Forført af lyset

Omdrejningspunktet i Tomer Ganihars fotografier er budskabet om lys. Hans fotografier er konkrete optagelser af lys og bevægelse. Han udtaler selv, at hans kunstneriske mål er at finde lysets kilde.

Men selvom Ganihar er optaget af at vise det guddommelige ved hjælp af fotografi, er hans motivverden meget jordnær og nærmest dokumenterende. Hverdagsscenerne er altid autentiske og motiverne er som oftest i farver.

Rent teknisk arbejder Ganihar med lysfølsomme film og lange eksponeringsintervaller. Med dette greb bliver fotografiets stoflige kvaliteter fremhævet og fremstår som abstrakte mønstre.

Ambassadør for hverdagens lys
Fotoserierne Italien, Indien, New York, Ravefester og Globalt lys har alle lyset til fælles. Mange af fotografierne er øjebliksbilleder og antyder en større fortælling omkring billederne. Ganihar opfatter sig selv som ambassadør for lyset:

“Jeg er lysets kanal, der afslører hverdagens lys gennem fotografier og viser dem til folk. Det er et privilegium at være fotograf”.

Ganihar tror på, at fotografiet er lige som et vildt dyr, der ikke bør tæmmes. Han ønsker ikke at iscenesætte sine fotografier men tværtimod at fremme umiddelbarheden. Selvom Ganihar påstår, at han ikke har mandat til at manipulere med sine billeder, er det netop hans evne til at indfange de lysende øjeblikke, der gør fotografierne særlige.

Det er hans tro på fotografiets evne til formidle lyset som en kvalitet, der kan fremme menneskelige og sociale formål, der er lige så forførende som det fysiske lys.
“Fotografiets magt er overvældende og universel”, siger han, og dette arbejder Ganihar intenst med at få frem i sine fotografiske værker.

Fra Tel Aviv til New York og netop nu i København
Ganihar er lige nu udstillingsaktuel på Gl. Strand, hvor knap 30 af hans værker bliver vist til og med d. 13. april. Ganihar fik sit internationale gennembrud, da han blev inviteret til at udstille fotoserien Mannequiner på Venedig Biennalens kuraterede udstilling i 2007.

Ganihar er født og opvokset i Tel Aviv, men bor og arbejder i dag i New York. Han er selvlært, og lyset blev hans egen kanal, da han under sin værnepligt opdagede, at kameraet kunne indfange billeder og udtrykke svære følelser og tanker.

“Jeg oplevede, at jeg for første gang kunne overføre mine tanker og følelser til noget konkret – et billede. Det var en fantastisk lettelse”.

Både mænd og kvinder har værnepligt i Israel, og israelerne lever i det hele taget i en hverdag under hårdt pres i et konfliktfyldt område. Og selvom Ganihars værker ikke som sådan er biografiske, reflekterer især fotografierne af ekstatiske unge israelere til ravefester og serien med de sønderlemmede mannequiner i høj grad livet som israeler.

“Jeg er israeler, jeg ser ting i forhold til omgivelserne,” forklarer han.

Fælles om lyset
Ganihars zoom på lyset skildres helt konkret i hans fotografier, men lyset har for Ganihar også en mere symbolsk betydning. Et eksempel på hvordan Ganihar vil fremhæve, at vi alle deler det samme lys, er værket Fælles om lyset fra 2002.

Fotografiet viser en muslimsk mand, der beder side om side med en bod, der sælger jødiske menorah-stager. Manden i moskeen og de jødiske relikvier er oplyst af hver sin lyskilde, men med sammenstillingen insisterer Ganihar på, at lyset er universelt for os alle.

“Jeg vil vise, at lyset er helligt og fælles for alle folk” har Ganihar udtalt. Denne pointe ses også eksemplificeret i Ganihars billeder af dansende masser til ravefester, hvor både lyset og bevægelsen ophæver de nationale og religiøse forskelle, der kan være mellem mennesker. Ganihar spreder dermed via sin lysmetaforik budskabet om samhørighed og fællesskab.

Hospitalsfesten
Serien Mannequiner adskiller sig fra Ganihars øvrige værker ved at være mindre poetisk og mere nøgtern. Her fotograferer Ganihar en række testmannequiner på et israelsk militærhospital under den anden libanesiske krig.

Mannequinerne havde det praktiske formål, at forberede læger og sygeplejersker på situationer, der kunne opstå i forbindelse med en krig. Derfor er det ikke mannequiner, som vi kender dem fra butiksvinduer, som Ganihar har ville skildre. Lyset er anderledes hårdt og viser hospitalsscenernes kliniske og kyniske karakter.

Mannequinerne har udspilede øjne, åbne munde, dybe sår og afrevne lemmer og efterligner ofre for krig. Serien er også kendt som Hospitalsfesten, muligvis som en ironisk kommentar til mannequinernes orange parykker og deres overdrevene ansigtsudtryk. Men selvom fotografierne er groteske, er de ikke iscenesatte.

“Jeg syntes, at fotografierne af mannequinerne sætter krigen i et godt perspektiv. Faktisk er serien som den mørke side af mig selv,” siger han.

Med denne serie bliver Ganihars håbefulde livssyn sat på prøve af den barske virkelighed, men håbet, drivkraften og troen på fællesskab, gør alligevel Ganihars værker opløftende og insisterende på, at lyset er stærkere end mørket.