SOS

Kære læser, har du kigget i en avis i dag? Hvis du har, så vil du måske have bemærket, at der ikke stod særlig meget om kunst. Måske er det derfor, at du læser med her på kunsten.nu.

Som Dagbladet Information nyligt afdækkede (fredag den 6. oktober), så er der de seneste ti år kommet 34% færre anmeldelser i de fem største dagblade. Det er ikke fordi, at der er kommet færre kulturproduktioner at skrive om. Tværtom er der en sand syndflod af udstillinger, forestillinger, musikudgivelser, koncerter, film, tv-programmer, bøger, spil og deslige.

Der er så meget kultur i dagens Danmark, at jeg som professionel aktør går rundt med en evig dårlig samvittighed over alle de udstillinger, som jeg ikke når at få set. First World Problem, jovist. Men jeg synes, at jeg skylder kunsten at være orienteret i den for at kunne udtale mig om den.

Det handler altså ikke bare om, at man som anmelder eller kritiker tager afsted for at se en udstilling, som man skal skrive om. Det handler om at man, gerne ugentligt, cykler rundt og ser en håndfuld udstillinger således at man, når man endelig skriver noget, har en kvalificeret fornemmelse for, hvad der rører sig.

Man bør desuden som professionel skribent også komme rundt i landet og se kunst i udlandet. Det kan også være en god idé, at man følger en interessant kunstner og ser alle dennes udstillinger i en årrække, førend man sætter sig ned og formulerer den ris eller ros, som kunstneren vitterlig fortjener.

Jeg vil gerne rise såvel som rose, men jeg ved, at mange kolleger stort set altid kun roser. Det er der flere grunde til – lad mig nævne en enkelt: Hvis en anmelder, som er tilknyttet et medie – det være sig et trykt dagblad, et fagmagasin eller et netbaseret medie – og vedkommende kun må aflevere, lad os sige fire månedlige bidrag, så kan det være fristende at skrive om de gode udstillinger. For hvorfor bruge den sparsomme spalteplads på kritik? Kunstneren bliver bare så ked af det.

Har du talt med din kritiker i dag?
Nej, vel? Hvem har dog lyst til ligefrem at opsøge den, som fortæller én, at det man har lavet er noget juks. Så hellere forblive i troen om, at man kan gå på vandet. Lad os hellere mødes til ferniseringen på fredag og klappe hinanden på ryggen, hilse pænt og smile sødt. For en sikkerheds skyld, for god ordens skyld. Lad os bare holde kammertonen.

Hvis det skulle ske, at en uforvarende kom på besøg i disse kunstcirkler, så kunne det nemt se ud som om, at det er noget, vi leger. Som om vi ikke rigtig tager hinanden alvorligt og aldrig rigtig siger tingene, som de er.

Heldigvis ved jeg, at dette ikke er sandt. Kolleger kan stadig tale sammen om egne og andres produktioner og have en god saglig debat om, hvad der virker og hvorfor. Hvad der kunne være bedre en anden gang. Kolleger kan være konstruktivt uenige; det er ingen kunstquiz med et ‘rigtigt’ eller ‘forkert’ svar. Men det er mit indtryk, at disse samtaler i stadig højere grad foregår bag lukkede døre eller i mindre fora, og jeg tror, at det på langt sigt er yderst skadeligt for kunst og kultur i bredere forstand.

Jeg tror, at vi bliver nødt til at flytte diskussionen (kritikken!) tilbage i det offentlige rum, hvor flere har mulighed for at få en fornemmelse for, hvordan man kan tale om kunst.

Ønskeliste
For at kunne føre en god debat om kunst og kultur har vi brug for nogle dedikerede og fagligt velfunderede skribenter. Disse må gerne have en så hyppig synlighed i medielandskabet, at selv den almindelige læser har en fornemmelse for, at der er flere stemmer i debatten. Altså, at der er fagpersoner, som kan være rivende uenige, men at der er plads til flere holdninger. Herved må skribenterne også kunne strenge sig an. For de skal kunne forsvare deres holdning.

