Det har stået på i nogen tid og tog for alvor fat i forsommeren 2017. Kunstnere og andet godtfolk myldrede til Athen, ikke for at nyde solen og historiske ruiner, næ, for at møde hinanden og lave noget sammen. For at lave kultur. Det var altsammen mere eller mindre dirigeret fra et hovedkontor i den mindre tyske by Kassel, som med den internationale documenta-udstilling hvert femte år rummer en af kunstverdenens væsentligste præstationer.
Som respons på den græske stats vedvarende økonomiske krise valgte documenta-folket at henlægge en satellit af deres aktuelle udstilling til den græske storby. Så sker der noget. Det lokale kunstliv aktiveres og suppleres af de mange, som kommer til byen, omend midlertidigt. Atter andre slår sig ned i længere perioder, fordi det er her, mulighederne er.
Hvorfor al denne snak om en græsk storby og en tysk flække – jo, det er dels for at forstå, at en lokalitet kan hænde at få uventet og voldsomt stor interesse, og dels for at forstå, at kreative og professionelle mennesker alle dage stimler sammen og skaber miljø.
Billedhuggeren Astrid Noacks atelier er et eksempel på et sådant miljø. Både dengang og nu. Nogle søger i landlighed, men langt de fleste søger mod byen. Byerne tillader gennemstrømning, og bevægelsen er vigtig. De attraktive byer har derfor alle dage været dem, hvor der var huller til kunsten. Som nu, hvor kunstnere i den græske hovedstad finder overkommelige lejemål, centralt beliggende og kun nænsomt restaureret. Præcis som i 1990’erne, hvor kontinentaleuropæiske og amerikanske kunstnere og kreative fandt sig et hjem i Berlin.
Det er ikke bare kunstnerne, der skal have det godt. Det er også alle os andre. Vi fortjener at have de udøvende kunstnere tæt på. Ikke i reservater, men i imødekommende miljøer klods op ad de boliger, hvor hverdagen udspiller sig. Kunsten trives ikke kun med store institutioner og forkromede koncepter. Bevares, mastodonterne har deres berettigelse, men de kan ikke stå alene. Kunsten trives i en baggård med ulåst port.
Kunstnerne, som har indfundet sig i det kompleks, som tidligere husede Astrid Noacks atelier, kommer fra alle genrer, ikke kun billedkunsten. Musikere, både rytmiske og klassiske, øver og laver større og mindre koncerter. Hertil er der arrangementer af mere eksperimenterende karakter, for der står ikke et stort neonskilt ved indgangen, som fortæller, hvad det er for en slags institution. Alt er muligt i Astrid Noacks atelier.
Som sådan er ånden fra dengang Astrid Noack etablerede sig i baggården bevaret. Men her er ingen grund til nostalgi. Samtidens brugere er dedikeret til egen praksis, velvidende at de udfolder sig på et historisk sted, hvis originale væsen synes påfaldende intakt. Det kan man godt tænke lidt over. Det kan man godt sætte pris på. Men man kan også bare klø på, og det er dét, de gør derinde i baggården i Rådmandsgade på Ydre Nørrebro.
Lige nu er komplekset omkring Astrid Noacks atelier en levende kulturinstitution. Det er bevaringsværdigt og beundringsværdigt – først og fremmest fordi det er og bliver ved. Baggården er et hul i byen, et godt hul, som man kan falde over og svømme hen i. Et hul, hvis bund endnu ikke er set. Et hul, hvorfra kunsten og kulturen springer.
Dette essay er oprindelig skrevet til publikationen Det her er (2017), der dokumenterer liv og begivenheder i Rådmandsgade 34. Matriklen huser blandt andet kunstrummet Astrid Noacks Atelier, hvor billedhuggeren Astrid Noack levede og arbejdede fra 1935 til 1950.
