São Paulo-biennalen i kritisk selvrefleksion

Fundçáo er en af de ældste kunstbiennaler og var længe en af de mest betydningsfulde i kunstverdenen. I de seneste år har flere og flere byer dog fået øjnene op for biennalens markedsføringsværdi, og deres betydning i kunstverdenen er tiltaget gradvist. Dette har medført, at de gamle biennaler ikke længere har den samme lysstyrke. Denne 28. biennale i Sao Paulo har også været hårdt ramt af korruption og misbrug af udstillingsbudgettet. Som et resultat af økonomien og biennalekulturens forvandling har man valgt blandt andet at fokusere på, hvilken effekt biennalen har på kunstlivet generelt, og hvad biennalen betyder for Sao Paulo og den latinske verden.

At dette års biennale er hårdt ramt, er noget, der ikke forbigår de besøgende, da den midterste etage i det enorme udstillingskompleks Pavilhão Ciccillo Matarazzo simpelthen er tom.

Symbolsk åbenhed
De besøgende, der færdes i det populære parkområde udenfor, mødes af det åbne torv ved indgangen, hvor de mere publikumsindbydende arrangementer foregår. Det er tydeligt, at her ligger en klar ideologi om at føre en dialog med de lokale. Der er gratis adgang til Biennalen, og hvis de generøse åbningstider ikke er nok, så tilbyder kunstneren Paul Ramírez Jonas de besøgende en nøgle til Biennalen i bytte for en kopi af ens egen hjemmenøgle. Talisman, som Ramírez Jonas har kaldt værket, skal forstås som en symbolsk gestus, der omhandler grænsen mellem den private og den offentlige sfære. For hverken biennalen eller de besøgende kan bruge nøglerne, sikkerhedsvagter bevogter konstant bygningerne, og kopierne af de private nøgler er adresseløse.

Dekonstruerede skandinavere
Tre skandinaviske kunstnere deltager på biennalen, hvis man altså ikke medregner den Stockholm-baserede Carsten Höller. Vibeke Tandberg fra Norge deltager med værket Skelton # 1, en dekonstruktion af Albert Camus eksistentielle roman Den Fremmede. Tandberg har simpelthen skåret romanteksten op og sat ordene op i alfabetisk rækkefølge.

Finske Eija-Liisa Ahtila viser to video-installationer. Den svenske kunstnerduo Goldin-Senneby præsenterer deres nye projekt, Looking for Headless, der består i skabelsen af en kriminalroman, hvor et offshore selskab i Bahamas spiller en væsentlig rolle. Forsøger man at forstå projektet som helhed, er det som en kriminalroman, hvor brik efter brik falder på plads, og spændingen stiger. Her sammenkoges jura, finansielle mysterier, mord, fiktion og virkelighed i en stor suppe. Det eneste, jeg er nogenlunde sikker på, er, at vi vil høre meget mere om dette projekt.

Den gamle skole?
Et værk, som er en smule overraskende at møde på en biennale i dag, er Allan McCollums: Eighteen Hundred Drawings udført 1988-1991. Værket er skabt omkring samtidigt med Over Ten Thousand Individual Works, som findes i Louisianas samling. Parallellen mellem de to værker er spørgsmålet om det unikke objekt – en diskussion som ikke ligefrem er aktuel i kunstverdenen i dag.

Men McCollums systematiske måde at udforske verden på har dog sat dybe spor i nutidens kunstverden, og hans mere praktiske end teoretiske forhold til undersøgelsen er noget, man ofte støder på blandt unge kunstnere. Værket Eighteen Hundred Drawings er en række former, som han kombinerer i et system, der gør det muligt for ham at skabe næsten et uendeligt antal formationer, som alle minder om hinanden, men samtidigt er unikke objekter hver især.

Den nye skole?
Erick Beltrán fra Mexico har specifikt til Biennalen skabt projektet El Mundo explicado (hele verden forklaret) – en encyklopædi af uspecificeret viden. Værket opsummerer ret fint idealet for biennalen, hvor ekspertens perspektiv viger tilbage for opsamlingen af mangfoldige, uventede, uafprøvede, daglige og individuelle perspektiver. Det handler om udveksling af erfaringer snarere end belæring. Det ideal forekommer bare kun i biennalens katalog og nogle få af værkerne. Derudover er Biennalen ligeså hierarkisk i sin struktur og autoritetstro, som kunstverdenen altid har været.