Sørens samling – glas fra Holmegaard
11 nov 20178 apr 2018

Med udstillingen Sørens Samling – af glas fra Holmegaard præsenterer Glasmuseet Ebeltoft et udvalg af unika, prototyper og brugsglas fra den private samler Søren Seebachs skatkammer af glas, fremstillet på Danmarks berømte glasfabrik, det nu lukkede Holmegaard Glasværk.

At vise værker fra netop denne samling er noget særligt for Glasmuseet Ebeltoft. Dels ser vi med
udstillingen tilbage i tiden, og dels tager vi med udstillingen afsæt i fabriks- og masseproduktionen. Dette er usædvanligt for Glasmuseet, som primært viser den helt nye udvikling inden for glaskunsten. Ydermere opfattes studioglasset traditionelt som opposition til det serielt producerede glas, som glasværkerne i sin
tid stod for.

Sørens samling af glas fra Holmegaard. Pressefoto

Med visningen betræder museet derfor nyt og ukendt land. Dette gør vi blandt andet fordi navnet og brandet Holmegaard i generationer har været i danskernes bevidsthed, og derfor har været med til at forme vores blik på glas. For mange vil udstillingen være et kærkomment gensyn, mens den for de unge generationer er en introduktion til den fabrik og den designtradition, der definerer historien om dansk brugsglas. Med udstillingen ønsker museet samtidig at perspektivere og nuancere fortællingen om studioglasset og belyse snitfladerne mellem studioglasset og glasværkerne, idet flere af de udøvere, der designede glas for Holmegaard, er repræsenteret i museets permanente samling.

Udstillingen er samtidig et portræt af en passioneret samler. Søren Seebach bor i Århus. Han stammer fra Rødekro i Sønderjylland og har altid været samler. Som 6-årig samlede han blandt andet på mønter – senere samlede han på sølv, stål og plasticdesign med mere. Glasset stødte han tilfældigt på og efter købet af det allerførste emne – en skål designet af én af Holmegaards mest kendte designere, Per Lütken – udviklede passionen for glas sig hurtigt, og alle tidligere samlinger blev med tiden opløst for at give plads – og økonomi – til den nuværende samling af glas. Alt i alt rummer samlingen 3500 genstande og regnes for én
af de mest betydelige private samlinger af glas fra Holmegaard Glasværk.

Kilde: Glasmuseet Ebeltoft

Glas – Museet for glaskunst

Strandvejen 8
8400 Ebeltoft

Marts: Ons-søn 10-16
April: Alle dage 10-16

Entré til udstillinger

Kontakt

+45 86341799

Sørens samling – glas fra Holmegaard
11 nov 20178 apr 2018

Del

'Sørens samling – glas fra Holmegaard'

Facebook