Ugens kunstner – Louise Sparre

Ugens kunstner – Louise Sparre

Louise Sparre: Fabric Object, 2017. Stof, træ. Fra udstillingen 3D Female, Viborg Kunsthal, 2018. Foto: Morten Barker

Louise Sparres praksis tager udgangspunkt i kroppens kompleksitet og mange facetter. Hun udforsker og udfordrer forholdet mellem objekt og subjekt og skaber fusioner mellem menneskelige, sanselige og materielle tilstande. Der er ofte en hårfin balance mellem det skrøbelige og det voldsomme, det sarte og det rå, der bl.a. understreges i valget og sammensætningen af materialer som stof, pels, jern og kobber.

Portræt af Louise Sparre

Sparre ser kroppen som vores vindue til verden og som forudsætningen for, at vi føler, sanser og tænker. Hun skildrer subjektet i forskellige tilstande og bruger ofte sin egen krop dertil. Ved brug af bl.a. fotografiet som skulpturelt materiale arbejder hun med forholdet mellem subjekt og objekt, som det f.eks. er tilfældet i værket Skin Cube (2015), der blev udstillet på Sculpture by the Sea i både Aarhus (2015) og Sydney (2016). Sparre har her fundet sin niche mellem fotografiet og skulpturen – en kube på 2,44 x 2,44 x 2,44 meter beklædt med hendes egen hud – i et sanseligt værk, der både inviterer og intimiderer.

Huden – altså den taktile sans – er et gennemgående tema i Sparres praksis. Den er et levende materiale og membranen mellem os og omverdenen. Den er det største organ, vi har. Det er huden, som gør, at vi kan mærke verden. Huden holder skidt og bakterier ude og kød, blod og organer på plads. Den fortæller os om varme eller kulde, berøring og om velvære eller det modsatte, og Sparre bruger huden på sin egen krop som materiale – ikke som et traditionelt selvportræt, men på et mere processuelt, anonymt og alment plan. Til åbningen af udstillingen 3D Female på Viborg Kunsthal iklædte hun eksempelvis fem elever fra Kulturskolen Viborg Sculpture Suits – dragter med print af Sparres egen hud – og lod dem gå rundt mellem publikum som levende skulpturer. Dermed blev der skabt en forskydning af kunstnerens tilstedeværelse i rummet som skulpturelt og performativt værk – både som objekt og subjekt.

Louise Sparre: Sculpture Suit, 2018. Performance fra åbningen af udstillingen 3D Female, Viborg Kunsthal, 2018. Foto: Camilla Davidsen

Det komplekse og kropsrelaterede kommer også til udtryk i skulpturen Subject Object (2017). Et værk, der favner det at være menneske i en fysisk verden, og hvordan det er at befinde sig i en krop, som er uforudsigelig og ufuldkommen. Værket kan både ses som en skulptur på en sokkel, som en krop, der ligger på en chaiselong, hvor kroppen er sammensmeltet med puder og tøj eller som en lunge på en dissektionsbord – associationerne er mange. Dette er et særligt kendetegn ved Sparres værker; de visualiserer en form for nonfigurativ hybrid mellem subjekt og objekt, der er foranderlig og mangetydig.

Louise Sparre: Subject Object, 2017. Kobber, aluminium, skumgummi, tricot. Fra udstillingen 3D Female, Viborg Kunsthal, 2018. Foto: Morten Barker

I værket Circuit and Coagulation (2017) spiller desuden det feminine og kvindeligheden er vigtig rolle. Stofværket leder med elegante draperinger og blodrøde farver tankerne hen på kvindens cyklus og feminine ynde. Samtidig er der en dragende og mystisk side af værket, for hvilke hemmeligheder dækker eller skjuler stoffet for os? Titlen på værket, Circuit and Coagulation, forstærker det kropslige og peger samtidig på tidslighed og foranderlighed som et grundlæggende vilkår for vores eksistens.

Portfolio (se flere billeder ved at klikke på ét af nedenstående)

Louise Sparre: Sensation, 2017. Kaninskind, flamingo. Fra udstillingen 3D female, Viborg Kunsthal, 2018. Foto: Louise Sparre
Louise Sparre: Circuit and Coagulation, 2017. Stof, træ, rørholder, silikone. Fra udstillingen 3D Female, Viborg Kunsthal, 2018. Foto: Morten Barker
Louise Sparre: Feminine, 2017. Jern, hår-extensions. Fra udstillingen Subject Object, KH7artspace, 2017. Foto: Morten Barker
Louise Sparre: Straight, 2017. Bemalet silke og jern (til venstre) + Merge, 2017. Jern, skumgummi og silikone (i midten) + Condition-symbiosis, 2016/2017. Print på pvc, jernskellet og sofaben (til højre). Fra udstillingen Subject Object, KH7artspace, 2017. Foto: Morten Barker
Louise Sparre: Condition, 2016. Print på pvc, jern og kæde. Fra udstillingen Floating Art, Vejle Havn, 2016. Foto: Morten Flarup
Louise Sparre: Fragments, 2016. Print på pvc. Billboard, Sydhavn Station. Foto: Louise Sparre
Louise Sparre: Another Body Part, 2016. Print på pvc, krydsfiner og kæde. Gruppeudstilling Hello! By KH7, KH7artspace. Foto: Louise Sparre
Louise Sparre: Skin Cube, 2015. Krydsfiner, print på presenning, jern. Fra udstillingen Sculpture by the Sea, Cottesloe, Australien, 2016. Foto: Louise Sparre
Louise Sparre: Axis, 2014. Krydsfiner, hyldeknægte, laser print, læder, messing, kæde, kobber, træperler, jern. Installationsview, Spanien 19C. Foto: Erik Balle

Louise Sparre er født i 1977 i Brørup. Hun bor og arbejder i Aarhus.

Hun er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi (1998-2003).

Louise Sparre har senest lavet en udsmykning til Naturvidenskabernes Hus i Bjerringbro, som indvies den 12. februar. Læs mere her

Læs hele hendes CV her

Del artiklen

'Ugens kunstner – Louise Sparre'

Facebook