Maiken Bent har måttet kæmpe for sin plads i samtidskunsten, men som nu repræsenteret ved de centrale kunstinstitutioner herhjemme og med en værkpraksis, der står skarpt formuleret i feltet, er den kamp overflødig og den store soloudstilling med 24 skulpturer i et forløb gennem otte rum på Gl. Holtegaard kan på mange måder ses som en længe ventet og næsten extravagant udfoldelse af kunstnerens oeuvre herhjemme.

“Her har jeg på markant vis fået lov til at vise, at jeg er en kunstner, der kan lide at arbejde i rum, og det er jo ikke altid, jeg får lov til det.”

“Mit udgangspunkt var også, at den skulle have max gas, og nu da det handler om barokken, så var det bedre at fejle på at have givet den for meget end for lidt. Gl. Holtegaard har stolet meget på mig, og jeg har virkelig en følelse af, at disse rammer og muligheder er en stor gave, som nok ikke lige kommer igen.”

Gl. Holtegaard, som blev bygget i 1755, har som noget ret unikt taget sin historie op som inspiration, udfordring og kunstnerisk undersøgelse gennem en ret lang udstillingsproces, der både har budt på en serie af større og utrolig vellykkede gruppeudstillinger i barokhaven – Secret Garden I-III – Ny dansk kunst i barokhaven, temaudstillingen FRYDEFULD GYSEN – Barokke spejlinger før og nu og senest en tretrinsudstillingsserie i kunsthallen med titlen BAROK + samtidskunst. Det er sidstnævnte serie som nu afrundes med Maiken Bents udstilling Løsøre, der som et gesamtkunstwerk omfavner arkitektur, barokhave og det kulturelle individ i ét kunstnerisk greb.

Kropsliggjorte rum
Titlen refererer, ligesom Maiken Bents værker generelt, til de objekter, vi omgiver os med som mennesker og kroppe. Og for at understrege dette var hun ret fokuseret på at bruge huset som produktiv ramme i udstillingen. Og her kunne den historiske (og kropslige) dialog med barokken også etableres.

”Jeg indhentede helt fra starten plantegninger og historiske inputs omkring den tidligere rumfordeling. Jeg vidste også, at jeg ville gå ret installatorisk til værks, men ledte efter en overskrift på det, så jeg tænkte, at det mest oplagte var at domesticere det, få det tilbage til det eksklusive hjem det oprindeligt var tænkt som.”

En stor del af budgettet er faktisk brugt på at rive vægge ned og få ført lokalerne tilbage historisk. Der har ofte været lukket af til haven, når man gik rundt i udstillingerne.

”Det ville jeg bryde med, og alt hvad der kommer ind af vinduerne til min udstilling er jo halvdelen af dialogen på mange måder. Folk skal gerne kigge ud i barokhaven for så at kigge på værkerne igen. Haven er jo et rationelt, symmetrisk, barokt show-off i stor kaliber, det er lidt for meget, hvilket jeg både spiller med på og op af.”

Den hvide kube er en måde at ophæve rummet omkring værkerne, men her har Bent valgt den modsatte strategi – også for at lægge tryk på den kropslige relation og association.

”Jeg synes faktisk altid mine værker er mere interessante i rum, der ikke er rensede. Jeg kan rigtig godt lide sammenspillet og de dynamikker, der foregår, når et af mine værker for eksempel rykker hjem til nogen.”

En funktionel dialog
Det er i hendes øjne værkernes møbel- og redskabsskala, der ofte får skabt den kropslige og ofte funktionelle dialog.

Værktitlerne understreger dette: Swing, Tools, Basket, Trapez, Trolley, String udtrykker både funktion og en bevægelse, som dog typisk er standset, fastspændt, tilbageholdt som en form for spænding i værket.

”Når du står foran mine værker og føler et dirrende behov for at kaste din krop ind i den dialog, så er du lige der, hvor jeg gerne vil have dig. Værket er fuldendt, når du føler den relation og kraft rykke i dig. Og den kraft tror jeg faktisk bliver forstærket af, at du ikke må røre ved værket,” forklarer Maiken Bent og indrømmer, at hun ofte er nødt til at rette på eller reparere værkerne, fordi folk piller ved dem.

