Der er behov for nye vinde i kulturpolitikken. Politikerne bør interessere sig for kunst på et højere og mere visionært, langsigtet plan.
Valgplakaterne hænger stadig på lygtepælene, mens lyset svinder og vinteren for alvor banker på. Et valg, der har betydet, at man skulle prøve at finde ud af hvilket budskab, om noget, de opstillede politikere og partier bragte til torvs. Og som flere kunstnere har brugt til at spørge sig selv og hinanden: Hvem har en formuleret kulturpolitik, man kunne overveje at støtte med sin stemme?
Nu, hvor valget er overstået, er den mest markante, kulturpolitiske gestus begået af Alternativets Niko Grünfeld, som har udset sig posten som kultur- og fritidsborgmester i København frem for traditionelt højere ansete embeder som beskæftigelsesborgmester – til stor ærgrelse for mange af Grünfelds vælgere og kolleger. Grünfelds bevidste valg er blevet kritiseret for at være “uambitiøst” og “slattent”, men intet kunne være mere forkert; tværtimod skal Alternativet roses for at sende et vigtigt signal om, at kulturen har kæmpe, værdimæssig betydning i samfundet og for sammenhængskraften i København.
Det bliver spændende at se, hvor denne retning vil føre hen, og hvad det i praksis vil sige, at Grünfeld betragter posten som “en tung, politisk post”. Med de rigtige idéer vil kritikerne nok skulle æde deres egen hat – det vil forhåbentlig vise sig, at der i en aktiv kulturpolitik ligger et kæmpe potentiale, som ikke har været udnyttet i mange år.
Blå nedskæring og rød defensiv
En bevidst, styret og ambitiøs kulturpolitik er nemlig en mangelvare. For tiden virker det som om, at de blå partier fører an, når det gælder kulturpolitiske tiltag og forslag, og selvom det taktisk er en fordel at være i teten, når det gælder nye forslag, skal der ikke en stor lup til for at se, at det er håbløst, hvad højrefløjen har “bidraget” med.
Vores nuværende kulturminister Mette Bock har som politisk mål, at staten ikke skal overstyre i kulturen – tværtimod. Fra starten har hun meldt ud, at området ikke skal forvente øgede bevillinger i den kommende periode, og en status over kulturministerens aktiviteter viser da heller ikke i nytænkning, visioner eller ideer, men udelukkende forslag til besparelser: 25% rundbarbering af ministerens fjende nr. 1, Danmarks Radio, samt “kreative” rapporter, der anbefaler sammenlægning af de kunstneriske uddannelser – en øvelse, som formodentlig ikke er en enlig svale.
Heldigvis er sidstnævnte rapport taget af bordet for nu efter faglig protest, ligesom ministerens kontroversielle fratrædelsesgodtgørelse på 2 mio. kr. efter under to års ansættelse som programdirektør i DR nok problematiserer hendes kompetence til at stå i spidsen for kommende medieforhandlinger, men i bedste fald demonstrerer ministeren et dobbeltmoralsk forhold til, hvad man skal bruge vores fælles penge til; ikke kultur, men gerne personlig berigelse, åbenbart.
De borgerliges forrige kulturminister Bertel Haarder havde som sin kæphest at gennemføre den bovlamme Danmarkskanon, alt imens der i øvrigt skulle gennemføres en 2% spegepølsebeskæring af hele det kulturelle felt. Man skulle tro, at der fulgte et dogme med en sådan ministerpost, der bestod i at skulle beskære og amputere sit område så meget som muligt – snarere end at dyrke det som et vækstområde.
Har de røde partier så svigtet kulturkampen og står som bævende konservative, der bare vil prøve at bevare det bestående så godt som muligt? På en måde ja, men, som Søren Søndergård (EL) udtrykte det i Information, er venstrefløjens kulturværdier konstant under angreb, og det kommer til at virke som en defensiv parade, når man forsvarer sig imod disse: “Når Bertel Haarder støttet af Dansk Folkeparti for eksempel siger, at vi skal spare to procent på kulturbudgettet hvert år, så kommer vi pludselig til at lyde konservative, når vi siger: ’Nej, det synes vi ikke, at vi skal’.”
Plads til forbedring
Der er i hvert fald masser af “plads på midtbanen” til kulturpolitik, der hverken beskæftiger sig med at forsøge at holde sammen på og bevare de bestående rester eller med at nedskære og effektivisere. En kulturpolitik, der ser fremad, og virkelig vil udvikle et samfund, der kæmper med problemer som integration, inklusion i skolerne, arbejdsløshed, stress og meget andet godt.
Kunsten har en mulighed for at skabe rigdom og helhed, og den kan bringe mennesker sammen på en konstruktiv og ikke-hierarkisk måde.
En langt højere prioritering af de æstetiske fag i uddannelserne, på biblioteker og på almen, kulturel dannelse vil have en stor, positiv effekt på fællesskabet i samfundet.
