Internationalt showroom for stedsspecifik kunst

Kuratorisk er der ikke sat en skarp ramme for kunstnerne. Det er kvaliteten af de enkelte værker og deres stedsspecifikke dialog med Münster, der får lov til at tale for sig selv – og dermed også tale om, hvad der rør sig inden for den stedsspecifikke kunst. Så man skal ikke forvente sig et entydigt perspektiv. Snarere er der tale om forskellige spor og brede tematikker omkring tid, rum, krop og kunstens relation til et sted – foruden en særlig interesse for kunstneriske projekter, der udfolder sig over længere tid, sådan som Skulptur Projekte selv gør.

Den lange tidshorisont
Amerikaneren Michael Ashers campingvogn, der har ’besøgt’ alle udgaver af Skulptur Projekte siden dets start, er således genstand for en retrospektiv udstilling. Islandske Hreinn Friðfinnsson har installeret det såkaldte fourth house of the house project since 1974, der gør naturens rum til husets rum, mens britiske Jeremy Deller har fortsat et samarbejde med Münsters kolonihaveforeninger, som han indledte ved 2007-udstillingen, således at de nu kan præsentere 30 tykke ’scrap’-dagbøger skabt igennem de sidste ti år.

Periferi og lokale lokaler
De ovenstående eksempler viser noget af spændvidden på udstillingen, hvor kunstnerne arbejder installatorisk, dialogisk, digitalt og performativt såvel som mere klassisk skulpturelt – og samtidig spreder sig fysisk langt uden for byens centrum og derfor kræver en cykel eller et andet transportmiddel for at blive oplevet ’on site’.

Og samtidig med at kunstnerne rykker uden for centrum, er der også påfaldende mange ’indendørsværker’ i betragtning af, at udstillingen startede som en udstilling af skulpturer ude i byens rum. Det kan ses som en markør for, at muren imellem kunstinstitutionens hvide vægge og resten af samfundet som udstillingsplads definitivt er brudt ned. Kunstnerne på dette års Skulptur Projekte søger indendørs ved at indtage butikslokaler, historiske bygninger og for den sags skyld kunstmuseer, mens det generelle billede af nutidens kunstinstitutioner nemlig i den grad er, at de forsøger at bryde ud af sine fysiske rammer og interagere med sine omgivelser.

En modernistisk tidslomme i forfald
Selvom der ikke er en stram kuratorisk ramme for de kunstneriske bidrag, så lægger den femte udgave af Skulptur Projekte op til en historisk refleksion over forholdet mellem kunst og byudvikling i efterkrigstiden. Det sker gennem et samarbejde med den nærliggende by Marl, og det skaber en interessant kontrast. For selvom begge byer indledte et samarbejde med arkitektur og kunst i efterkrigstiden, udspillede det sig som to meget forskellige forløb.

Den katolske universitetsby Münster genopbyggede sit historiske centrum efter bombardementerne under 2. Verdenskrig. Industribyen Marl, derimod, etablerede et modernistisk rådhuskompleks i beton med to boligtårne foran en åben plads, som snart blev udstyret med en række moderne skulpturer.

I dag er det dog voldsomt nedslidt. At stå i centrum af Marl er på en og samme tid som at stå i en modernistisk tidslomme og samtidig erfare tidens langsomme materielle nedbrydning. Den moderne utopi er blevet mølædt af byens økonomiske nedtur, men er nu på vej til at blive restaureret takket være en indsats siden 2015 for at bevare den arkitektoniske arv, der i dag kaldes Ruhrmoderne.

Kunsten som parasit
I forlængelse af samarbejdet med Marl er det også interessant, at flere af de kunstnere, der udstiller i Münster, har valgt at gå i dialog med nyere arkitektur, der er under forfald. I de tilfælde indtager de nærmest parasitisk en bygning, i direkte kontrast til den udskældte ’drop-art’ strategi, hvor ’white cube’-værker blev placeret tilfældigt i det offentlige rum. Værkerne er vokset op og udad stederne fremfor at lægge sig tilfældigt ovenpå dem.

Det gælder fx tyske Christian Odzucks brug af rester fra den nyligt nedrevne Oberfinanzdirektion-bygning til at skabe en midlertidig konstruktion, der også skaber et udsigtstårn over den byggeplads, som er efterladt. Det gælder ligeledes Pierre Huyghes omdannelse af en isskøjtehal til et dystopiske laboratorium. Ved første øjekast ligner det et goldt landskab, hvor gulvet er brækket op og vandpytter samler sig på bunden af mudderet, men snart afslører det sin befolkning af bikuber, påfugle og akvarium foruden de biologiske former, der måske – eller måske ikke – udvikler sig i luften, vandet og jorden.

