkens kunstpris til Olafur Eliasson næsten bibelske dimensioner. Matthæus evangeliets 13,12 render den bibelstærke i hu:
"For den, der har, til ham skal der gives, og han skal have overflod; men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har."
Det er vist et ganske præcist billede på den danske kulturpolitik.
