“I billedkunsten kan alle mødes”

Paulus’ første Korinterbrev, vers 13 lyder: ”Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af alt er kærligheden.” Disse ord har været dr. phil. Else Marie Bukdahls credo fra barnsben. De mange videnskabsfolk og kunstnere, som har været i berøring med hende i årtiernes løb, har fået del i hendes kærlige opmærksomhed, store viden og nærende omsorg. Som mangeårigt medlem af Ny Carlsbergfondets direktion i kombination med sit lange virke som rektor, docent, forsker og skribent, er hun pga. af et utrætteligt engagement og et høj energiniveau stadig en indflydelsesrig person i dansk kunstliv.

Hendes kongstanke som rektor var at udvikle ”stærke løver” – altså at overlade det til ”fagspecialisterne”, dvs. professorerne, eleverne og lektorerne at bestemme, hvem der skulle besætte posterne på Akademiet, ligesom hun altid blev ledsaget af nogle dygtige professorer, når der skulle forhandles budget med Kulturministeriet. Hendes valgsprog var: Akademiet er nummer et, rektor er nummer to.

Hvordan kan man blive ved med at give? Også når man som Else Marie Bukdahl har mistet sine nærmeste? Først sin elskede bror, filosoffen og teologen Jørgen K. Bukdahl (1936-79), og dernæst sin mand, kirkehistorikeren Torben Christensen (1921-83). På trods af disse tab har hun et overskud og en energi som de færreste. Hvorfra kommer dette overskud? Her kommer kristendommen ind. Else Marie Bukdahl er opdraget i den grundtvigske og kierkegaardske ånd. Som datter af den norske kunsthistoriker Magnhild Ødvin og forfatteren og kritikeren Jørgen Bukdahl voksede hun op i det lille hus ’Bjerget’ uden for Askov. I de senere år har hun udgivet en bog om begge sine forældre. Af dem lærte hun tidligt, at man som menneske skulle handle, således at man brugte sine talenter og evner til at gøre det godt for andre. Med hendes fars ord: ”Man skal ville de andre uden at opgive sig selv.”

Bogudgivelse og kunstnerlegat
I dag, hvor hun fylder rundt, uddeles Else Marie Bukdahls Hæderslegat og motiveres af Mikkel Bogh, som er formand for bestyrelsen. Det går denne gang til to markante, yngre kunstnere. Men ikke nok med det. For yderligere at markere sin runde fødselsdag udgiver Else Marie Bukdahl også lige bogen The Recurrent Actuality of the Baroque.

Vi mødes i Else Marie Bukdahls hjem et par dage før fødselsdagen.

–Nogle mener, at du er et magtmenneske. Hvad siger du til det?
”Magten i sig selv har aldrig interesseret mig. Langt vigtigere er det, hvad man kan udrette med den.”

–Hvordan føles det at fylde 80 år, når man er dig?
”Det har jeg ikke tænkt meget over. Men jeg føler stor taknemmelighed over den forståelse og kærlighed, som jeg har fået i alle de meget forskellige jobs, som jeg har haft igennem årtierne, fra jeg var cirka 30 år og frem. Det glæder mig sådan at tænke på, at et stort netværk af kærlige bølger bevæger sig rundt i USA, Kina, Emiraterne og Danmark. Jeg vil gerne takke for, hvad I har været for mig og alle de spændende opgaver, som I har givet mig.”

–Befinder du dig et nyt sted i din udvikling nu, hvor du har levet så længe og oplevet så meget?
”Jeg har forhåbentlig udviklet mig igennem årene, men som min far sagde, så er der nogle konstanter i livet: Først og fremmest lyset fra Jerusalem – kristendommen, som jeg mødte som helt lille hos mine forældre. Desuden lyset fra Athen, der tændte demokratiets fakkel. Og endelig månestrålerne fra Córdoba. Sidstnævnte refererer til den islamiske kunst og videnskab, som altid har interesseret mig. Imidlertid har den ikke fået nogen større betydning i den moderne tid – og heller ikke i mit eget liv.”

