Et sortklædt publikum sidder tæt sammen på gulvet i et lille rum, der er badet i et rødt, dæmpet lys. Rolig musik spiller. Sko er forbudt. Det er uformelt, men også mystisk. Tricket med den ukonventionelle ’salon setting’ er måske, at vi publikummer skal komme mere i kontakt med vores sanser. Ved at rykke rundt på ’tingenes orden’ bliver det tydeligt, hvordan rum og omgivelser skaber stemning og er med til at sætte dagsordenen. Æstetik er ikke uskyldigt, kunne være en pointe.

Vi er på Den Frie Udstillingsbygning som undertiden er overtaget af performancegruppen Sisters Hope med totalinstallationen Sisters Academy – The Boarding School – et ekstremt, sanseligt eksperiment, som åbner op for en kritisk gentænkning af og mulig modvægt til det rationelle paradigme, der definerer nutidens skolesystem og samfundet generelt: Altså et samfund, der favoriserer logisk intelligens og alt, der kan måles og vejes.

Imens Sisters Hope afprøver sanselige læringsmetoder en-til-en i en performativ rammesætning i de tilstødende rum, går eftermiddagens Visionssalon i kødet på den æstetiske samfundsvision fra en mere rationel vinkel: Fire paneldeltagere fra kunstens, undervisningens, politikkens og økonomiens verden er sat sammen for at diskutere, hvilken betydning det kan have at inddrage æstetik i undervisningssammenhæng. Ganske konkret, men samtidig utrolig abstrakt og ikke let at få sat ord på.

Fidusen at forklare en følelse
I panelet sidder Henrik Christoffersen, økonom og forskningschef i CEPOS med fokus på undervisningseffekten på landets grundskoler; Susan Sheddan, leder, strateg og forsker på læringsprogrammerne Early years in Families, Tate Britain og Tate Modern; Lisa Gjedde, leder af forskningscenteret reCreate på Aalborg Universitet og sociologen Henrik Dahl, der også er undervisningsordfører for Liberal Alliance.

De fire lægger ud med at reflektere over det sanselige som et nødvendigt og alment menneskeligt fænomen. De er enige om, at betydningen af den sanselige omgang med omgivelserne fortjener øget opmærksom. Problemet er, at sanselighedens effekt forsvinder, når vi forsøger at sætte ord på det – altså i det øjeblik, den bliver gjort til ’offer’ for den rationelle intelligens.

Henrik Dahl mener, at alle “er født poetiske”, og at sanselighed er tæt knyttet til barndommen, men burde fylde mere også i voksenlivet. Hvordan og hvorfor vi skal genfinde det poetiske, giver han ingen forslag til, men påpeger dog, at tal kan være utroligt smukke at se på, og uddyber, at hvis man kigger på tal på en sanselig måde, er det kunst.

Dahls kommentar rammer ganske vist plet i det omfang, at det æstetiske netop knytter sig til en sanselig frem for logisk tilgang til verden, men at den ’sanselige erkendelse’ er lig med en smuk eller behagelig oplevelse, virker alligevel lidt gammeldags. Det bliver svært at komme æstetikkens potentielle funktion i skolesystemet nærmere, hvis præmissen er, at kunsten først og fremmest skal være pæn at se på.

Her er økonomen Henrik Christoffersen lidt længere fremme i skoene med en kommentar, der åbner op for et mere inkluderende og åbent kunstbegreb defineret ved ’noget nødvendigt ekstra’ – forstået som en slags samfundsmæssig merværdi. Fidusen ved ’det ekstra’ er paradoksalt nok også ’det ekstras’ ulempe – nemlig, at det ikke kan forklares med ord, for så mister det sin ’ekstrahed’. Spot on sagt! Men hvad, kunne man fristes til at spørge, kan skolesystemet bruge den poetiske pointe til?

At lære gennem kunst
Det kan Susan Sheddan og Lisa Gjedde forklare. De arbejder begge med at implementere ’det ekstra’ som et konkret, konstruktivt redskab i reelle læringssituationer.

Sheddans agenda er at promovere kunst og kultur som led i en transformeringsproces, forklarer hun og peger på, hvad der sker, når kunstnere for eksempel involverer børn og unge i kunstneriske metoder og tankeprocesser fremfor at lære dem at lave kunst:

”De bliver i stand til at forhandle mellem ideer og manifestere deres tanker i visuelle, kropslige eller sanselige udtryk uden henblik på et bestemt resultat. Den kunstneriske facilitering af læring tillader en eksperimenterende og uforpligtende form for deltagelse, som både respekterer og motiverer til forskellighed.”

Indenfor rammen af en kunstinstitution arbejder Sheddan altså med at demonstrere, hvordan en kunstnerisk læringsstrategi potentielt kan udfolde sig – også i et skolesystem.

I tråd med Sheddans eksempel tilføjer Lisa Gjedde, hvordan læring gennem kunst gør læringen meningsfuld for den enkelte: ”Når læring går igennem elevens krop og sind knytter den sig til en personlig erfaringsverden samtidig med, at den giver redskaber til at sætte sig i en anden persons sted – eller se verden fra et andet perspektiv.”

Tusind sprog
Sheddan og Gjedde er begge inspireret af den italienske Reggio-metode – en pædagogisk filosofi, der arbejder med konceptet om ’tusind sprog’. Grundlæggende går det ud på, at bruge kunst som et læringsredskab og en metode, der giver børn og unge mulighed for at udtrykke sig i et andet sprog end det talte. Gjedde forklarer:

”I normale skoler er der ét sprog, der favoriseres, og det er det talte sprog, der bygger på den rationelle, logiske intelligens og kan bruges om alt det, der let kan oversættes til ord. Men med Reggio-metoden bliver skolebørn introduceret for flere mulige sprog f.eks. animation, video, maleri osv. Erfaringen er, at de børn, der før følte sig ekskluderet i den almindelige skoleundervisning får en stemme, bliver synlige og genvinder deres selvtillid. Og det er super vigtigt!”

Og det skal ikke forstås som et eksotisk ekstra sprog, understreger Gjedde. Det står ikke i modsætning til den ordinære skole, men er blot en anden måde at undervise på. ”Man kan faktisk lære matematik gennem kunstneriske processer. Det er en kropsliggjort læring, hvor man udtrykker sig gennem visuelle eller andre sanselige sprog. Eleverne bliver i stand til at stille spørgsmål og forholde sig kritisk. Kunne 2 + 2 for eksempel være 5? Ja, det kan det faktisk godt.”

Vi er vidner til en visuel vending
Gjedde runder af med at påpege det paradoksale i, at æstetik ikke fylder mere i undervisningen eftersom hele samfundet har taget en enorm visuel drejning, særligt med mediernes og reklamernes allestedsnærvær: ”Uddannelsessystemet har et ansvar for at give redskaber til at begå sig et samfund, hvor det æstetiske reelt har så meget magt og indflydelse, som det er tilfældet i dag.”

Mens panelet altså kunne bekræfte æstetikkens enorme betydning og indflydelse samt tydeliggøre behovet for at opprioritere æstetiske undervisningsmetoder, hænger et spørgsmål stadig i luften: Hvis det rationelle samfund er en konstruktion, der ikke har fulgt med den visuelle vending, hvordan vender vi så bøtten, så sanseligheden kan blive sat på skoleskemaet? Hvad skal der til – helt konkret – for, at vi fremadrettet får en skole, der anerkender og implementerer sanselige og altså ikke resultatorienterede læringsprincipper?