Marie Lunds kunstneriske praksis er kendetegnet ved en udsøgt formfornemmelse og materialebrug, som blandt andet indbefatter træ, sæbesten, marmor, travertin, cement og kobber. Ofte anvendes fundne objekter med en til tider usikker herkomst. Eksempelvis i forbindelse med udstillingen PIT (Croy Nielsen, Berlin, 2015), hvor kunstneren viste portrætbuster, der tilhugges indtil de genkendelige ansigtstræk helt forsvinder og antager karakter af en slags fossilerede silhuetter. Det er karakteristisk for Lund, at hun arbejder med værkerne over flere stadier og med forskellige materialer i en langsom udfoldelse af skulpturformens potentiale.

På den ene side forenkler Lund formerne til et punkt, hvor alt personligt unddrages skulpturen. Men kun tilsyneladende. For i kraft af tilhugningen og ved indarbejdelsen af eksempelvis aftryk fra beklædningsgenstande peges der samtidig på kroppens spordannelser i materialet, der vidner om erindring og levet liv. Et aspekt, der især gjorde sig gældende i forbindelse med udstillingen SCOUT (joségarcía, mx, Merida, 2016). Her installerede Lund en række skulpturer i et udendørs rum, hvor de blev overladt til det tropiske klimas påvirkning over den seks måneder lange regntid.

Afvekslingen mellem det nærværende og fraværende, mellem bearbejdet og autentisk form, hører under alle omstændigheder til kunstnervirkets store kvaliteter. Et virke, der tilmed består af eventprægede performances og andre eksperimenterende udstillingsformater af skiftende varighed.

Ikke sjældent har Lunds værker dog undersøgende karakter i deres insisterende påpegning af skulpturelle grundproblematikker. Især hvad angår overfladespænding, afvekslingen mellem konkavt og konvekst, støbning og bearbejdning, tyngde og lethed, abstraktion og figuration, repræsentation og materialitet, tradition og fornyelse.

Ved første øjekast lader værkerne sig aflæse som abstrakte, materialeundersøgende volumener i rum. Men i den seneste produktion er der i virkeligheden tale om figurative bearbejdninger af allerede eksisterende elementer i naturen. Heriblandt muslingeskaller, der er skaleret op til kropsstørrelse. Dermed bringer de mindelser om skjolde eller hylstre og tilkendes samtidig en brugsdimension som en slags funktionelle beholdere. Ligesom når vi former hænderne til en kop, der opsamler vand og føres op til munden for at slukke vores tørst. Marie Lunds skulpturkunst er med andre ord et billede på kroppens og naturens elementære former. Og især overlejringerne herimellem.

Gennem motivgentagelser og formmæssige overgangstilstande omvendes ofte forholdet mellem det bårne og det bærende. Hos Marie Lund står værkerne med andre ord ikke selvberoende placeret på en traditionel sokkel. Det betyder ikke mindst, at de præsenterer sig på en anderledes måde, end vi normalt oplever. Mindre hierarkisk og med en mere direkte tilstedeværelse. De indfører kort sagt oplevelsens tidsforløb og de rumlige omgivelser som afgørende vilkår i en skulpturkunst, der også på et overordnet niveau etablerer relationer mellem indre og ydre, natur og kultur, før og nu.

Portfolio (se flere billeder ved at klikke på ét af nedenstående):