Peder Rasmussen: Kuza Nama
18 nov 201723 dec 2017

Titlen på Peder Rasmussens udstilling refererer til en passage i den oldpersiske digter Omar Khayyàm’s berømte digtsamling Rubàiyat. Omar Khayyàm levede fra 1047-1123 og virkede som matematiker, astronom, filosof og digter i Samarkand. Direkte oversat betyder Kuza Náma ”krukkernes bog”. Fortælleren besøger en pottemagers værksted og hører til sin store overraskelse krukkerne tale sammen. Ramadanen er ved at være ovre og krukkerne taler om livet – om, hvad der optager dem – om at længes efter at blive fyldt med vin, at blive drukket af, og i det hele taget at komme i gang igen.

Når Peder Rasmussen lader sig inspirere af denne tekst er det ikke overraskende. Dens frodigt fortællende stil har en tone og en billedlig kraft, vi også kender fra hans keramik. Også han opfanger jo krukkernes indbyrdes dialog i værkstedet, hvor han dagligt færdes.

Selv har han sagt, at hans keramik hovedsageligt er et påskud for at lade de ornamentale og figurative fortællinger folde sig ud på vaser, kander og krukker. Det er mest blankglaseret lertøj han arbejder med, af og til op til en meter i højden. De relativt konkrete former, der ofte optræder i serier, giver plads til en stor dynamik og bevægelse i det billedlige. Værkerne opfattes bedst, hvis man bevæger sig omkring dem – så udvikler historierne sig nærmest som i film.

Peder Rasmussen: Selvportræt-Who´s the potter, 2017

Til denne udstilling har Peder Rasmussens ladet krukkernes personligheder udfolde sig mere end  sædvanligt. Det er blevet til en række parafraser, hilsner og ”hommager” til andre billedkunstnere, digtere og komponister, levende som døde, som han beundrer.

Desuden udstiller Peder Rasmussen en række ”digtbilleder”, nærmest skrifttegninger, af versene i Kuza Nama – alle monteret i individuelle rammer fremstillet af kunstneren.
– Mette Sterup-Hansen

Keramikeren og forfatteren Peder Rasmussen (f. 1948) er uddannet hos Herman A. Kähler i årene 1966-70. Han har siden 1974 haft hjem og værksted i Bregentved med sin hustru, keramikeren Karen Bennicke. I en årrække fungerede han som gæstelærer på Designskolerne i Kolding og København. Han har været med i grupper som ”MULTI MUD” fra 1980-85, ”LER” fra 1992-95, og ”END” fra 2007. Peder Rasmussen er repræsenteret på bl.a. Brandts i Odense, Trapholt i Kolding, Designmuseum Danmark i København, CLAY i Middelfart, Victoria & Albert Museum i London, på Nationalmuseerne i Stockholm og Oslo, samt mange andre samlinger i Danmark, Sverige, Norge og Tyskland. Fra 1991 har han modtaget Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. I 2011-13 var han formand for Statens Kunstfonds Kunsthåndværk og Designudvalg. I 2016 udkom hans seneste bog Familie på Træben – om J.F. Willumsen’s familievase.

Kilde: Banja Rathnov Galleri & Clausens Kunsthandel / Mette Sterup-Hansen

Banja Rathnov Galleri og Clausens Kunsthandel

Studiestræde 14, 1. sal
1455 København K

Ons-fre 12-17
Lør 11-15

Gratis entré

Kontakt

+45 3011 0132

Peder Rasmussen: Kuza Nama
18 nov 201723 dec 2017

Del

'Peder Rasmussen: Kuza Nama'

Facebook