SUPERFLEX udstiller i DIAS – et offentligt udstillingssted, der har markeret sig inden for den digitale og interaktive kunst, dog ikke i en kunstnerisk kontekst. Hele pointen med DIAS – akronym for Digital Interactive Art Space – er, at udstillingerne finder sted i byrummet. Nærmere bestemt på Vallensbæk Station, hvor S-togslinjen syd for København løber ned mod Køge. Efter Vallensbæk stopper toget i Ishøj og dermed Arken, og i Køge kan man opleve udstillinger på Køge Skitsesamling – KØS, som museet hedder i dag. Med andre ord ligger kunstoplevelserne som perler på en snor for den, der rejser sydpå som alternativ til det populære kunsttrip mod nord til museerne Ordrupgaard, Nivaagaard og Louisiana i Humlebæk.

DIAS åbnede i 2014 og er den første kunstinstitution af sin art i Danmark med det sigte at nå ud til folk i bred almindelighed. En kunsthal på en station! Vi kender det kunstnerdrevne udstillingssted Sydhavn Station. Men her skal man trods alt åbne en dør ind til udstillingerne. I DIAS løber man lige ind i dem. Her er der hektisk aktivitet, for dels benytter borgerne S-togstunnelen som smutvej gennem byen, dels er der megen trafik på selve stationen, især i myldretiden, når folk skal til og fra arbejde. Nogle borgere stopper op og bruger lidt tid på at afkode værkerne, mens andre haster forbi uden at opleve noget som helst.

SUPERFLEX’ nye videoværk til DIAS afspilles forskudt på to mindre monitorer på perronen og i trapperummet foran perronen samt på en stor skærm i tunnelen. Videoen har en suggestiv lydside, der sniger sig ind på alle, så uanset deres approach, hensættes den ventende i en næsten hypnotisk eller meditativ tilstand.

Feltarbejde til Sydkysten
SUPERFLEX er i dag en verdensberømt trio med medlemmerne Bjørnstjerne Reuter Christiansen, Rasmus Fenger og Jakob Nielsen og blev dannet i 1993. De indvier i øvrigt den 3. oktober et nyt værk i Tate Moderns Turbinehal. Et værk, som millioner af besøgende vil opleve i de kommende måneder. For nylig blev de desuden kommissioneret til at udsmykke de nye metrostationer i Sydhavnsområdet.

I Vallensbæk er de tre kunstnere igen gået til opgaven som en slags socialantropologer, der har udviklet nye tools – dvs. kunstværker – for at fortolke det sted, som de interagerer i. Hertil har de benyttet en for Vallensbæk-borgere ikonisk dokumentarfilm, som introduceres af kommunens første borgmester, Poul Hansen (1922-2017). Det var ham, der ledte Vallensbæk gennem den totale modernisering, hvorunder indbyggertallet blev tidoblet, og det var også ham, der lod borgerne afgøre deres tilhørsforhold ved en afstemning, da visse politiske kredse i 1975 ønskede at lægge egnens eneste konservative kommune sammen med dens røde nabokommuner.

Robotternes borgerrettigheder
SUPERFLEX har approprieret filmen med et spændende, visuelt sidespor og den omtalte suggestive lydside. Det er et psykedelisk, pulserende univers, hvor celler griber organisk ind i hinanden og flyder ud – som set i et mikroskop. Den lille grønne ø er her i stor fare for at blive opslugt af det altædende, røde plasma.

Selve dokumentarfilmen viser optagelser fra de første betonbyggerier i Vallensbæk på de bare marker. Det er ikke ligefrem noget charmerende syn, og det er det stadigvæk ikke, selv i dag, hvor træerne er vokset op. Der vises også klip fra etableringen af Køge Bugt Strandpark. Imens fortæller en voiceover om robotternes rettigheder i kommunen, som om de allerede var flyttet ind i 1960’erne.

SUPERFLEX har i egenskab af ”Arbejdsgruppen for Robotintegration i Vallensbæk Kommune” skrevet en slags etik for robotters rettigheder. De lyder: ”1. Et menneske må ikke gøre en robot fortræd, eller, ved ikke at gøre noget, lade den komme til skade. 2. Et menneske skal adlyde ordrer givet af robotter, så længe disse ikke er i konflikt med punkt 1. 3. Et menneske skal beskytte sin egen eksistens, så længe dette ikke er i konflikt med punkt 1 eller punkt 2.” Denne fiktive lov favoriserer klart robotter i forhold til mennesker. Den ironiske og samfundskritiske holdning er her til at tage at føle på. For globalt taler man om, hvordan man skal forholde sig til det uafvendelige indtog af robotter i samfundet – om de skal betale skat eller ej.

Således anvender SUPERLEX en højst lokal kontekst til at diskutere nogle lange mere vidtrækkende og globale problemer med hensyn til, hvordan vi skal forholde os til robotterne. Men er det i virkeligheden ikke de af samfundet ensrettede mennesker, det handler om? Hvor stor er forskellen egentlig, tænker man, når man ser de levende robotter defilere forbi? De synes styret af en fjernbetjening og virker til at være fuldstændig i det senkapitalistiske, effektivitetsfikserede, omstillingsparathedskrævende samfunds vold?

Der er noget at rejse ned til i Vallensbæk pt. Men jeg har en kritik: Lydsiden er alt for svag til at overdøve de buldrende tog og den dårlige akustik, især i tunnelen, så det er kun de mest ihærdige og tålmodige, der overhovedet får udbytte af det ellers meget perspektivrige, underfundigt humoristiske og socialt kritiske værk.