Værkerne vokser og spirer og ophober sig på Den Frie. Kunsthallen er nemlig indtaget af Tue Greenfort, der arbejder meget konkret med det biologiske, og hans værker er i færd med at ”spise” bygningen, som titlen lidt spidsvinklet siger det. I realiteten er de blot i færd med at indtage næring i bygningen.

Meget konkret ses det i det klassiske Tue Greenfort-værk Conservation, hvor en træstamme i en lodret glaskolbe langsom fortæres af borebiller, der omdanner træet til savsmuld, som så ophober sig i bunden som et langsomt timeglas. Da jeg var forbi med min naturinteresserede datter, så vi til hendes udstrakte glæde to af borebillerne parre sig. Det meste af dette rum er dedikeret opslag fra især tyske aviser om natur, klima og økonomi. Modsat mange andre kunstnere, der arbejder i det økologiske felt, er Tue Greenfort ikke en prædikant, der fortæller sine ligesindede, at det er for galt, sådan som vi behandler naturen. Han er mere cool og dialektisk, lægger interessante fænomener frem på baggrund af en stor viden om både biologi og filosofi.

Esben Lunde-natur
Et af rummene er omdannet til en levende rapsmark og har fået titlen Monokultur. Man kan gå igennem den, og i løbet af udstillingen vokser rapsen og sætter blomst. Det er en levende, minimalistisk skulptur, der nok adresserer problemet med monokultur i landbruget – altså dét, at man dræber biodiversiteten (dvs. mangfoldigheden af arter i et økosystem), når man dyrker jorden. Men gør det på en ikke-fordømmende og æstetisk skøn måde. For det er jo selve landbrugets præmis, at man er nødt til at skabe marker med én afgrøde, hvis det bare skal være nogenlunde effektivt og rentabelt. Så i disse Esben Lunde Larsen-tider, hvor en mark tæller for natur, må diskussionen være, hvor grænsen går for uhæmmet udbredelse af monokulturer, før vi ødelægger den grundlæggende biodiversitet.

Et andet aspekt af landbruget er gødning, og Greenfort har konstrueret en (formentlig fascinerende) skulptur i form af et ‘kunstgødnings-springvand’, hvor varmen i rummet får vandet til at fordampe og kunstgødnings-krystaller til at aflejre sig og i løbet af udstillingen at tårne sig op som urinstof-drypsten. Men ak, da jeg besøgte udstillingen, virkede installationen ikke på grund af tekniske problemer.

Svampe og gopler breder sig
Der er også et svamperum, hvor østershatte spiser kogt savsmuld inde i en cylinder af agavefibre, der hænger fra loftet som en boksebold. Svampene vil i løbet af udstillingen vokse og gennembryde overfladen for at besætte installationen. Mange opfatter stadig svampe som en slags planter, men de udgør et rige for sig, der genetisk set er tættere beslægtet med dyr end med planter. I de senere år er det blevet tydeligt, hvor stor en rolle svampe spiller i skovenes økosystem med lange kommunikationskanaler, der transporterer nærings- og signalstoffer mellem træer – en slags skovens internet. I det hele taget spiller de en afgørende rolle i økosystemer med at nedbryde dødt materiale – på godt og ondt.

Økosystemet spiller også en rolle i det rum, der handler om goplen periphylla, der hærger de norske farvande i kølvandet på det generelle iltsvind, der igen er en konsekvens af klodens klimaproblemer. Goplen er meget overlevelsesdygtig og kan komme til at dominere dybhavslivet på bekostning af biodiversiteten. Og så er den meget smuk med sine lilla-orange farver. Tue Greenfort har fået lavet en sindrig glasskulptur af den og viser i samme rum en norsk undervandsfilm, hvor goplerne svømmer rundt i dybet.

Affald og støj
Det værk, som mest tydeligt viser menneskets indflydelse på naturen – eller rettere samspillet mellem os og den – er Ruderat, en slags genskabelse af disse tomme industripletter, grøftekanter eller ikke-steder, hvor affald, stenet jord og ukrudt lever et upåagtede liv. Dårlig, stenet jord hvoraf der vokser tidsler, brændenælder og andre hårdføre planter. Et traktordæk, en rusten wire, noget affaldstræ, en sodavandsdåse, noget af en flise fylder rummet, og man føler sig hensat til et forsømt hjørne af en industrigrund. På documenta 13 i 2012 arbejdede den franske kunstner Pierre Huyghe også med ruderatet i en stor, udendørs installation, der mest af alt lignede en forsømt losseplads med sit eget syrede liv, der nu var tilgroet. Hos Greenfort er vi indenfor, og alene derfor er det kunstige indlysende, men ikke mindre fascinerende.

Således Tue Greenforts installationer, men der er en vigtig komponent, som også skal nævnes, nemlig lyden. Rummene har hver sin rumlende, pulserende eller skærende dronestøjlyd, der beskrives som ‘meditative’, hvilket de ikke på nogen måde er. Selv for en hærdet støjlytter som mig, er de snarere stressende, og for nogle vil de måske være så stressende, at det vil være generende for dem, så de er nødt til at forlade udstillingen. Det skal dog siges, at de ikke spiller hele tiden. Lydene er komponeret af Shankar Kishore, og de har angiveligt hver især en sammenhæng med rummets tema. Hvilken sammenhæng forbliver uklart. Jeg er en stor fan af lyd på kunstudstillinger, men i dette tilfælde synes jeg ikke rigtig, det fungerer.

Når det er sagt, er det en fascinerende udstilling, der smukt og slående tematiserer aspekter af forholdet mellem kultur og natur i en verden, hvor den menneskelig påvirkning er større end nogensinde.