Menneskefiguren i islamisk kunst
24 nov 201713 maj 2018

Den 24. november åbner Davids Samling særudstillingen: Menneskefiguren i islamisk kunst – folk, fyrster og hellige mænd. Udstillingen viser 75 hovedværker fra store dele af den klassiske islamiske verden frem til ca. 1850, og de rummer alle gengivelser af mennesker.

Mange tror, at det ikke er tilladt at afbilde mennesker inden for den islamiske kultursfære, og i hvert fald ikke profeten Muhammad. Det er dog en sandhed med modifikationer. Mens nogle muslimer har kritiseret og ligefrem ødelagt gengivelser af mennesker, idet de ansås for at være afgudsbilleder, så har andre lige fra den allertidligste tid ladet fremstille kunstværker, hvor menneskefigurer indgik som en væsentlig del. De optræder på alt fra brugsgenstande som keramiske fade, indlagte metalgenstande og tekstiler til arkitektur. Man støder dog især på menneskefigurer i de detaljerige miniaturemalerier, der illustrerer manuskripter eller optræder som selvstændige kunstværker.

Dervishen fra Faryab krydser floden på sit bedetæppe. Foto: Pernille Klemp, 2017

Udstillingen sætter fokus på de forskellige måder, hvorpå menneskefiguren er indgået i islamisk kunst, fra ornament og symbol over videnskabelige diagrammer til fortællende illustrationer og enkeltstående malerier eller tegninger. Udstillingens kunstværker er især fremstillet til den muslimske verdens øverste samfundslag, og en dominerende tematik er ”Fyrsten og hoffet”, hvor man både kan se egentlige herskerportrætter og gengivelser af fyrsternes offentlige såvel som mere afslappede, private liv. I ”Den religiøse sfære” er der afbildninger af mange af de mænd og kvinder, som islam har til fælles med jødedommen og kristendommen, for eksempel Noa, kong Salomon samt Jesus og Maria. Også profeten Muhammad ses på flere malerier, ligesom de mange personer, der i efterfølgende perioder har viet deres liv til Gud. I mange tilfælde er det slående, at der ikke er stor forskel på, hvorledes gengivelser af mennesker optræder i den islamiske verden i forhold til vesten. Under temaet ”Kærlighed” er der således både eksempler på forelskelse, ulykkelig kærlighed, erotisk begær og kærlighed til
Gud.

De udstillede værker er alle fra museets egne samlinger. Flere er nyerhvervede og vises nu for første gang – for eksempel Dervishen fra Faryab krydser floden på sit bedetæppe, som afbildes herover.

I forbindelse med udstillingen publiceres et fyldigt katalog af Davids Samling i samarbejde med Strandberg Publishing, som omtaler bogen som et ’pragtværk’,

Forfatterne er museumsdirektør Kjeld von Folsach og museumsinspektør Joachim Meyer fra Davids Samling. Bogen rummer desuden et kapitel af professor ved Københavns Universitet, Jakob Skovgaard-Petersen, der behandler menneskefiguren i den islamiske verden ud fra et nutidigt perspektiv.

Kilde: Davids Samling

Davids Samling

Kronprinsessegade 30
1306 København K

Tirs-søn 10-17
Ons 10-21

Gratis entré

Kontakt

+45 33734949

Menneskefiguren i islamisk kunst
24 nov 201713 maj 2018

Del

'Menneskefiguren i islamisk kunst'

Facebook