Centralisering er ikke det rette svar på kunstuddannelsernes udfordringer

Kulturministeriet har mandag 16. oktober publiceret rapporten ‘De Kunstneriske Uddannelser – Forslag til en fremtidig organisering’ udarbejdet af Henrik Sveidahl (rektor for Rytmisk Musikkonservatorium, red). Rapporten peger på en række relevante kvaliteter og problemer ved den nuværende organisering af de kunstneriske uddannelser og konkluderer, at forandring er nødvendig. Endelig anbefaler rapporten en omfattende fusion mellem alle de kunstneriske uddannelser under Kulturministeriet, hvor de enkeltstående skoler administrativt og strategisk lægges under en fælles ledelse.

Set fra Det Jyske Kunstakademis perspektiv kan jeg kun istemme, at en omorganisering af området er nødvendig. Det Jyske Kunstakademi er i dag en selvejende institution, som årligt modtager én mio. i driftstilskud fra staten og knap 2,4 mio. fra Aarhus Kommune.

Akademiets status som ikke-statslig institution betyder, at de studerende på Det Jyske Kunstakademi på mange måder er ringere stillet end studerende fra akademiet i København. Det gælder bl.a. finansiering og adgang til faciliteter. Uddannelsen har ikke den akkreditering, der betyder, at den 5-årige videregående uddannelse udmunder i en international genkendelig grad, en MFA.

Det sidste har den fordel, at vi står mere frit i opbygningen af uddannelsen, som ruster de studerende fint til en kunstnerisk karriere på højt niveau. Men det stiller de studerende dårligere i forhold til udveksling med andre akademier og ved efteruddannelse. Selv om der er fordele og ulemper, vil akademiet overvejende drage fordel af at blive en statslig institution.

Ifølge Sveidahls forslag skal der fortsat tilbydes kunstnerisk uddannelse i Aarhus, og Det Jyske Kunstakademi kan uden tvivl have faglig gevinst af et tættere fagligt samarbejde med de to andre billedkunstakademier. Når rapporten alligevel bekymrer, handler det først og fremmest om de skitserede fusionsscenarier.

Billedkunst vil blive et ganske lille område
Den megainstitution, som rapporten anbefaler, vil omfatte uddannelser med forskelligartede fagligheder, der står i relation til kunstmiljøer med uensartede produktionsbetingelser, karriereforløb og arbejdsmarkeder (eller mangel på samme). Uddannelserne er ikke sammenlignelige, og vores erfaringer viser, at tværfaglige aktiviteter forudsætter klarhed om forskellighederne og de kernekompetencer, hvert område har at byde på.

Samtidig taler rapporten om en styrkelse af rollen som kulturinstitution og om øget samfundsmæssigt engagement. Men samfundsmæssig forankring kræver ressourcer og bør ske lokalt. Disse forhold peger på at opretholde et stærkt decentralt perspektiv med geografisk forankring.

Manglende mangfoldighed inden for Danmark
Værdien af det decentrale ligger også i mangfoldigheden. Rapporten peger på, at vi skal skærpe forskellighederne således, at de geografisk adskilte skoler komplementerer hinanden bedre. Det handler ikke kun om alsidighed i uddannelsessystemet, men også om at sikre en mangfoldighed i fremtidens kunstproduktion.

Men sker dette ved centralisering? Det sker nok snarere gennem en kombination af dialog og en høj grad af autonomi i både miljø og undervisningstilbud.

Mange nye opgaver, nye krav og en stadig besparelse på området
Rapporten peger på stadig nye krav til de kunstneriske uddannelser. Man vil styrke kvalitetskontrol, vidensmiljø og kunstnerisk forskning, internationalisering og international konkurrence.

Men dette spiller ikke sammen med de igangværende og planlagte nedskæringer på området. En fusion af uddannelsesinstitutionerne kan ikke løse det økonomiske problem. Vores erfaringer på Det Jyske Kunstakademi er, at gode internationale samarbejder og udvekslinger i høj grad er individbåret og sagtens kan foregå mellem mindre institutioner. Men strukturel og økonomisk infrastruktur kan bidrage til at disse samarbejder styrkes i frekvens, kvalitet og langsigtet holdbarhed.

Videnscenter tæt på praksis og kunstmiljø
Der er ingen tvivl om, at de enkelte uddannelsers rolle som videnscenter kan styrkes. Dette sker ikke kun gennem kunstnerisk udviklingsarbejde – eller kunstnerisk forskning, som det kaldes internationalt – det sker også på praktisk niveau. Kunstnerisk udviklingsarbejde kan primært bidrage til institutionerne, hvis den er praksisbåret eller meget praksisnær. Et videnscenter, der kan rumme kunstnerisk udviklingsarbejde, kan være nødvendig, hvis man vil etablere et ph.d.-niveau. Men man må sikre, at dette arbejde fører tilbage ind i praksisniveauet og reelt bidrager til den kunstneriske uddannelse. Der må være tale om en udveksling mellem teori og praksis.

Erfaringer fra Norden
Rapporten synes at antage, at en sammenlægning nødvendigvis vil betyde besparelse og effektivisering. Erfaringer fra Norden siger noget andet. Her rapporterer mine kollegaer om et øget bureaukrati i forbindelse med lignende sammenlægninger og om et stort kontrolapparat, som er svært at styre. Endvidere forlyder det, at tværfagligheden ikke reelt er styrket. Hvis disse besparelse og gevinster ikke nødvendigvis sikres i omstruktureringen, vil det kunne stille uddannelserne dårligere end i dag. Danmark kan med fordel studere disse erfaringer og lære af dem, inden en lignende proces sættes i gang.

Rapporten begrunder forslag om sammenlægning bl.a. i ”behovet for at sikre rimelige økonomiske, faglige og teknisk-administrative rammevilkår samt tilstrækkelig kritisk masse på hele billedkunstområdet.” Den peger også på nødvendighed i, at der skabes mere økonomisk handlerum og bl.a. ved ”at der åbnes mulighed for at flytte opgaver og ressourcer mellem kunstområder og institutioner.”

Vi kommer ikke udenom, at forbedring kræver, at der rykkes ved den eksisterende struktur. Men centralisering i en megainstitution er ikke det rette svar på de udfordringerne, som vi står over for.