Rethinking MATTER | Salt
5 jan 201826 jan 2018

Salt er den første udstilling, hvor vi i Rethinking MATTER zoomer helt ind på ét specifikt materiale.
Indenfor de sidste par år har vi observeret flere kunstnere, der har valgt at arbejde med salt som et tilbagevendende materiale i deres praksis. Rethinking MATTER | Salt udforsker denne tendens i en duo-udstilling med to kunstnere, der eksperimenterer med de fysiske egenskaber i dette hverdagens materiale og derigennem afslører dets æstetiske potentiale.

Nat Bloch Gregersen og Nika Blasser (USA) er inviteret til at udstille med nye stedsspecifikke værker, der bliver lavet i udstillingsrummet i ugerne op til udstillingens åbning – tag et smut forbi og se processen.

I Nat Bloch Gregersens arbejde indgår ofte en undersøgelse af det taktile overfor det sfæriske og spændingsfeltet mellem disse. Gregersen har i løbet af det sidste år skabt en række værker med materialet groft vejsalt, hvor saltets skulpturelle kvaliteter sættes i spil i stedsspecifikke installationer. Gennem brug af farvepigmenter highligtes saltets taktile egenskaber i et subtilt farvespil, som spejles i transparente folier i vinduespartierne. Folierne filtrerer det naturlige lys og forankrer installationerne i udstillingsrummet

Nika Blasser: Salt process

Nika Blasser laver ikke landskaber men “salt-skaber”. Dette gøres ved at male med en koncentreret saltopløsning på lærred, der efterlader saltaflejringer når vandet fordamper. Lag for lag vokser saltkrystallerne frem på lærredet. Til Rethinking MATTER | Salt vil Blasser lave en helt ny serie af sine saltscapes.

Om Rethinking MATTER:
Rethinking MATTER er et kuratorisk projekt, der udforsker det materielle skift (The material turn) i samtidskunsten. Projektet viser kunstnere, der enten eksperimenterer med usædvanlige materialer eller, som bruger traditionelle billedkunstneriske materiale på nytænkende måder. Gennem en serie af udstillinger komplementeret af en række events samt en on-line platform for formidling og dialog om emnet, samler Rethinking MATTER danske og udenlandske kunstnere i undersøgelsen af de materialer, der former, hvad kunst er og kan.
Kuratorer: Pamela Grombacher, Nana Bendix Hansen & Sasha Rose Richter.

Kilde: PLADS artspace

PLADS artspace

Vestergade 62
8000 Aarhus C

Se hjemmeside for åbningstider

Del

'Rethinking MATTER | Salt'

Facebook