‘Merry Christmess’

Juleudstillinger… Så hellere dyppes i glögg og piskes med lyskæder, tænker man umiddelbart. Men to friske gallerier, eller rettere projektrum uden fast tilknyttede kunstnere, har det til trods valgt at lave jule-udstillinger. Det er en problematisk ting, da der skal gøres en del julegymnastik for at få de indhentede kunstnere til at folde sig ud under et jule-tema, og hvem kan overhovedet det? FEDT har valgt den åbne form, hvor der er plads til mange forskellige tolkninger af temaet, mens WAS (Wonderland Art Space) har valgt et snævert perspektiv, hvor kun mørkets ondskab sejrer. Heldigvis er der i begge tilfælde blevet produceret værker specifikt til udstillingerne.

Ondskabens tomhed
Det er sikkert tænkt som et friskt alternativ til julestemningen at angribe det søde, fesne og puttenuttede med modsætningen: En ondskabens juleudstilling. Men desværre er kun virkelig få af værkerne onde – for eksempel Vi Ondes sataniske alter, Jon Stahns fantastisk onde juletræ og Kasper Sonnes knuste glasrammer med titlen The Construction of Crisis. Resten er enten malplaceret eller har på ingen måde ondskab eller bare humoristisk bid. Det er simpelthen ikke alle kunstnere, der er onde og samtidigt skarpe. Masturbation, simpelt oprør på lærred, blå rombe (med ridser!!!) og kattecollage er simpelthen ikke ondt! WAS skulle have valgt at prioritere de få gode på den lille plads. Det ville sikkert kun gøre dem endnu bedre og udstillingen endnu mere ond i julesulet.

Fed og politisk korrekt
FEDT er ikke bare det, man smører på brødet her i overflodens højtid. Det er også et nyåbnet københavnsk galleri med et lidt for selvfedt navn, der her i december præsenterer udstillingen Rebranding X-mas, der bare er galleriets anden udstilling. Det store i den forbindelse er den refleksionsværdi, som udstillingen på dette spæde galleri formår at sætte i scene. Julen er både afsæt for kapitalkritik som i Rasmus Nielsens politisk korrekte collager med børnesoldater og diamanter som ilandets dårlige og blodige samvittighed. Klimaet forbigåes ej heller med trope-gran af Krista Rosenkilde. Glædelig CO2-jul! Heldigvis tæller udstillingen også mindre korrekte indslag.

Næstekærlig skarphed
Selveste jesusbarnet får fornyet og aktuel skarphed med Ulrik Wecks vægtekst Merry Christmess og fantasifuld tyngde med Mikkel Brixvolds naturtro lig i pose og tornekrans – begge i bly! Skilsmissegarnet bliver strammet så hårdt, at skilsmissebarnet bliver revet midt over i Søren Faullis (sikke en barndom!) retur til kunstverdenen. Derudover bliver familiejulen skarpt observeret af akademisten Mette Helene Rasmussen og Søren Dahlgaard, imens Ida Kvetnys fascinerende skulptur med titlen Relativitet står uklar tilbage. Sidst og aldrig mindst højtråbende angriber Kristian von Hornsleth næstekærligheden på frisk, provokerende vis.

En synd er os født
Og her kommer Hornsleth til sin ret, fordi han ikke er ude i et socialt øjemed, men forstår (og tør) som få at bide til bolle, smide de uhørte udsagn lige i ansigtet på én, samtidig med at han selv som person og brand er viklet ind i selv samme anarkistiske og infantile udsagn. ‘Glædelig jul’, og nisse-porno-pigen har (blandt andet) en arm langt oppe i underlivet på nisseveninden.
Product of love/My wife is younger than yours/You will die/A king is born/Help us God/Greed-Ambition&Power!, er bare nogle af teksterne på de pornoprydede julestjerner installeret på små grangrene boret ind i væggen i en stor julehjerteform. En synd er født og vi er alle efterkommere – også Hornsleth. Yes.

At bide til sulet
De to juleudstillinger siger ikke en masse om julen, og slet ikke når glædens og lysets fest blot ironiseres i ondskabens formørkede univers. I negationen ligger der som bekendt sjældent et nyt perspektiv. Men i FEDTs ligeså lille men skarpere, næsten post-ironiske, temaudstilling tør man godt bide til sulet og røre ved julen – også uden fløjlshandsker. Det er rent faktisk vellykket, blandt andet fordi værkerne løfter i fællesskab og får temaet i spil uden at begå kunstnerisk julemord.