Kunstens rødder eller naturens rodebutik

Billedserie

Udstilling

Rod i Naturen

24 jan 2009 10 maj 2009

Gitte Bach, Vibe Bredahl, Svend Danielsen, Malene Hartmann, Knud Odde, Svend-Allan Sørensen

Kunstens rødder eller naturens rodebutik

Vibe Bredahl, Dukke, mixed media. Foto: Lars Svanholm.

Seks yngre samtidskunstnere går i clinch med natur og historie i udstillingen Rod i Naturen, der for tiden kan ses på KunstCentret Silkeborg Bad.

Rod i naturen er en titel, der peger i mange retninger. Det kan handle om rødder i konkret og personlig forstand, men også om rod – altså uorden.

Dette mix præger showet i Silkeborg, hvor de seks kunstnere fremstiller lokaliteter, forfædre og kunsthistoriske elementer i en udstilling, der ikke er forankret i nogen form for skematisk system.

Den brune væg
Manglen på organisation ses især på en brunfarvet væg i kunstcentrets centrale søjlesal, hvor billederne optræder i en kaotisk salonophængning, der sætter roderiet i et særligt perspektiv. De seks kunstnere er repræsenteret i en kalejdoskopisk dialog med diverse kunstnere fra den tidligere danske kunstscene.

Danielsen og Hartmann
Et los bagi er som bekendt et spark fremad, og efter en umiddelbar granskning af den brune vægs gåder, bliver man omgående animeret til at bevæge sig længere ind i landskabet, som dog – viser det sig – rummer temmelig uforudsigelige detaljer.

Svend Danielsen og Malene Hartmann, Hulemaleri, papkasseinstallation. Foto: Lars Svanholm.
Svend Danielsen og Malene Hartmann, Hulemaleri, papkasseinstallation. Foto: Lars Svanholm.
Svend Danielsen og Malene Hartmann, Hyldeskulptur, mixed media. Foto: Lars Svanholm.
Svend Danielsen og Malene Hartmann, Hyldeskulptur, mixed media. Foto: Lars Svanholm.

Svend Danielsen og Malene Hartmanns Hyldeskulptur med flere skulpturelle enheder indbygget foranlediger ikke mange referencer til hverken natur eller rod.

Svend Danielsens malerier har et passende afsæt i en malerisk tradition med sans for det æstetiske, uden at han af den grund mister blikket for idebaserede lag i værkerne. Han binder på den måde historiske og aktuelle traditioner sammen. Det virker som Danielsen har ‘leget’ sine værker frem. Ikke mindst i en bemalet papkasseinstallation, som han ligeledes har udført i samarbejde med Malene Hartmann.

Guldalder med striber
I kunstcentrets store panorama-sal spiller Malene Hartmanns stribede maleri med et fuglemotiv sammen med et guldaldermaleri, hvori naturen optræder som et renskuret tableau med en velfriseret kronhjort som motivisk centrum.

De to malerier er placeret på samme væg; men i vidt forskellige niveauer, som vil Hartmann distancere sig fra Carl Bøghs naturskildring fra 1800-tallet.

Malene Hartmann, Efterbillede, akryl på lærred. Pressefoto.
Malene Hartmann, Efterbillede, akryl på lærred. Pressefoto.
Svend-Allan Sørensen, still fra Bjerringbro. Pressefoto.
Svend-Allan Sørensen, still fra Bjerringbro. Pressefoto.

Bjerringbro by night
Ét af de værker man husker, er Svend-Allan Sørensens spooky video med afsæt i C.V. Jørgensens udødelige sangtekst: "Der er ikke noget, der swinger som Bjerringbro by night".

Her er vi på køretur med kunstneren i et dystert og tåget Østjylland med diverse passagerer; men uden dobro og pedal-steel.

Tyrenosser
Knud Oddes værker er velkendte – og han prøver at pejle sig ind på naturens uorden ved hjælp af tekster, der skal sammenfatte hans figurer med det farlige landskab. ’Tyrenosser dingler mellem gule roser’ hedder det for eksempel i et træsnit. Ellers er det mere storbyassociationer, der kendetegner Oddes billedunivers.

C.F. og Heather Hill
Vibe Bredahl tager blandt andet udgangspunkt i området omkring Heatherhill i Nordsjælland. Også hun har fundet på et pudsigt ordspil mellem Heather Hill og den gale svenske kunstner C.F. Hills fantastiske tegninger.

Gitte Bach, uden titel, vægcollage. Pressefoto.
Gitte Bach, uden titel, vægcollage. Pressefoto.

Gitte Bach sætter en bevidst ubehjælpsom tegnestil ind i nogle ganske fængslende kompositoriske forløb. Skoven, menneskene, blomsterne og geometrien går i samklang her.

Naturen roder
Er man på jagt efter naturens indbyggede rod, kan man passende tage på udflugt til KunstCentret Silkeborg Bad. Væltede træer, høj vandstand og en dunkel Ørnsø kan opleves intenst på denne årstid.

I forbindelse med udstillingen Rod i Naturen på KunstCentret Silkeborg Bad er der udgivet en bog med samme titel.

Foruden billedgengivelser af de deltagende kunstnere, rummer bogen tekster af Gitte Broeng, Lone Hørslev og Lars Skinnebach samt forord af direktør for KunstCentret Silkeborg Bad, Iben From.

Billedserie

Udstilling

Rod i Naturen

24 jan 2009 10 maj 2009

Gitte Bach, Vibe Bredahl, Svend Danielsen, Malene Hartmann, Knud Odde, Svend-Allan Sørensen

Del artiklen

'Kunstens rødder eller naturens rodebutik'

Facebook