Huyghes After ALife Ahead ligger i forlængelse af hans hyldede bidrag til Documenta 13 for fem år siden, men det gør ikke værket mindre interessant. Måske kan man næsten sige, at det er symptomatisk for Skulptur Projekte, at de ikke blot ønsker at være først med det nye, men derimod at opdyrke en relation til kunstnere og give dem plads til at folde deres arbejde ud. Flere af udstillingens kunstnere er faktisk gengangere, altså kunstnere, som også har bidraget til en tidligere udgave af Skulptur Projekte.

Kolonihaver og tatoveringer
En anden interesse, som går på tværs af flere værker, er populærkulturen. Foruden Jeremy Dellers kolonihaveprojekt, er der amerikanske Michael Smiths tatovørbutik Not Quite Under_Ground. Sidstnævnte tilbyder tatoveringer af motiver skabt af kunstnere fra Skulptur Projekte og skaber således en interessant twist på spørgsmålet omkring permanens versus midlertidighed i det offentlige rum. Her er det souveniren, der bliver permanent, og hvis man er 65 år eller derover, kan man få tatoveringen til stærkt nedsat pris. Kunsten er vel fremfor alt for den aldrende befolkning, der leder efter et nyt turistmål!

Skulpturen set gennem andre kunstneriske medier
De kunstneriske bidrag spænder over en bred vifte af kunstneriske medier, men det skulpturelle er en slags tematisk omdrejningspunkt, hvad enten det sker gennem fysiske kroppe eller rumlige iscenesættelser for vores krop. Fx skaber tyske Hito Steyerl i videoinstallationen HellYeahWeFuckDie en fortælling om kroppens sårbarhed og robotteknologi. Hun kobler digitale indslag om tests af robotter til katastrofeberedskab og en filmisk vandring igennem den nedbombede kurdiske by Diyarbakir, hvor ingeniøren Al-Jazarí i 1205 skrev bogen Automata, og skaber hermed foruroligende koblinger og kontraster på tværs af tid, sted og kroppe.

Det gælder også Alexandra Piricis performanceværk Leaking Territories, som er en kropslig iscenesættelse af begivenheder. De seks unge performere ’former’ med deres kroppe alt fra Armstrongs månelanding over demonstrationerne på Tahrir Pladsen i Ægypten til det såkaldte 2010 Flash-Crash, hvor højfrekvenshandel sendte verdens børser på rutschetur. Samtidig specificerer performerne den præcise distance i tid og rum fra vores aktuelle lokalitet.

Mindre ambitiøs end tidligere
Årets udgave af Skulptur Projekte er på nogen måder mindre ambitiøs end de tidligere. Der er halvdelen så mange kunstnere som i 87 og 97, og man har ikke som i 07 suppleret dette års manifestation med et digert kunstkatalog, der begrebsligt og historisk rammesætter udstillingens betydning. Derimod er kataloget dejligt informativt om de enkelte projekter og rigt illustreret.

Måske skyldes det, at man indtil for nogle få år siden var usikker på, om der overhovedet ville blive en femte udgave, eller som Jeremy Deller udtrykte det, om Kasper König ville. Det er nemlig den kunstneriske direktør Kasper König, der startede det hele og også ser ud til at trække i trådene i dette års udgave. Men måske skyldes det simpelthen, at man ikke længere behøver at skrive sig ind i kunsthistorien, fordi man allerede er etableret som stedet, hvor historien om den stedsspecifikke kunst udspiller sig.

Fra det udvidede felt til det situationsbestemte
Da udstillingen blev gentaget i 1987, ekspanderede man til 63 kunstneriske projekter og var, som kunstproducenten Claire Doherty har fremhævet, med til at markere et skifte i det stedsspecifikke greb: Fra interaktionen med et steds fænomenologiske kvaliteter til en mere konceptuel dialog. 1997-udgaven fulgte op med en lige så kunstnerrig repræsentation og bidrog til at vise nye tendenser i form af deltagelsesbaserede og serviceorienterede værker.

2007-udgaven kunne Doherty selv bruge til at markere et skift i den stedsspecifikke kunst fra det stedsspecifikke til det situationsspecifikke. Hendes pointe var, at kunstnerne ikke længere bare forholdt sig til et sted, men til stedet i dets aktuelle situation, som var del af en større og mere kompleks social og politisk kontekst.

Tidsspecifik i det lange perspektiv
Hvad 2017-versionen kommer til at stå for, vil tiden vise, men i min første refleksion over udstillingen fremtræder netop tid som en væsentlig dimension. Tid som i det langstrakte kunstneriske engagement med et projekt og tid som en proces, der griber ind i steder og materialer og forandrer dem. Men også tid til at opleve og lade synke ind og til at mindes. Tiden der går i stå, og tiden der overhaler og opsluger os. Om noget så kan jeg anbefale, at man forsøger at tage sig tid til at opleve de individuelle værker på årets udstilling fremfor at skynde sig videre til det næste.