International hæder til Kunsten i Aalborg

International hæder til Kunsten i Aalborg

Kunsten i Aalborg har fået international anerkendelse for sit koncept Kunsten to go i 2014-16. Her er Kunsten kommet til familien Warnakula i Frederikshavn i 2015. Foto: Kunsten

Kunsten fik tildelt andenpladsen for bedste brandingkampagne med museets koncept Kunsten to go fra 2014-16. Det skete til konferencen Communicating the Museum i Los Angeles, hvor årets tema var Museums Beyond Walls.

Kunsten to go forløb i 2014-16, da Kunsten i Aalborg midlertidigt måtte lukke museumsbygningen pga. restaurering. Hermed søgte museet en alternativ retning til at udbrede og formidle kunsten på, og i højere grad eksperimentere med mødet med publikum, bl.a. gennem udstillinger i private hjem og kunstinstallationer på festivaler, skoler og i diverse byrum.

Måden at agere på som kunstmuseum uden museumsbygning blev hædret på konferencen Communicating the Museum i Los Angeles i kategorien Best Branding Campaign – kun overgået af The San Francisco Museum of Modern Art.

Årets tema Museums Beyond Walls modtog 82 konkurrencebidrag fra 66 forskellige institutioner i 17 forskellige lande.

“Vi har formået at være banebrydende og skabe noget som store museer rundt om i verden stræber efter,” udtaler Kunstens direktør, Gitte Ørskou. “At vi skal være modige, aktivistiske, nærværende og engagerende er helt naturligt blevet en del af den måde, vi tænker på i vores arbejde med udstillinger og aktiviteter på museet. Det er blevet en del af vores DNA.”

Læs mere om prisen her

Kilde: Kunsten Museum of Modern Art Aalborg

Communicating the Museum fandt sted 6.-8. november i Los Angeles i år og er verdens førende kunstkommunikationskonference, der dækker alt fra ny teknologi, branding, medierelationer og reklame inden for museumsbranchen.

Konferencen blev lanceret på Louvre i Paris i 2000 og har siden fundet sted i bl.a. New York, Sydney, Stockholm, Venedig og Istanbul.

Læs mere om konferencen her

Del artiklen

'International hæder til Kunsten i Aalborg'

Facebook