LYDKUNST/Cph Art Week #1: SKIBET af Oh Land og Eske Kath

LYDKUNST/Cph Art Week #1: SKIBET af Oh Land og Eske Kath

Oh Land og Eske Kath: SKIBET. Pressefoto

Under Cph Art Week ’17 – Sound & Vision sætter LYDKUNST spot på aktuelle udstillinger og kunstnere med daglige podcasts serveret til morgenkaffen, cykelturen, eller hvor du foretrækker at lytte til dine podcasts. Denne særudgave af LYDKUNST handler om ’et skib i skibet’.

Musikeren Oh Land og billedkunstneren Eske Kath står bag udstillingen SKIBET i Nikolaj Kunsthal.

Nikolaj Kunsthal har til huse i en gammel kirkebygning, og inde i kunsthallens særegne rum, kirkebygningens hovedskib, har Oh Land og Eske Kath skabt en kæmpeinstallation – et containerskib i flere etager midt i et oprørt bølgehav.

Vi mødte Oh Land og Eske Kath, mens de var ved at gøre udstillingen klar.

Hør dem fortælle om, hvordan en flytning fra New York til Danmark blev inspiration til udstillingen, om hvordan det på alle mulige måder gav mening at bygge ’et skib i skibet’, om hvordan maskinrum og kommandobroer kan være symboler på vores tilværelse, og om hvordan overskydende konstruktionsmateriale og fraklippet lyd også bliver en væsentlig del af udstillingen.

God fornøjelse!

Podcasten er blevet til i samarbejde med kunsten.nu og med støtte fra Statens Kunstfond, Dansk Komponistforening og KODA's kulturelle midler.

Del artiklen

'LYDKUNST/Cph Art Week #1: SKIBET af Oh Land og Eske Kath'

Facebook