It’s only rock’n’roll – but I like it!

Billedserie

Udstilling

Danske covers 1955-1985

10 okt 2008 7 jan 2009

Randers kunstmuseum
Se kort og tider

Udstillingen supplerer bogen

Danske Covers 1955-1985. Pladecoveret som kunstnerisk udtryksform.

Redigeret af Ole Bisbjerg, Charlotte Rørdam Larsen og Finn Terman Frederiksen.

BUCHS Forlag 2008. 161 s.

It’s only rock’n’roll – but I like it!

Bogen og udstillingens råmateriale: den danske albumcoverskat! Foto: Randers Kunstmuseum.

Randers Kunstmuseums udstilling og bogen Danske Covers 1955-1985 giver en frydefuld hyldest til de kvadratiske hylstres mangfoldige billedstorm. Der er dog mere tale om en'teaser' end en fuldt oprullet behandling.

Hyldest til et forgangent medie
I en ikke så fjern fortid var pladecovers blandt de hotteste og vigtigste billeder i vores kultur. Nærmere bestemt fra lp-pladens udbredelse i halvtresserne til den lille cd’s fremkomst i firserne. Den foregreb den digitale musikrevolution, der desværre har hældt pladecoveret ud med badevandet, så nutidens musiklyttere ikke får samme forhold til den visuelle indpakning. Pladecoverets og albummets guldalder hænger dog også sammen med rockmusikkens status som særligt vital og kulturbærende kunstform i disse årtier, da den rystede så meget for så mange.

Kvadratisk kulturhistorie! Foto: Kristian Handberg.
Kvadratisk kulturhistorie! Foto: Kristian Handberg.
Udstillingens temaafsnit af kvinde- og mandebilleder. Foto: Kristian Handberg.
Udstillingens temaafsnit af kvinde- og mandebilleder. Foto: Kristian Handberg.

Lille og enkel
Udstillingen er ikke stor, men enkelt sat op med lige rækker og grupper af indrammede covers (fra Statsbibliotekets samling, som klistermærker tørt afslører!). Det er nu ganske effektivt og giver plads til en pæn mængde covers, både af de kendte og de obskure. De tematiske afsnit er enkle og meningsfulde og forstyrrer ikke den blotte nydelse.

Den progressive rock dyrkede det fantastiske og eventyrlige også på billedsiden. Foto: Kristian Handberg.
Den progressive rock dyrkede det fantastiske og eventyrlige også på billedsiden. Foto: Kristian Handberg.

Ingen forklaring
Man finder ikke forklarende information om baggrund og historie. Hverken om hvilken musik, de hænger sammen med, hvordan de er lavet eller om kunstnerne bag. Man skal således selv dechifrere stilkontraster mellem pop, punk og prog (halvfjerdsernes syrede og symfoniske ‘progressive rock’) og opdage, at en international coverartist-stjerne som Roger Dean står bag et dansk album som Midnight Suns Walking Circles fra 1972.

Ligeledes kunne en markering af dansk coverdesigns grand old man Peder Bundgaards virke være på sin plads. Manden har jo designet alt fra Gasolin’ til Sort Sol i flere tiår! Den slags kunne forventes, hvis man virkelig vil portrættere dansk albumcoverkunst som en væsentlig kunstart. Nu er udstillingen i stedet en pæn teaser for betragtning af feltet.

Mens punken havde en anderledes rå 'no-nonsense' æstetik. Foto: Kristian Handberg.
Mens punken havde en anderledes rå ‘no-nonsense’ æstetik. Foto: Kristian Handberg.
Hvad sker der lige på firserpoppens visuelle side her? Foto: Kristian Handberg.
Hvad sker der lige på firserpoppens visuelle side her? Foto: Kristian Handberg.

Også som bog
Samme mangler præger bogen Danske Covers 1955-1985, som er udgivet i forbindelse med udstillingen. Den indeholder selvfølgelig masser af afbildede covers, hvilket igen er fint og frydefuldt at bladre igennem, trods en del gentagne afbildninger. På tekstsiden står musikforsker Charlotte Rørdam Larsen for et udmærket historisk rids af musikken og coverartens parløb, mens kunsthistoriker Finn Terman Frederiksen er i det mere spekulative hjørne og vurderer, hvorledes covers kan betragtes som kunst og hvad, der gør et cover godt.

Pretty Maids og Voxpop henholdsvis udlever og udleverer stereotyperne! Foto: Kristian Handberg.
Pretty Maids og Voxpop henholdsvis udlever og udleverer stereotyperne! Foto: Kristian Handberg.
Samspil
Han konkluderer ganske rigtigt, at covers ikke er ment som kunst og ikke udelukkende kan betragtes som sådan. De hænger sammen med musikken og skal ses som en kunstnerisk perspektivering af pladens indhold. Udfra denne sammenhængspræmis vurderer de to forfattere så udvalgte danske covers, og det er fint at se TV2 og Shu-bi-duas visuelle udtryk sådan anmeldt!

Kul på!
Tilbage står man dog og savner flere aspekter, når coverkunsten nu endelig bliver belyst! Hvad med teknikken bag udarbejdelsen af covers? Hvad med portrætter af fremtrædende coverkunstnere som Peder Bundgaard eller Røde Mors produktionskollektiv? Hvad med overvejelser om musikkens billedkunstneriske perspektivering i den digitale nutid? Det havde været kærkommen næring i lagkagen, så der for alvor havde været noget at komme efter ved siden af den underholdende billedstorm.

Billedserie

Udstilling

Danske covers 1955-1985

10 okt 2008 7 jan 2009

Randers kunstmuseum
Se kort og tider

Udstillingen supplerer bogen

Danske Covers 1955-1985. Pladecoveret som kunstnerisk udtryksform.

Redigeret af Ole Bisbjerg, Charlotte Rørdam Larsen og Finn Terman Frederiksen.

BUCHS Forlag 2008. 161 s.

Del artiklen

'It’s only rock’n’roll – but I like it!'

Facebook