Morten Barker er optaget af grandiose landskabscenarier. Tidligere i karrieren har han i en række billeder ‘opdateret’ de idylliserede naturskildringer – så vedholdende eksponeret i vores billedkultur – ved at fotografere forsvarets øvelsesterræner. Det har resulteret i billeder, hvor guldalderlandskabet står der samtidig med, at det er kampvognenes og krigens landskab.

Læs interview med Morten Barker her

I sin nye serie Terra Nullius, som vises på Viborg Kunsthal, arbejder kunstneren videre med krigslandskabet som motiv. Denne gang er landskaberne hentet fra en række kendte krigsfilm såsom Apocalypse Now (instrueret af Francis Ford Coppola, 1979), Lawrence of Arabia (instrueret af David Lean, 1962) og The Hurt Locker (instrueret af Kathryn Bigelow, 2008). Handlingen og aktørerne er dog sorteret fra i billedredigeringsprogrammer, og hvert billede er samplet sammen af flere scener fra samme film. Tilbage står enigmatiske landskaber, som alligevel ikke er helt rensede og frigjort fra filmenes krigshandlinger. Alene dét, at billedmaterialet stammer fra film, som man kender, gør sit til at aktivere krigsrumlen et sted derinde i landskabet.

I et billede, der henter sit landskab fra filmen Sacrifice af Andrei Tarkovsky (1986), er der en rød spejling i vandet, som indikerer et flammehav, der ellers er fraværende i billedet. I andre billeder er der sænkninger i landskabet som måske, måske ikke, er bombekratere. Man overvejer, om der har kørt tanks i den mudrede forgrund, eller om det er spor efter en hær, man kan observere i sneen foran bjergprospektet? Man er altid lidt i tvivl, og Barker manipulerer desforuden med farvefiltre, pixelering og dybdeskarphed, der bryder med logikken og gør landskaberne fremmede og mindre tillidsvækkende.

Alt dette sker uden, at landskabernes grandiositet – endsige deres ‘skønhed’ – går af fløjten, hvis det går an at tale om det? Ja, der er faktisk tale om storladne, meget smukke billeder.

Flerdimensionel
Hvor Barkers projekt er båret af en forholdsvis gennemskuelig og enkel ide, forholder det sig anderledes med tyske, Glasgow-baserede Michael Stumpf, der i kunsthallens østfløj viser udstillingen We are more-dimensional.

Rummet er flot orkestreret med en dominerende skulpturel installation, der minder om et forstørret molekyle med atomer svævende på sine stave. Atomerne fremstår samtidig som store, farvede kampesten. Der er altså et spil i gang mellem en næsten usynlig og immateriel viden – atomerne, der kun kan undersøges via mikroskoper – og en håndfast materialitet i form af stenene. På samme måde finder man i udstillingen særdeles fysiske skulpturer formet som et stort nul og et stort ettal, der peger i retning af de usynlige binærkoder, der er centrale i computerteknologien.

Der hænger også en glasbeholder indeholdende gulerødder i en gæringsprocess (formoder jeg?), og på iPads kan man observere ‘et eller andet blåt’, der driver ned ad glaskolben.

Beklager, jeg kan ikke komme det nærmere, og infoarket opklarer kun, at Stumpf i samarbejde med Viborg Animation Workshop har skabt et såkaldt “augmented reality univers”, hvor glasbeholderen “kommer til live”.

I modsætning til Virtual Reality, der erstatter den virkelige verden med en simuleret verden, skulle Augmented Reality betyde en direkte visning af et fysisk, virkeligt miljø – forstærket af computergenerede eller ekstraherede sensoriske input – men hvad det lige er, man kan se, forbliver uklart for denne signatur.

I udstillingen står også en kæmpe ske, groft tilhugget i træ. Der er gulerødder, der tørrer ind på en stabel lertallerkner, der er en vandrende grenfigur med handsker på… og, ja, vi er flerdimensionelle, men der er altså ganske mange dimensioner i denne lagdelte udstilling, der forbliver kryptiske og udechifrerbare. Vildt irriterende – men så alligevel stimulerende, fordi Stumpf formår at skabe en så spændingsfuld, skulpturel tilstedeværelse i udstillingsrummet.

Intet sker?
Til slut skifter vi endnu engang optik. Vi skal omkring det israelske kunstner- og filmproducentpar Michelle og Uri Kranots animationfilm Nothing Happens, som foldes ud i to rum i kunsthallen. I det første rum konfronteres man af en stillestående film, hvor en flok mennesker helt fremme i billedets forgrund blot stirrer tilbage – ud af billedet, på dig. Store øjne!

I det bageste rum foldes fortællingen ud: Stedet minder om en sneklædt udkant af byen, hvortil først to musikere ankommer. Senere dukker andre mennesker op, og til sidst er der en hob af mennesker, der kigger på noget – vi ved ikke hvad. Synsvinklen skifter, men selv når vi er bag personerne, ser vi ikke, hvad der er foran dem; det fortaber sig i et diset perspektiv.

Ind imellem klippes til en anden scene: En trætop, hvortil sorte fugle ankommer. På et tidspunkt lyder skud, kragerne letter, og menneskene forlader drypvist stedet.

Det, der ikke sker, sker selvfølgelig i vores hoveder. Var det en henrettelse? Foregår historien under Anden Verdenskrig eller i Østeuropa? Tøjet kunne indikere det første, musiksporet det sidste. Selvom der eksperimenteres med synsvinkler og beskuerens position, overskrider eksperimentet aldrig sin filmkontekst, hvor det narrative er en bærende struktur.

Men indenfor sin genre er værket tyst og poetisk med sin egen sanselighed i de flimrende og urolige tegninger. Og så skal det siges, at værket vises i en Virtual Reality-udgave under den igangværende Viborg Animations Festival (25. sepember – 1. oktober) – en udgave, der ikke var sat op, da jeg gæstede Viborg.