Oplev kunst på Roskilde Festival

Oplev kunst på Roskilde Festival

Merete Vyff Slyngborg er en af de kunstnere, som bidrager med værker til årets kunstprogram på Roskilde Festival. Foto: Merete Vyff Slyngborg

Under temaet Human/Non-human præsenterer Roskilde Festival i år et omfattende kunstprogram i hele festivalbyen, der byder på performance, billedkunst, lydkunst og talks. Vi byder her på highlights fra programmet, der forløber under festivalugen den 25. juni – 2. juli.

Til årets Roskilde Festival er kunsten både med på scenen, i mudderet og i campingområdet. I kunstcenteret Art Zone, der løber mellem scenerne Orange og Gloria, kan festivalgæsterne dykke ned i kunstprogrammet fra installationsscenen Oasen samt fra KlubRå i Graffiti Zone og i området Hesteskoen. Fra Art Zone løber kunsten videre ud i festivalbyen og overrasker med alt fra kæmpeinstallationer til sociale og mikrobiologiske eksperimenter.

Roskilde Festival Arts præsenterer kunstprogrammet under temaet Human/Non-human, som ligger i forlængelse af festivalens fokus på kulturel lighed. Kunstprogrammet er udviklet for at undersøge forholdet mellem kunsten, festivalpladsen som natur og de mennesker, der interagerer med den. I Art Zone står kunstformidlere fra SMK klar til at sætte gang i diskussionen af værkerne og deres brug af tematikken i behandling af emner som lighed, magt, grænser, køn, krop og natur.

Læs mere om kunstscenerne og temaerne på Roskilde Festival Arts hjemmeside her, hvor du også kan finde det fulde program samt værkpræsentationer.

Highligts fra kunstprogrammet på Roskilde Festival

Lisbeth Bank (DK): Regnbueorm
Sted: Indgang til Art Zone
I samarbejde med Laboratoriet for Æstetik og Økologi (DK/DE) præsenterer Lisbeth Bank årets indgangsportal til Art Zone. Gennem et transparent stykke af porten kan man følge 100 ormes arbejde med at nedbryde festivalgæsternes organiske affald, som alle kan ‘fodre’ skulpturen med.

Rune Bosse & ThinkingHand (DK/AU): Network
Sted: Oasen i Art Zone
Kunstner Rune Bosse og kunst- og designkollektivet ThinkingHand har skabt værket Network til Roskilde Festival, der fungerer som en plads dedikeret til naturens og livets store netværk. Værket består af en åben cirkel af seks høje hvederodtårne, der gennem røg, lyd og lys danner ramme for forbindelser på tværs af oplevelser og sanser.
Oplev også: Art talk på Antroposcenen i Art Zone fredag den 30. juni kl. 12.

Tue Greenfort (DK): Dræbergople
Sted: Art Zone
Tue Greenfort sætter en kæmpe goplelignende heliumballon op i Art Zone. Værket undersøger festivalen som et socialt fænomen i sameksistensen mellem natur og menneske og udforsker vores forhold til andre, ikke-menneskelige arter.
Oplev også: Art talk på Antroposcenen torsdag den 29. juni kl. 14.30.

Kunstner Tue Greenfort viser værket Dræbergople som en del af kunstprogrammet på Roskilde Festival. Foto: Tue Greenfort

Gillian Wearing (UK) i samarbejde med SMK (DK): Trauma
Sted: Art Zone 
Gillian Wearing præsenterer sit videoværk fra 2000, Trauma, der med fortællinger om traumatiserende oplevelser fortalt bag barnemasker sætter fokus på menneskelig identitet. Kunstneren inviterer desuden til performancen Familiemiddag, hvor 20-30 festivaldeltagere får lov til at udleve en persona, de får tildelt, mens de sammen spiser en tre retters menu.
Oplev også: Art talk torsdag den 29. juni kl. 13 med Marianne Torp, overinspektør på SMK, og Jacob Fabricius, direktør på Kunsthal Aarhus, om Gillian Wearings aktuelle skulpturprojekt En Rigtig Dansk Familie. Performancen Familiemiddag torsdag den 29. juni kl. 14.

Merete Vyff Slyngborg (DK): Wayfeyer
Sted: Glorias Lounge
Merete Vyff Slyngborgs værk Wayfeyer rummer 60 strandstole dækket med analoge og digitale collager, som festivalgæsterne kan slappe af i. Værket drager i sine motiver af menneskelig diversitet linjer til 1960’ernes festivalmål om at udviske sociale hierarkier og skabe mere lighed mellem mennesker.

Mathilde Mørk & Nat Bloch Gregersen (DK): Solidarity is not old fashion
Sted: Hesteskoen
Kunstnerduoen præsenterer abstrakte figurer og skilte i neon, der undersøger vores samarbejdsprocesser i dagligdagens hastighed. Værkerne sætter fokus på mere humane måder at samarbejde på og stiller spørgsmål ved, om verden kan forandres gennem etablering af venskaber.

Roskilde Festival Arts er et samarbejde mellem Roskilde Festival og Det Kongelige Teater, Gyldendal & Rosinante, Forlaget Virkelig, Kunsthal Aarhus, Laboratoriet for Æstetik og Økologi, Roskilde Tekniske Skole, SLA og Statens Museum for Kunst (SMK).

Del artiklen

'Oplev kunst på Roskilde Festival'

Facebook