Ser vi et par år tilbage, så klarede kulturskribenten Torben Sangild fint at pille Olafur Eliasson ned fra den piedestal, som alle ellers havde placeret ham på. I en række artikler, blandt andet her på kunsten.nu, argumenterede han for sin holdning. Det blev ikke rigtig modsagt, men det fik lov til at blive stående og skabte et vist perspektiv. Så har vi en kunstner som Kristian von Hornsleth, der ofte er blevet kritiseret i den professionelle kunstpresse, men kritikken er kommet fra så mange sider, at i dette tilfælde ville det snarere være modigt at tale Hornsleth op.

Jeg gransker min hjerne, men kan næsten ikke komme i tanke om nogle anmeldelser eller kunstartikler, fra nyere tid, som sagligt har kritiseret. Undtagelsen er billedkunstner og forfatter Kaspar Bonnén som forrige måned via Kunstkritikk.no publicerede en analytisk skarp anmeldelse af den aktuelle Overtaci-udstilling på Kunsthal Charlottenborg; alle anmeldelser burde være tilsvarende skarpe (“En alien i en glas-butik”, den 26. september 2017).

Det er virkelig svært at finde gode eksempler. Jo, Michael Jeppesen havde kritiske artikler i Dagbladet Information for nogle år siden, men Jeppesens artikler havde en tendens til at blive sensationelle og savnede noget faglig tyngde.

Det er et samarbejde
Alle skribenter kan blive forelsket i deres eget sprog. Derfor har vi brug for gode redaktører. Har vi så det? Jeg hører kolleger og kulturforbrugere sukke, at dagbladenes kulturredaktører er debatredaktører og holdningsmennesker mere end kunst- og kulturfagligt vidende personer. Vi skal til de netbaserede nichemedier for at finde kunstfaglighed hos redaktørene. Øv. Der er nok at tage fat på.

Det er som om redaktørens fremmeste funktion er prioritering. Der er et overmål af stof! Med alle de mange kulturproduktioner er det vitterligt kun en brøkdel, der kan blive omtalt. Det gør av. I løbet af en måned bliver jeg bekendt med cirka 200 kulturproduktioner, hvoraf jeg måske kan forholde mig til de 20 og skrive om de to. Det er ærgerligt, når nu der er så meget, som er værd at skrive om.

Vi har i Danmark rigtig mange gode kunstnere, de fortjener gode – men ikke automatisk  positive – anmeldelser. Vi behøver fuldblodsskribenter, men af dem bliver der færre og færre. Ser vi på kunstfaglige fuldtidsanmeldere og kulturskribenter, som primært er vidende om billedkunst og skriver om billedkunst, så er det min opfattelse, at vi aktuelt har mindre end fem af sådanne i Danmark. Det er slet, slet ikke nok til at kunne tage kunsten alvorligt og opretholde den kritiske og fagligt funderede debat.

Der var engang, hvor jeg jævnligt rev relevante anmeldelser ud af avisen for at gemme dem i de respektive kataloger. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg gjorde det sidst. I en ideel verden ville jeg, hver evig eneste uge, i dansksprogede dagblade finde gennemarbejdede anmeldelser og gennemreflekterede kommentarer om kunst- og kulturlivet fra fagligt funderede skribenter, hvis produktioner, før publicering, havde fået et kærligt men kritisk blik fra en begavet redaktør.

Bemærk iøvrigt, at det snart ti år gamle eksempel herover fylder en hel halvside i bredformat, inklusiv to billedreproduktioner. Det er noget andet end de nutidige anmeldelser, som dagbladenes kulturredaktioner ofte spiser os af med, hvor anmelderen må fatte sig i korthed og nådigst får lov til at boltre sig på en halvside i tabloidformat med et enkelt eller intet billede.