Hvem skal genopfinde venstrefløjen?

documenta 14 er en flosset, frustreret, næsten desperat sag. Den har fået sine drøje hug for at være såvel betonpolitisk, publikumsarrogant og kriseeksotiserende. Lisbeth Bonde var her på siden heller ikke begejstret og efterlyste mere struktur, mere fokus, en slankere og mere præcis dagsorden.

Læs anmeldelse af documenta 14 her

Hele konstruktionen med at splitte udstillingen i en Athen- og Kassel-del viste sig da også som en betydelig bedre ide på papiret end i realiteten (og vel også forbeholdt en lille privilegeret klasse, der både har tiden og økonomien til at indtage hele to monsterudstillinger med 2500 kilometers afstand). I Kassel blev dette fatalt demonstreret ved den omfattende præsentation fra National Museum of Contemporary Art, Athen på Fridericianum, der ikke bare manglede logisk berettigelse, men langt hen ad vejen også kunstnerisk klasse, simpelthen.

Kriser og modbilleder
Når det er sagt, forekommer føromtalte desperation i mine øjne ikke desto mindre befordrende i Kassel.

Grundtonen er fornemmelsen af en altomfattende krise: Demokratikrise, migrationskrise, miljøkrise, postkolonial krise, fordelingskrise, kønspolitisk krise, racepolitisk krise, listen er lang.

Modbillederne kommer ikke mindst fra kunstnere med rod i gamle, traditionelle ‘fjerdeverdenskulturer’ fra eksempelvis Cambodja, Sudan, Mongoliet og Sameland – cadeau til det og i det hele taget til den risikovillighed, der ligger i, at documenta 14 ikke er en parade for kunstens verdensstjerner – men disse modbilleder står ikke uden en udbredt fornemmelse af skrøbelighed og lidenhed i forhold til de brølende og dominerende magt- og undertrykkelsesstrukturer.

Venstrefløjens krise
Så hvad fanden stiller vi op med det hele? Her er det, at udstillingen også demonstrerer venstrefløjens krise, dens desillusion, dens fallit. Deraf desperationen. Udstillingen har det helt ublu, ‘venstreorienterede’ afsæt – hvilken såkaldt ‘politisk’ udstilling har ikke det? – men her har kunsten alligevel noget, som den politiske venstrefløj ikke har, nemlig modet til at stille spørgsmålene også til venstrefløjen selv og til at se fallitten lige i øjnene. Og så er det, man kan ramme et ‘krisefornemmelsens nulpunkt’.

Et kerneværk i den sammenhæng er Naeem Mohaiemens videoinstallation Two Meetings and a Funeral (2017), som netop undersøger verdenssocialismens ‘sørgelige’ historie. Mohaiemen bedriver en slags kunstnerisk historiearkæologi, hvor han udgraver fortællinger – ikke mindst om 1970’ernes revolutionære strømme – i en blanding af klip fra nyhedsmedier, reportagefilm og interviews. Afsættet for nærværende film er den konference, The Non-Aligned Movement (Dk: Den Alliancefri Bevægelse, en bevægelse af tredjeverdenslande) holdt i 1973 i Algeriet.

Den internationale socialismes storhed og fald
På den ene side var konferencen symptomatisk for en revolutionær vision om opgør med det europæisk-amerikanske verdensherredømme, på indførelsen af en ny økonomisk og magtpolitisk verdensorden, et antikapitalistisk og antiimperialistisk kampråb. Som en af filmens protagonister, den marxistiske historiker Vijay Prashad, formulerer det: “Den tredje verden var ikke et sted, men et projekt.”

På den anden side kan konferencen også læses som begivenheden, der fremviste de første tegn på projektets erosion. For det kollapsede ikke alene på grund af massiv – hovedsagelig amerikansk – kontrarevolutionær virksomhed overalt i verden, men også – foreslår filmen – på grund af “det tragiske ideologiske skred” fra socialisme til islamisme, som også forestod i 1970’erne.

I den sammenhæng bruger Mohaiemen som fixpunkt sit hjemland Bangladeshs overlevelseskamp i 1970’erne, som netop førte den skrøbelige, unge nation i hænderne på OIC (Organisation of Islamic Conference (Dk: Den Islamiske Samarbejdsorganisation)).

En dum og sørgelig bygning
I den historieskrivning, som Mohaiemen foretager i sine film, lader han ofte verdensbegivenheder fremstå som prismer, hvorigennem et utal af fortællinger stråler – for fortællingen kan i sandhed fortælles fra mange synsvinkler. I Two Meetings and a Funeral er perspektivet ikke mindst fra den tredje verden, hvilket i sig selv er øjenåbnende, men det er også i en mere abstrakt – men ikke mindre væsentlig – forstand fortællingen om en drøms fallit.

I en central scene besøger Vijay Prashad konferencebygningen, som i dag er i forfald. En “dum”, modernistisk bygning, umulig at vedligeholde pga. af økonomisk smalhals, umulig at bruge, umulig at rengøre, et “sørgeligt” manifest for projektets fallit. Prashad står alene i den store skal af en kuppelhal og slår ud med armene.

Fortællingen er fuld af skæve perspektiver, sidehistorier og blik for absurditeter som fortællingen om den ‘Sputnik-kult’, der opstod efter Sovjetunionens vellykkede rumforsøg, eller det ubetalelige klip fra en FN-konference, hvor en delegeret pludselig taler om afhængigheden af det teknologiske udstyr i FN-bygningen, der blandt andet muliggør den globale kommunikation via oversættere. Det, som måske lyder som afsporing af fortællingen, fremstår i filmfortællingen med sin egen logik.

Alle er enige, men ingen drømmer
Men det er også en fortælling, som slår hovedet på sømmet og rammer i kernen af de problematikker, som documenta bringer til torvs.

For selvom alle (lad os bare generalisere groft) documentas kunstnere, arrangører og publikummer er enige om, at der skal ske noget – at den skæve og uretfærdige verdensorden må tages alvorligt, at klimasituationen må tages alvorligt etc – så har venstrefløjen tabt vreden til nationalisterne, og der ingen, der ‘drømmer’ om forandringer som i 1970’erne. Godt for det, kunne man sige, for udartede drømmene sig ikke også i flykabringer, menneskefjendske ideologiske skyttegrave, magtfuldkommenhed, censur og andet skidt? Jo, men drømmen i sin essens er vel værd at genoverveje, reorganisere eller rehumanisere al den stund, at uligheden stadig består og synliggøres stadig mere i takt med den stigende globalisering og al den stund, at menneskene for første gang i verdenshistorien virkelig er i stand til at udslette sig selv (og tilsyneladende ikke ryster på hånden)? Det er det perspektiv, Mohaiemens film kredser ind.

For hvem skal drømme og genopfinde ‘venstrefløjen’? Er det muligt i Det Globale Syd, hvor betingelserne ser svære ud? Er det muligt i Det Globale Nord, hvor man nok teoretisk bakker op om FNs verdensmål (blandt andet mindre ulighed), men hvor selv ikke verdens mest demokratiske, lykkeligste eller rigeste folk, når det kommer til stykket, vil give privilegier fra sig eller revidere en livsstil, der kræver fire-fem kloder, hvis alle klodens folk skulle have det samme (og det vil de!)?

Det er det nulpunkt, documenta og Mohaiemen rammer. Desperat eller sørgeligt, javist, men måske også det nødvendige punkt – for uden nogen reel erkendelse af et nulpunkt, tager ingen ny drøm eller begyndelse form.