Kontroltab og sex i lystslottet
Der er i det hele taget meget lyst og hengivenhed i Bents performative skulpturer, og i Løsøre skildrer de 24 værker en fortælling om kroppens kulturelle disciplinering, smerte, mådehold og sociale koder, men gradvist også om det at hengive sig som krop til bevægelsen, naturen, materialet og en ekstrem sanselighed med alt, hvad det indebærer. Fra kvindegemakkernes dydige men smertefulde selvkontrol og mødet med den vilde natur over balsalens hujende dans og flirterier til herregemakkernes magtdemonstration og selvhævdelse.

Disse kropslige og kulturelle dimensioner har altid været præsente i Maiken Bents skulpturer, som ligger et sted mellem vold og lyst, kontrol og afmagt. Dette subjekt-objekt-spil bliver dog til tider misforstået:

”Det er jo helt vildt så mange, der ser den forbindelse i mine værker til noget rent seksuelt og mine værker som en decideret udlevering af mit eget sexliv, hvilket føles ret mærkværdigt. Det er slet ikke så entydigt og banalt for mig, at det kun handler om sex, selvom både det seksuelle og det sensuelle rum er en del af min palette, og jeg håber jo, at folk ser meget dybere og bredere end det.”

“Det handler om møder mellem smerte og lyst, kontrol og kontroltab, magt og afmagt og mange andre modsætninger i livet. Men når folk laver den entydige forbindelse, siger det nok egentlig mere om dem selv end om mig, tænker jeg.”

Materiel fetichisme
Det handler om at give sig hen i mødet med Maiken Bents performative skulpturer – helt ned på det materielle og for kunstneren fetichagtige niveau.

“Når jeg udvælger i de indkøbte dele i mine værker, forsøger jeg at skrælle funktionen fra og kun se på formen og dens potentiale, om der er noget dér, jeg kan bygge videre på? Det er rigtig tit, at folk søger den her oprindelige funktion, men når jeg for eksempel vælger at bruge blink fra lystfiskerverdenen eller fendere fra sejlsporten, så har de som regel det til fælles, at de kommer fra ret nørdede sammenhænge, hvor folk går rigtig, rigtig meget op i de materielle koder og normer. Og den passionerede energi er jo rigtig dragende for mig. Jeg har så valgt disse objekter ud fra noget helt andet. Her får objekterne en anden og mere tvetydig forbindelse til kroppen end tiltænkt.”

Denne fetichisme får frit løb i kunstnerbogen (detail), som i detalje men også detailhandel, der følger udstillingen, hvor vi er med kunstneren helt nede i materialerne, syningerne, sammenføjningerne, på indkøb i Silvan og midt i bunken af tekstiler i værkstedet.

Leg med hierarkier
Der findes ganske enkelt ikke god eller dårlig smag i Bents praksis, men interessante ting at hente i alle typer af materiel dyrkelse. På den måde handler hendes værker også om en leg med hierarkier – de rum i vores kultur og hverdag, der ligger lige op ad kunsten.

“Det læder og skind, jeg anvender, er leftovers fra fashionindustrien, og det er ikke fordi, det er vigtigt at vide, at det her er et skind fra Vivian Westwood, men det siger måske lidt om min æstetik, synes jeg, der ligger et eller andet sjovt sted mellem Gucci og Silvan. Den her leg med hierarkier interesserer mig, og jeg synes eksempelvis både, det er interessant at studere japanske bondageknuder på YouTube og få en kæde fra Silvan til at ligne noget eksklusivt.”

Da Maiken Bent gik på akademiet, var det som at kæmpe en kamp for retten til at være kunstner, fordi hun lavede noget, der lå på kanten til ikke at være kunst.

“Jeg skulle forsvare min praksis, simpelthen. Og jeg manglede helt grundlæggende nogle andre kunstnere at kunne pege på. Det var meget mere legalt at lægge sig i et krydsfelt mellem kunsten og arkitekturen, og når jeg lagde mig i et krydsfelt mellem design og kunst, så var det langt svære for nogen at sluge – selv for kunstprofessionelle omkring mig dengang. Jeg tror faktisk også, det var en kønsmæssig problematik. Arkitekturen er udpræget maskulin, og når du bevæger dig indenfor er du i et kvindeligt domæne. Så banalt tror jeg, det kan forstås. Jeg blev jo til en gennemgang opfordret til at åbne en butik med dimser på Gl. Kongevej i stedet for at lave kunst. Men den kamp for min egen praksis, gav mig også blod på tanden. Det er jo heldigvis blevet meget nemmere, og tiden har hjulpet mig en hel del.”