Ny direktør på Museet for Religiøs Kunst

Ny direktør på Museet for Religiøs Kunst

Christine Løventoft er udpeget som ny direktør for Museet for Religiøs Kunst i Lemvig. © Museet for Religiøs Kunst. Foto: Helene Hoeyer Mikkelsen

Den 1. august rykker Christine Løventoft fra en stilling som museumsleder i Grønland til Vestjylland, hvor hun bliver direktør for Museet for Religiøs Kunst i Lemvig.

Christine Løventoft tiltræder stillingen som museumdirektør på Museet for Religiøs Kunst den 1. august 2017. Hun glæder sig til at arbejde med museets særlige udstillingsprofil, der søger at indfange og belyse religiøse og eksistentielle temaer i kunst fra primært det 20. og 21. århundrede, og udtaler om sit nye arbejde:

”Museet for Religiøs Kunst er et ambitiøst og velfungerende museum båret frem af et stort lokalt engagement. Jeg har mange ideer til nye vedkommende udstillinger og yderligere synliggørelse af museet. Historisk har religion og kunst været tæt forbundet, og i dag ser vi en samtidskunst, der også beskæftiger sig med livets store spørgsmål.”

Christine Løventoft er uddannet mag. art. i kunsthistorie og museologi fra Københavns Universitet i 2005 og har en MA i museumsstudier fra UCL, University of London. Hun kommer fra en stilling som museumsleder ved Sisimiut Museum i Grønland.

Museets bestyrelsesformand, Michael Böss, udtaler i forbindelse med ansættelsen: “Med sine imponerende akademiske kvalifikationer og sine mange praktiske erfaringer fra højt estimerede museer i Danmark og England samt sit personlige engagement i museets emnekreds er Christine Løventoft den helt rigtige person til at lede museet.”

Kilde: Museet for Religiøs Kunst

Del artiklen

'Ny direktør på Museet for Religiøs Kunst'

Facebook