En rapport bestilt af kulturministeren anbefaler en centralisering af samtlige danske kunstuddannelser. Denne klummeskribent kalder konklusionen for ”en atomprøvesprængning”, der giver indtryk af nærmest Donald Trumpsk arrogance.
Til trods for stadig større international bevågenhed – senest omkring SUPERFLEX’ gyngestativer i Tates Turbinehal – befinder dansk kunst sig for øjeblikket i en politisk shitstorm, der ikke er set siden rindalismen: En bureaukratisering af aftenlandet, der i grunden er alt for galt, med en erklæret liberal kulturminister med foden på bremsen. Hvor er tiltroen til hin enkelte, når man endelig har brug for den?
Jeg har som medlem af Det Kgl. Danske Kunstakademis såkaldte Aftagerpanel – en slags underofficerer på dæk, når kaptajn Kofod almindeligvis forsøger at styre det gode skib gennem tårnhøje søer af akkreditering og skærpet relevans i forhold til ”arbejdsmarkedet” – længe vidst, at der var noget grumt under opsejling. Men nu er det blevet åbenbart for de fleste, at der er noget helt og aldeles råddent i Danmark.
Sidste måneds cliffhanger, Det Fynske Kunstakademi, hænger fortsat i en tynd tråd og Det Jyske Kunstakademi har selv en kommunal kniv for struben, og nu har rektor på Det Rytmiske Musikkonservatorium Henrik Sveidahl kastet sig over den sidste grimme ælling. I en rapport bestilt af Kulturministeriet anbefaler han, at de tre kunstakademier, sammen med en række andre undervisningsinstitutioner, samles til ét nationalt, evt. to regionale ”supersygehuse”. Gennem radikal centralisering og det gennemtæskede begreb om ”tværfaglighed” formoder han at kunne rode bod på alle onder lige fra kvalitetssikring efter internationale standarder (hvad det så end betyder) til drastisk nedbringelse af arbejdsløsheden for kunstuddannede.
Der er således tale om en atomprøvesprængning af samtlige danske kunstuddannelser, herunder salig Poul Borums forfatterskole, som i år fylder 30, og Den Danske Filmskole, der er internationalt anerkendt. Og så lige Det Kgl. Danske Kunstakademi, der såmænd har eksisteret siden 1754. Med et pennestrøg at kræve disse institutioner fjernet fra jordens overflade er udtryk for en nærmest Donald Trumpsk arrogance.
Faustisk pagt
Sveidahl er som nævnt selv rektor for en af de institutioner, der er blevet ”undersøgt”, men de gængse danske vendinger ”at sætte ræven til at vogte høns” eller ”en ulv i fåreklæder”, dækker det ligesom ikke rigtig. Der er nærmere tale om en faustisk pagt mellem en interesseret part i sagen og så et politiseret embedsværk, hvis egeninteresse og uvidenhed fundamentalt må anfægtes. Hverken politikere eller bureaukrati er af gode grunde inviteret med op i ”kunstens elfenbenstårn”, så nu er de i stedet ved at bygge et kontorhus, hvis luftkasteller hæver sig langt op over de tynde luftlag, hvor kunsten ellers altid beskyldes for at befinde sig. Rækker man fanden en lillefinger, tager han åbenbart hele armslængdeprincippet og kalder det stordrift.
Analyse på fejlagtig præmis
Imidlertid bygger dele af analysen på den fejlagtige præmis, at (billed)kunstnere laver billeder. Det gør vi ikke. Vi laver kunst. Hvilket på nudansk vil sige, at vi tænker i og med alle tænkelige materialer og medier, inklusive sprog, lyd og bevægelse. Inklusive alting faktisk. Derfor giver det for billedkunsten uendelig lidt mening med sådan et æstetisk tvangsægteskab med de andre kunstneriske uddannelser. Vi spiller selv teater, men kalder det performance. Vi spiller selv musik, men kalder det lydkunst. Vi skriver selv tekster og sætter ord på. Og læser meget tykke bøger. Det eneste VI har brug for for at komme den åbenbart alarmerede arbejdsløshedsprocent til livs er sådan set at blive betalt for det arbejde, vi allerede udfører til glæde og gavn for de fleste (andre).
