En tur i utopimaskinen

Man kan ikke andet end at fascineres af den konceptuelt afdøde Claus Beck Nielsens totalkunstværk, Das Beckwerk. Grundlaget er identitetsløsheden, som mulighed for at operere udenfor samfundets kasser og sociale konventioner.

Med andre ord: er det en identitetsløs, grænseløs kunstpraksis med mulighed for at interagere i alt og med alle i kunstens revolutionære navn. Det har resulteret i aktioner, der skulle indføre demokrati i Irak (helt konkret i en boks), opbygge en revolutionær celle i Iran, og hvis det ikke allerede er antydet, så er det kødelige liv anden prioritet: Alt for sagen, intet mindre.

Det næste nye…
I Det Ny Menneske er udviklingen af fremtidens menneske den højere sag – eller rettere sagt: de utopiske ideer om det næste, større, klogere og bedre menneske. I bund og grund er det også Das Beckwerks utopiske projekt, hvor Nielsen selv er forsøgspersonen.

Det er han også i Det Ny Menneske, så intet er nyt. Han tapper sit blod (på storskærm!), går i klinch med ynkelige personificeringer af historiens tænkere og understreger utopien ved at dræbe dem alle og postulere verdens endeligt som den sidste udvej.

Forestil dig at sidde i sal med en kunstner, der er grænseoverskridende i ekstrem grad, bebrejder dig dit triste automat-liv, ser sig selv som svaret og dernæst spørger dig med sart melodisk pathos, om du vil trøste ham – eller følge ham i hans væbnede revolution med ordene: “I need human arms, right here, right now."

Never! Man vil bare gerne ud… Og Nielsen ser det måske ikke selv. Men han afmonterer sit eget projekt, fordi han – selvom han står på scenen – aldrig forlader sit værk. Eller rettere sagt, han er hele tiden fiktion, den samme rolle og udtryk for selv samme utopi.

Et demokratisk rum?
Teatret er ikke en tilfældig plads for Nielsens totalkunstværk. Her kan alt smelte sammen på scenen som installation, tekst, musik og performance. Alt er jo muligt i teatret, hvilket Det Ny Menneske både demonstrerer og afmonterer. Men som Nielsen siger, efter han har trykket alles hånd, er teatret det sidste demokratiske rum vi har.

Derfor sidder vi også alle på scenen og sæderne i salen står tomme. Ja, det er samtidsteater, post-teater og budskaberne post-ironiske. Post-teater fordi det er alt andet end bare teater, post-ironisk fordi det er alt andet end bare ironi.

Elegant punktering
Som kunstværk er Das Beckwerk og Det Ny Menneske yderst interessant, og når budskaberne bliver udsat for fantastisk visuel leg, musikalsk elegance og pakkes ind i et stærkt koncept, så virker det.

Problemet opstår, når Nielsen skal dramatisere og med sin ynkende pathos enten kaste sin galde eller kærlighed i ansigtet på os. I det øjeblik han ikke længere vil grines af og vi skal se vores middelmådige liv i øjnene, punkterer han illusionen og står til slut mutters alene.

Det tarvelige automatliv
Nej, alt er ikke muligt i teatret og demokratisk har det rum aldrig været. Det har været magthavernes – også i antikken. Og Nielsen er i sidste ende bare et ensomt menneske, der ikke selv ser, hvor enevældig og magtsyg han er.

Grænsen mellem publikum og skuespiller bliver overskredet i Nielsens forsøg på at få os alle til at rejse os, forlade vores tarvelige borgerliv og følge ham og hans revolutionære kamp. Men dén opfordring smager harsk, fordi han vil have vores sympati i hans selvvalgte ensomhed, imens han bebrejder os fællesskabet og det konventionelle liv. Det er simpelthen ynkeligt og samtidig irriterende interessant, fordi han tvinger én til at tage stilling. Og selvom man gerne vil (man er vel et menneske?), så tror man ikke længere på projektet.

Dødsrallen og konceptuelt strømsvigt
Noget kunne i øvrigt tyde på, at Das Beckwerk og den utopiske samfundsmission er ved at være et afsluttet kapitel. Inden for de sidste måneder har Nielsens roman Suverænen ramt gaden, begejstret anmelderskaren, men også overskredet bogens delvist fiktionelle hovedpersons personlige grænser og trukket Das Beckwerk i en erstatningssag.

Det kan ende med, at den afdøde er nødt til at træde levende ud af konceptet ved en eventuel retssag. Så er det stik trukket ud. Og lige nu synes den konceptuelt afdøde Claus Beck Nielsen at gøre det samme på CampX. Skynd Jer, det er måske sidste chance!