Linda Bjørnskov: Skyggefjerner
13 jan 201824 feb 2018

Skyggefjerner er et kemisk ætsende produkt, som anvendes i silketryk til at fjerne genstridige skygger i trykrammens gaze. I Linda Bjørnskovs udstilling refererer titlen til den lange proces, der ligger bag hendes detaljerige collageværker, men også til den psykologiske erfaring som pårørende til mennesker med mentale lidelser. Som pårørende kan man risikere at lade sig reducere til netop det: Den, der søger at lindre og fjerne
skyggerne i andre menneskers tilværelse.

I Bjørnskovs fragmenterede universer eksisterer håbløse skikkelser, symptomer på mistrivsel, misbrug og vanskelige følelser sideløbende med lyserøde flamingoer og pixelerede sort-hvide feriebilleder. Her er både plads til de dybe, følelsesmæssige afgrunde og til billeder af den normalitet, der eksisterede før sygdommen og som man krampagtigt forsøger at fastholde eller vende tilbage til.

Linda Bjørnskov: Cannabis. Olie og collage på hørlærred, 2017, 170 x 150 cm.

Bjørnskov arbejder i en lang række af forskelligartede teknikker og materialer, der ofte er at finde indenfor den samme billedramme. Elementer af klassisk maleri, silketryk, fotografiske dele og aftryk af reb og sten er ofte syet bevidst ujævnt sammen med nål og tråd eller i al hast på en maskine. Der er en febrilskhed i de klodsede sammenføjninger, der peger på en indre kamp for sammenhæng og for at danne sig et overordnet billede ud
af alle fragmenterne.

Udstillingen Skyggefjerner samler sig ikke til et sammenhængende narrativ om forholdet imellem sygdom og normalitet, men lader værkerne åbent og sårbart formidle de mange modsatrettede følelser og konflikter, der præger en tilværelse som pårørende. Værkerne udgør et refleksionsrum, der lader forskellige perceptioner og verdensbilleder eksistere side om side og tillader beskueren at dvæle ved både det lette og legende og den afgrundsdybe fortvivlelse. Udstillingen danner således et dobbelttydigt og mangefacetteret billede af, hvordan man i kampen for at fjerne den andens skygge, risikerer at miste sig selv.

Kilde: Galerie Moderne Silkeborg

Galerie Moderne Silkeborg

Hostrupsgade 39
8600 Silkeborg

Man-lør 10-17

Gratis entré

Kontakt

+45 86814444

Linda Bjørnskov: Skyggefjerner
13 jan 201824 feb 2018

Del

'Linda Bjørnskov: Skyggefjerner'

Facebook