Men også den højt specialiserede samtidskunst har et potentiale til at hjælpe mennesket med at forstå sig selv og andre. Kunstnerne skal være forrest i et eksperimentelt felt, der kan udvikle kunsten, så den fortsat er et af de vigtigste redskaber til at begribe komplekse sammenhænge som hvad det overhovedet betyder at være menneske. Men det kræver, at kunstnerne går nye veje med visionære idéer til, hvor kulturen og kunsten skal hen. Et meget interessant tiltag er initieret af Bikubenfonden, der har lanceret et ambitiøst open call til Udstillingsprisen Vision, der belønner det mest visionære idéoplæg om nytænkning af udstillinger og udstillingsformater, så man må håbe der kommer nogle højtflyvende forslag fra udstillingsaktørerne.
Forkromede mursten
Diskussionen om visioner kommer dog ofte til at handle om prestigeprojekter, som politikere og entreprenante kulturfolk kan sole sig i hæderen over at have været med til at muliggøre. Nye, kostbare bygninger til kunsthaller og museer eller storstilede ombygninger – hvor de skal ligge, hvor meget de skal koste? Det klassiske eksempel er Operaen, der generøst skænkedes til Danmark af Mærsk McKinney-Møller. Mæcenens fine gave stjal overskrifterne, men at driften kom til at påhvile Det Kongelige Teater, som næsten brækkede ryggen på grund af denne katastrofale post, var der færre, der bemærkede i euforien.
Men alt dette er bare mursten. Det er i det daglige, langsigtede arbejde med kunst og udstillinger, kunstens vilkår for alvor skal forbedres for at kunne blive bedre og mere relevant. Det er inde i de eksisterende strukturer og bygninger, investeringerne skal foretages. Det er alt for svært og utaknemmeligt at skaffe ordentlig økonomi til driften og udstillingerne i institutionerne på den lange bane. Det er ikke særlig sexet at snakke om drift, men selv de nyeste, hyperflotte udstillingssteder kommer alle i samme situation, nemlig at den daglig drift og løbende udgifter spænder ben for ambitionerne. Stor kunst bliver nu engang ikke forløst, når man på kunstinstitutionerne, hvor gerne de end ville præsentere samtidskunst af højeste karat, ikke har salt til et æg og dermed ikke de muskler, der skal til.
Alt behøver ikke at være kultur
Selvfølgelig er det ikke bare lige til at genopfinde en kulturpolitik, der for alvor får taget til at løfte sig. Ofte bliver ordet brugt lidt i flæng – “kultur” er her i landet defineret meget bredt, så både havnerock og pigefodbold tæller med ligesom public service-tv og højt specialiseret samtidskunst, og derfor kan næsten ethvert tiltag defineres som kulturelt “værdifuldt”.
De meget brede, folkelige events som sport og festivaler skal nok kunne skaffe deres egen økonomi. Man er politisk nødt til at koncentrere indsatsen på smallere kultur, hvis vi vil have de kvalitative resultat, der senere kommer til at give genlyd i den bredere befolkning – det er et projekt, der skal have langt sigte.
For kunstens vedkommende må man stadig vende tilbage til en fagligt funderet diskussion om kvalitet og indhold, og ikke kun forlade sig på sin gut feeling om, at kunst er “godt” for samfundet. Vi må også tale om hvorfor – hvad er det, kunsten gør, og hvad skal kunstens rolle være i fremtidens samfund? Her er det som sagt kunstnernes ansvar at byde ind med det indhold, der skal puttes i, og samarbejder imellem politikere og kunstnere ville være et interessant bud.
Det er kunstnerne, der bærer udstillingerne
Set fra de professionelle kunstneres side af bordet synker de højtflyvende tanker om kulturens forandring af samfundet dog ofte ned til at blive et anliggende i øjenhøjde: Fra vores synsvinkel vil et kæmpe løft i kvaliteten og relevansen af kunsten ske hvis kunstnernes vilkår for produktion og honorering forbedres. Når Danmarks kunstnere skal udstille, er der på udstillingsstederne – selv på museer på højeste niveau – alt for ofte 0 kr. til kunstneren i honorar og et ligeså rundt 0 til produktion.
Når det alligevel kan lade sig gøre at få kunstnere til at levere fuldstændig gratis kunst til Danmark, er det fordi, de er fanget i en desperat situation. De er nødt til at “investere” i egne udstillinger, fordi alternativet er endnu værre – at de slet ikke kan vise deres kunst. For kunstneren er det ikke en afvejning af, hvorvidt det kan betale sig at udstille et givent sted (det kan det aldrig), men om at holde det aktive forhold imellem kunstner, værk og beskuer i live – et forhold, der er i selve kunstnererens DNA og skal eksistere for, at der overhovedet er et kunstnerisk projekt. Som det er nu, er det kunstnerne og ingen andre, der bærer hele Danmarks samtidskunstudstillinger på deres ulønnede skuldre. Det er uværdigt.
Jeg er overbevist om, at lange ansættelser af kunstnere på kunstinstitutioner i forbindelse med udstillinger vil forbedre udstillingerne kvalitativt, gøre kunsten til en endnu større oplevelse for publikum og samtidig vil revolutionere måden, kunstnerne samarbejder med institutionerne på, fordi både produktion, forskning, formidling og publikumsinddragelse og andre aspekter af et projekt optimeres i et ambitiøst og integreret forløb.
Plus, der er den ekstra bonus, at kunstneren ikke dør af sult undervejs.
Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.
