Andreas Emenius minder mest af alt om en filminstruktør, der på skiftevis svensk og engelsk tager beslutninger om alt fra hestemakeup til nuancer af limegrøn. Emenius prøver at få ansvarsområder uddelegeret for at få tid til at være alene og tænke – som når han maler i studiet, forklarer han.

Ti dage før tankstationen bliver centrum for Emenius’ maleriske totalperformance COMING BACK FROM THE GAS STATION, EVERYTHING MELTS THROUGH US, er her næsten øde. Kun en ensom taxa, der holder pause, og seks mennesker med Andreas i midten. ”How tall is the horse?” udbryder Emenius og tager hånden op over hovedet: ”Taller than me?” Han trækker en fiktionel hest rundt. Instruktøren Emenius’ arbejde minder om en avantgarde kultfilm – en kunstner, der finder synkronitet i det, der ligner kaos.

Komplimentære modsætninger
Synkronitet er faktisk det ord, der binder Emenius’ kunstneriske praksis sammen: ”Noget, der både giver mening og ikke giver mening”, svarer han til spørgsmålet om, hvordan live musik, Red Bull-drikkende statister, der mikser gips i spande, og en hvid hest med makeup overhovedet kan forstås sammen.

”Kunst skal være lidt gådefuldt og placere dig et andet sted, men samtidig være forbundet til virkeligheden – hverken ren fantasi eller socialrealisme.” Andreas Emenius konstruerer sine universer i malerier, musikvideoer, skulpturer og performances og viser dem på alt fra galleriers hvide vægge, catwalks for Henrik Vibskov, musikscener med Trentemøller og nu tankstationen på Amager. Elementerne forbindes i kunstnerens demokratiske syn på dem:

”De er alle sammen på samme niveau for mig, de forbinder sig til hinanden. Arbejdsprocessen er selvfølgelig forskellig – fra at stå på et stort filmset og instruere til at male alene. Men hvorfor kan en film ikke være præcis ligesom et maleri? Jeg sigter efter, at få de to verdner til at smelte sammen. Jeg tror bare ikke, jeg er lykkedes med det endnu.”

Den grundlæggende fascination for modsætningers sammenhæng er én af Emenius’ primære drivkræfter. “Jeg kan virkelig godt lide ting, der ser ud til at stå stille og bevæge sig samtidigt. Ting, der både er lette som fjer og tunge. Modsætningerne er for mig ikke modsætninger, men på en måde komplimenterende.”

Bagved sammensmeltningen af medier, kontekster og samarbejder opstår de nye betydninger altså: ”Når synkroniteten virker, giver det mening, men du forstår ikke hvorfor. Der er en ’uncanniness’ ved det, og det ’uncanny’ er virkelig, hvad jeg stræber efter. Noget, der føles familiært og forbundet, men som logisk ikke giver mening.”

Universer opstår
”Jeg arbejder altid på samme måde, jeg starter med en tegning, der relaterer sig til et ’rum’ og begynder at putte ting herind, der giver mening. Både ting, jeg selv laver, og noget, der allerede eksisterer, som jeg laver om. Det er balancen og præcisionen i disse ting i rummet, der er ligeså vigtig, som det jeg vælger fra,” forklarer Emenius.

Den kommende performance startede med forbindelsen mellem en tankstation og en hest. På denne vis minder hans proces meget om hans arbejde med maleriet – et lag ovenpå det næste – med præcise linjer og detaljer – indtil det erklæres færdigt. Der er en særlig koncentration i den maleriske proces, som Emenius prøver at videregive til de mange medvirkende, der bliver en del af hans performance: ”Måden, jeg instruerer performerne på, er, at de har en meget specifik opgave, der er den vigtigste ting at kigge på. Så kan den udvide sig og blive til noget mere.”

Heste og væsker
Det starter aldrig med de store konceptuelle ideer, men med en fornemmelse eller tanke, der så bliver udviklet. Universer opstår fra dagligdagen og ikke fra de store kunsthistoriske kontekster og ismer. Emenius illustrerer: ”Jeg har hele mit liv haft denne her ting med mælk som noget stort og sexet. Og Red Bull er både myten om tyrens testikler som ingrediens – vældigt pompøst – samtidig med, at det er en drink, der tilhører ravekulturen.”

Tankstationen og hesten har ligeledes været et centralt billede på mødet mellem den gamle og nye verden. Et symbol på den storslåede Americana-kultur, som Emenius kunne drømme sig væk i fra sin opvækst i Farsta, en forstad til Stockholm – et fremmed, æstetisk univers. Totalperformancen er dog ikke en hymne til dét, der har været eller en utopisk forestilling om fremtiden. ”Den er ikke nostalgisk eller en ’kommentar’, det er visse ting, der forbinder vores tid lige nu.”

Sportens singularitet
Men er der så nogle overordnede temaer, der passerer gennem hans værker, medier, samarbejder og kontekster? Emenius tøver og peger så på sin albue: ”Kinetisk bevægelse. Hvordan bevæger denne albue sig, hvordan virker den? Det er ikke det anatomiske, jeg prøver at beskrive, men sensationen og det sære i det. Det er ikke et ’studie’, men en interesse i bevægelse.”

Bevægelse leder over til sportens verden – noget man tydeligt ser i Emenius’ tidligere videoværk PLAYER, hvor man ser ham spinde en basketball på fingeren i slowmotion. En udforskning af lemmernes bevægelser, der muliggør handlingen. ”Der er en singularitet i sport. Hvis du ikke har denne her ”sphhhe” (han fyrer armen gennem luften og laver denne lyd), så kan du ikke gøre det. Jeg er ikke fascineret af sportens idé om ’at være den bedste’, men meget mere af den her anden ting.” Synkronitet og singularitet.