–Du er både fysisk og mentalt stærk på trods af din alder. Har du yderligere mål i dit liv?
”Ja, jeg sat mig tre mål: Dels vil jeg gerne fortsat fremme Trampolinhuset, hvor vi arbejder med integration i en kærlig og demokratisk ånd. Dette arbejde med at hjælpe og rådgive asylansøgere ligger i forlængelse af et arbejde i Afghanistan og Sydindien, som jeg startede sammen med min afdøde mand. Vi støttede bl.a. pigeskoler i disse lande, og dette er jeg selv fortsat med.

Jeg mener, at vi er nødt til at sætte alt ind på at få integreret de fremmede i vores samfund. Her har kunsten en nøgleopgave, og CAMP (Center for Art on Migration Politics) – udstillingsstedet i Trampolinhuset på Nørrebro – medvirker til at nedbryde faste meninger og holdninger og åbne op for en dialog. Kunsten viser os, at livet er langt rigere end nogen enkeltteori om det kan omfatte. Kunsten har evnen til at vise små nuancer og perspektiver, der løber lige igennem de religiøse og politiske dogmer. I billedkunsten kan alle mødes – hvad enten vi er buddhister, kristne, jøder eller muslimer.

Danmark bør følge Tysklands eksempel
Det andet mål er at fremme vilkårene for kunsten i Danmark. Det billedkunstneriske formsprog besidder – uanset medie og kategori – en intensitet, stoflighed og materialitet, som computermedierede billeder ikke har. Billedkunsten er en stor, berigende erkendelsesform. Der skal kæmpes mere for kunsten, og det vil jeg gerne bidrage yderligere til gennem seminarer, udgivelser og lignende. Det gælder også litteraturen, som jeg dog ikke har fulgt helt så tæt, men det lå mig meget på sinde i sin tid at sørge for, at Forfatterskolen blev placeret på Kunstakademiet, så der kunne opstå en dialog mellem de to kunstarter.

Det tredje mål er at fremme forskningen, især inden for kropsæstetikken – eller Somaesthetics – som jeg i samarbejde med den amerikanske filosof Richard Shusterman forsøger at udbrede, bl.a. gennem online tidsskriftet International Journal of Somaethetics.”

Denne filosofi hviler på et kropsligt fundament. Den betoner, at alle oplevelser og erfaringer formidles af sanserne. Filosoffen må derfor træde ned fra sit elfenbenstårn og eksperimentere, involvere sig i og udforske virkeligheden på nye og kreative måder, mener Shusterman. Der er foreløbig udkommet to, engelsksprogede numre – om Somaæstetik og billedkunst (2015) og Somaæstetik og mad (2016). To nye numre er på vej.

–Hvad siger du til de mange nedskæringer inden for kulturlivet?
”Det bekymrer mig, at de skiftende regeringer gennem mange år har skåret ned på kulturen. Det er eksempelvis dumt, at den kierkegaardske ”menigmand” skal betale for at komme ind på museerne for at se kunst. Vi er nødt til at gøre det samme som Tyskland – dog i mindre skala – hvor Forbundsdagen netop har givet en ekstra bevilling på 660 mia. euro i erkendelse af, at kultur i en tid med splittelse og parallelsamfund kan samle mennesker med forskellig baggrund. Man kunne også nævne Kina og Island, der satser stærkt på kultur, som i øvrigt også genererer mange nye arbejdspladser. Allerede i renæssancen vidste man, at kultur kan forædle mennesket, således at dets dårlige sider bliver skubbet ud.”

–I din nye bog beskriver du barokken og ”læser” dens erkendelser ind i en række ny-barokke samtidskunstneres værker. Hvorfor udgiver du den bog netop nu?
”Barokken har i en del årtier været i søgelyset hos en række æstetikere og filosoffer. I min bog gennemgår jeg Michel Foucault, Walther Benjamin, Mario Perniola, Christine Buci-Glücksman og Gilles Deleuzes studier i barokken. I barokkens billedkunst og litteratur vises mødet med verdens foranderlighed og uendelighed, ofte fremstillet som uigennemskuelige og ufremkommelige labyrinter. Rummet udvider sig og bliver indefinit i barokkens kunst. Naturvidenskaben havde vist, at mennesket stod på den yderste rand, og at alt var i bevægelse, at alt var flygtigt. Det er denne erkendelse, som mange kunstnere også i dag arbejder ud fra. Man kan sige, at barokken var den første moderne kunst,” slutter Else Marie Bukdahl.