Nå ja, og hvis så det statiske grundlag for udregningen af vores “arbejdsløshed” kunne få lov at indbefatte de danske kunstnere, der bor i udlandet, og som statistisk set klarer sig rigtig godt. Nu har jeg ikke så meget forstand på fodbold, men den nuværende beregningsmetode svarer lidt til at sammensætte et landshold, der udelukkende består af spillere fra den hjemlige superliga og så bagefter brokke sig over resultatet ved VM.
Det skal være de bedste kunstnere, der klarer sig
Skal billedkunstuddannelserne gribe i egen barm – det ser vi os i Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst også foranlediget til at gøre i disse år – så handler det om at opnå en (endnu) højere grad af professionalisme. Noget, der for mig at se ikke står i et modsætningsforhold til originalitet. Tværtimod. Hver gang nogen spørger mig (og også når de ikke gør det), siger jeg, at målet må være, at det er de bedste kunstnere, der klarer sig – ikke dem, der er bedst til at klare sig som kunstnere. Med få undtagelser har de kunstnere, der umiddelbart bliver til noget, et stort personligt drive. Men hvad med dem, der måske i endnu højere grad er i besiddelse af et særlig kunstnerisk talent? Dem må vi pinedød lære at begå sig på det, der ikke for ingenting hedder kunstscenen, med streg under scene.
Her tænker jeg altså ikke så meget på momsregnskab og hjælp til at skrive ansøgninger (ækvivalenten til aktiveringsforløb udbudt af anden aktør), men derimod på en fundamental holdningsændring, så kunstnere lærer at se på sig selv som selvstændigt erhvervsdrivende og ikke som en slags ophøjede lønmodtagere. Og hvis – og det er et meget stort hvis – vi rent faktisk har noget til fælles med (visse af) de andre kunstuddannelser, så er det her, der skal sættes ind. Som udøvende kunstner er man essentielt set et ‘start up’. Alt, hvad man siger og gør, har en effekt på udviklingen af ens brand. Som jo gerne skulle holde i mange, mange år, eftersom man ikke bare kan sælge sin lille gazellevirksomhed til højestbydende og starte forfra med en ny idé. Stordrift er derfor ret præcist det modsatte af, hvad der er brug for. Vi skal ikke – ligesom i det nuværende arbejdsløshedssystem – lære folk at være ”unikke” – på den fuldstændig samme måde.
Kunstnerisk uddannelse handler derimod om at skærpe den enkeltes evne til at møde en specifik kontekst. Hvordan opnå større overensstemmelse mellem ”markedet” og så lige netop min produktionslinje? Der i tillæg til fabrikation af objekter også med fordel kan indeholde organisering, innovation, vidensproduktion osv. Derudover må vi lære at se det danske arbejdsmarked for kunst som uløseligt forbundet med det internationale i stedet for at forskanse os bag en lokalpatriotisk firewall af gode intentioner.
Wakeup call
Mit personlige kommissorium er altså, at de danske (billed)kunstuddannelser ved nogle simple løft i studieplaner, og hvad det ellers hedder, sagtens selv kan komme på højde med situationen. Samtidig må det anerkendes, at Sveidahls fristil (mange af de adspurgte parter har efter sigende rimelig svært ved at genkende deres anbefalinger) udmærket kan fungere som et wakeup call, så den nødvendige reformation af kunstnerrollen kan komme op i omdrejninger. Hvilket faktisk er, hvad ”direktøren for det hele”, Sanne Kofod, selv lægger op til. Som en hidtil ukendt type æstetisk koncern kan Det Kgl. Danske Kunstakademi udmærket varetage andre funktioner indenfor det kontinuum, der udgør en tidssvarende kunstuddannelse, ganske som man på imponerende vis har formået at finde sig til rette som ”forpagter” af Kunsthal Charlottenborg
Så hey, Mette Bock, du skriver bare en besked på Messenger, hvis du gerne vil have mere inside information. Tværfaglighed har fanden skabt, for (billed)kunstens kernefaglighed er i forvejen selve betydningsdannelsen, og vi har således mere til fælles med kvantefysik end med rytmekons. Hell, vi vil næsten hellere lægges sammen med fodboldlandsholdet – i hvert fald det kvindelige. Det har længe lydt: ”The future is female”. Nu er jeg ikke så sikker på, den overhovedet eksisterer.
Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.
