Feminismen opererer i bølger, ikke perioder. Første, anden, tredje og nu fjerde bølge, alle med forskellige dagsordner. Ting kommer og går. Og så er der ting, der glider ud og vender tilbage. Noget, der aldrig helt forsvinder, men som ligger og ulmer i baggrunden. Feminismen arbejder med et flydende historiebegreb.

På FUTURE FEMINISM popper feminismen op igen. Den bryder frem som en række udsagn eller ’grundsætninger’ – alle formuleret af kunstnerne Anohni, Kembra Pfahler og Johanna Constantine. Ordene står indgraveret på 13 runde sten, der hænger i det mørke rum på ’O’ Space i Aarhus – med udsagn som: ’THE SUBJUGATION OF WOMEN AND THE EARTH IS ONE AND THE SAME’ og ’RESTORE THE FEMALE ARCHETYPE AS CENTRAL TO CREATION’. Sætningerne fungerer som en slags provokationer eller samtalestartere.

Samtidig er installationen en container. For på ’O’ Space kan man indtil begyndelsen af september deltage i paneldiskussioner og workshops arrangeret af Anohni, Pfahler og Constantine. Det samme gjorde sig gældende, da udstillingen blev vist i New York for nogle år siden. Dengang fik den en del presseomtale. Også Hillary Clinton har sidenhen refereret til den. For det er blevet hipt at være feminist. Hvilket ikke gør budskabet mindre vigtigt.

Matriarkers håb
Som ord er ’feminisme’ i sig selv et paradoks, netop fordi det ikke refererer til en ’isme’, men til en måde at gøre op med andre ismer og ideologier på. Her, i denne udstilling, er der især fokus på miljøet. Eller rettere, på hvad det patriarkalske system gør ved miljøet. Og ikke mindst på ”drømmen om et andet system,” som en af udstillerne, Johanna Constantine, påpeger.

Dog virker det umiddelbart, som om kunstnerne mest af alt gerne vil komme med nye lovord, skifte den eksisterende ideologi ud med en ny. For kunne der være noget mere patriarkalsk end en ’mindesten’ eller en ’inskription’, der allerede spiller ind i en nedarvet ideologi? Kunne dette symbolsprog signalere andet end patriarkalske genealogier?

Til åbningen spørger jeg performancekunstneren Kembra Pfahler om, hvad de som gruppe forestiller sig, en mere ’feminin’ forståelse af verden ville indebære? Om kvinder mon har mere indsigt i miljøpolitik? Hun kaster spørgsmålet tilbage i hovedet på mig: ”Hvordan kan vi vide det? Har vi nogensinde fået lov til at sidde med ved bordet?” Det er godt at få stillet – og stille sig selv – den slags spørgsmål, men samtidigt også svært at vide, hvad man skal bruge dem til, tænker jeg.

”I’m not an essentialist! I’m in a punk death metal band!”
Anohni, musiker og Aarhus 2017 Artist-in-Residence, blander sig herefter i diskussionen. Jeg spørger hende, hvordan deres definition af feminisme adskiller sig fra tidligere versioner – og igen, hvad dette har med miljøet at gøre? Er det ikke bare at blande to ting sammen?

”Slet ikke!” svarer hun. ”Det handler jo om det samme! Det er den samme kamp.” Og mens vi taler sammen, begynder argumentet at folde sig ud.

”Det patriarkalske system har haft en tendens til at fokusere på den umiddelbare fremtid og på kapitalen,” argumenterer Pfahler. Anohni fortæller, hvorledes andre feminister efter den første udstilling i New York beskyldte dem for at være essentialister. Hvorefter Pfahler tilføjer: ”Jeg er ikke essentialist. Jeg er i et punkdødsmetalband!”

Essentialisme lyder som en term fra 70’erne – og det, man først og fremmest associerer med den feministiske essentialisme, er vel troen på, at kvinder og mænd nu engang er væsensforskellige – og at det er det patriarkalske system, som undertrykker kvindeligheden. Den sociale konstruktivisme argumenterer derimod for, at vore kønsmæssige forskelligheder udelukkende bygger på samfundets konstruktioner.

Og så er der den performative kønsforståelse, som ligger et sted midt imellem – hvor kønsstrukturer ikke er noget, vi umiddelbart kan undslippe, men som vi trods alt kan spille op imod og protestere imod – ikke mindst gennem vores køn. For hvis vi ’bliver’ vores køn ved at ’performe’ det, kan vi vel også strække grænserne for, hvordan den performance skal se ud? Optage sproget på nye måder?

Undertrykkelsen af naturen
Netop dette synes at være kernen i udstillingen: En ’anden’ måde at være i verden på. Jeg spørger dog kunstnerne, hvad de synes om at blive beskyldt for at være essentialister? Om de ikke godt kan forstå anklagen? Pfahler gentager, at hun ikke er essentialist, men at hun samtidig ikke ønsker at træde tilbage i en orden, hvor ’mand’ og ’kvinde’ smelter sammen som begreber. ”Nogle kvinder ønsker lighed med mænd. Men jeg ønsker ikke at deltage i et maskulint system,” siger hun – og påpeger samtidig, hvordan både mænd og kvinder er ofre for den samme tankegang. Anohni tilføjer, at vi må erkende, at vi selv er en del af problemet. At vi selv skubber disse opfattelser fremad og holder dem i live – og at det derfor også er vores ansvar at lave om på dem.

FUTURE FEMINISM kredser derved om en strukturforandring, der befinder sig helt nede under systemtænkningen. Udstillingen er en måde at gentænke tingenes orden på. Man kan som nævnt være tilhænger af denne tankegang, uanset om man er mand eller kvinde, forklarer kunstnerne. ”For sådan noget som klimaforandringer påvirker netop os alle,” svarer Anohni. ”Ligesom Dakota Pipeline-demonstrationerne heller ikke handlede om at få rent vand til indfødte indianere, men i virkeligheden om at få rent vand til ALLE, ja, så er dette jo det samme!” Hun henviser dermed til, hvordan et oprør fra bunden kan være med til at ryste hele systemet. ”Det system, der skader naturen, er det samme, som undertrykker kvinder,” slutter Anohni.