Svend-Allan Sørensen er opvokset med gummistøvler og tidligt jagttegn på en kampestensgård i Borre, og det er som om, han har taget dette på sig i sin kunstneriske praksis, hvor landlivet spejler den almene eksistens og individuelle vilkår.

Naturen – det gamle skidt – har en lang historie i billedkunsten, men Sørensen formår at bringe den på banen igen i en overraskende og samtidkunstnerisk kontekst. Det kan blandt andet komme til udtryk i form af en installation af udstoppede dyr, der står og synger Christianias gamle kampsang I kan ikke slå os ihjel. Men ikke mindst manifesterer det sig i en omfattende grafisk produktion fyldt med skæve sætninger, som kredser om naturen, dyrene, fuglene.

I sin grafiske praksis har Svend-Allan Sørensen en forkærlighed for ‘grove’ former som linoleumsnit og træsnit. Han laver dog også ætsninger, raderinger og litografier, uden at outputet bliver forfinet af den grund. Teksterne, der optræder som dominerende billedelementer, er oftest skrevet lige på og direkte med håndskrevne kapitæler, der danser på linierne – og på baggrunde, hvor sporene efter snittene er tydelige markører for materialitet og håndværk.

Grafikken som støjen fra landet
Og Sørensen er et lidt sjældent eksempel på en samtidskunstner, der fuldt ud har omfavnet det grafiske tryk som det primære medie, hvor mange nutidige kunstnere har trykket som blot en del af en mangesidet praksis.

“Jeg synes grundlæggende, at grafik kan noget helt særligt, som andre billedmedier ikke kan, idet man oftest arbejder spejlvendt,” fortæller Svend-Allan Sørensen.

“Det er så at sige et ekstra værktøj, en ekstra ubekendt faktor, en halvblind makker. Man kan ikke helt gennemskue, hvordan det bliver. Det kan du helt anderledes, når du står og lægger lag på lag af oliemaling ovenpå hinanden. Der, hvor tegning og maleri er direkte, er grafik direkte og spejlvendt, og på den måde noget længere væk fra komfortzonen. Jeg ser det fuldt ud som en gevinst. Det er noget med at slippe for rollen som kontrolfreak.”

“Det grove er min lyd, ligesom et band har sin lyd. Det er den måde, tingene virker på for mig. Jeg plejer gerne at sige at mine tryk, navnligt mine træsnit, gerne må ligne noget, som er snittet i min barndoms ladeport. Så på den måde synes jeg, at det – i hvert fald for mig – passer helt fint at beskæftige sig med grafik, når man kommer fra landet.”

Konceptuel konkretpoesi
Hvor gamle ‘landskabsskildrere’ – som eksempelvis den fynske Johannes Larsen – maler billeder af naturen, skriver Svend-Allan Sørensen sine billeder frem. Teksterne, som rummer det konceptuelle greb i værkerne (lig Jospeh Kosuths undersøgelser af landlige redskaber), skaber billeder – tekstbilleder helt konkret! For kunstneren handler det om præcision, om at skabe det klareste og bedste billede, og det fungerer i kunstnerens øjne bedst, når han bruger tekst:

“Jeg ‘låner’ tekst alle mulige steder fra. Lige fra digtsamlinger til countryplader over internetsider. Nogle gange er det konkrete tekster, jeg bruger. Andre gange er det Googles forslag efter en krydssøgning af to ord.”

“Jeg har også en let konkret-poetisk model, hvor jeg finder sætninger, der starter med et subjekt, som ændres til KRAGEN: Hvis jeg eksempelvis prøver at skrive “Mennesket er”, finder jeg sætningen “Mennesket er ikke det som det er og er det som det ikke er”. Det giver sætningen: KRAGEN ER IKKE DEN SOM DEN ER OG ER DEN SOM DEN IKKE ER. Vi får en sætning, som vi nok ikke umiddelbart kan forstå, men som kan danne nogle billeder hos os. Det er dér, mit forehavende ligger.”

Jagt, krager, landbrug – og samtidskunst?
–Fortæl lidt om, hvilken rolle jagten, fuglene, kragerne og 1800-tals forfattere som Thoreau spiller i din kunst?
“Jagten er en del af hovedstolen, mit ophav. Et forankringspunkt til der, hvor jeg kommer fra. Det samme med fuglene. Dels de frie vildtlevende. Dels de opdrættede. Min far var hobbyfjerkræavler og engang i 80’erne formand for Bjerringbro og Omegns Fjerkræavlerforening. Kragerne er vist nok et spejl. Jeg holder af deres hæse kald. Jeg holder af deres fjerdragts farver, som er grå og sort på disse breddegrader. Litteraturen er nok et sværmeri med romantik og æstetik.”

Al denne landlighed og landarbejdernostalgi leder selvfølgelig frem til spørgsmålet, om hvorvidt Svend-Allan Sørensen fortaber sig i det romantiske fremfor at forholde sig til tidens store spørgsmål:

–Er der en naturromantiker gemt i dig?
“Måske kan du hævde, at jeg ikke forholder mig til de samtidige samtidsrelaterede spørgsmål, og at jeg da ikke er samtidskunstner. Johannes Larsen beskæftigede sig ikke med den lille tyske mand med overskægget, men forholdt sig til dyre- og familieliv i Kerteminde og omegn. Men var han forkert og ude af trit med sin tid? Nej, han beskrev blot noget andet ved samtiden.”